Medier, politikere og flere uddannelsesforskere har den seneste tid stået på nakken af hinanden for at rose den nye aftale om en skolereform. Det lyder jo også godt med mere og bedre undervisning, med efteruddannelse af lærere, og med færre regler og mindre bureaukrati. Målet er, at eleverne skal være dygtigere, skriver forligsparterne. Og det er jo fint. For vi vil vel gerne have, at børnene på sigt kan bidrage til samfundet. Men hvordan vil vi gerne have, at de bidrager til samfundet? Hvad er overhovedet formålet med, at vi sender børnene i en folkeskole, og ikke bare lader dem sidde hjemme med en iPad og træne bogstaver og tal? Det kan de jo også blive 'dygtigere' af? Det lader der ikke til at være mange, der bekymrer sig om – og der står da heller ikke noget særligt om folkeskolens formål i den vedtagne aftale. Og det kan undre – for man må vel gå ud fra, at de forslag, der er stillet i aftalen, retter sig mod at indfri folkeskolens formål? Men nej. Der er ikke noget hensyn til formålene. Tværtimod.

I aftalen  står der, at ”…De tre politiske mål for reformen operationaliseres i få, kvantificerbare nationale mål…”. De kvantificerbare mål, som det bliver skolens vigtigste (og at dømme efter aftalens øvrige indhold, eneste) opgave at indfri, lyder (citat):

• Mindst 80 pct. af eleverne skal være gode til at læse og regne i de nationale test.
• Andelen af de allerdygtigste elever i dansk og matematik skal stige år for år.
• Andelen af elever med dårlige resultater i de nationale test for læsning og matematik skal reduceres år for år.
• Elevernes trivsel skal øges.

Politikerne vil hvert år, ud fra resultater i de nationale test og ud fra et såkaldt ’trivselstermometer’, måle på skolernes opnåelse af disse fire mål. Scorer en skole for lavt, må den rettes ind.

Begrundelsen for, at man skal sende børnene i en folkeskole – alt det, der handler om at skolen skal forberede eleverne til deltagelse i demokratiet, alt det med, at den skal give dem lyst til at lære mere, alt det med frihed, folkestyre, åndsfrihed og alsidig udvikling, ja, alt det der handler om, at skolen skal skabe morgendagens borgere og samfund – det er pist væk i aftalen. Det er ikke målbart, og så duer det åbenbart ikke. Ikke i fremtidens folkeskole. Her duer kun det målbare.

En så fattig politisk styring af folkeskolen vil uvægerligt føre til en fattig praksis. Man vil måle skolelederen på hvor godt hans skole opnår de kvantificerbare mål, og man vil måle lærerens arbejde på, om hendes elever scorer højt nok i en simpel test og på et ’trivselstermometer’. Ingen vil bekymre sig om, om skolens praksis lever op til folkeskolens formål – og ingen vil bekymre sig om, om der stadig er gyldige grunde til, at man sender børnene i en folkeskole.

Men alle de ikke-målbare ting står jo stadig i folkeskolelovens formål, siger Antorini og Co. Og ja, det gør de. Og dér kan de nu stå og dø lige så stille, for politikerne vil ikke vurdere skolen på, om den lever op til dens formål. Nej, de vil måle den på, om den kan levere på fire forsimplede, kvantificerbare mål. Det er fattig politik, og det vil føre til en fattig skole.

Der kan være nok så mange gode idéer i aftalen om folkeskolen, men hvis folkeskolen som følge af aftalen kun skal styres efter det, der kan måles på, er der ingen grund til at politikerne er stolte, og der er slet ingen grund til at hverken uddannelsesforskere eller journalister roser aftalen. At afkoble skolen fra dens formål, og at styre den efter fire forsimplede kvantificerbare måltal – det vil ikke kun ødelægge skolen, men på sigt også det samfund, som det er skolens måske vigtigste formål at skabe.