Anmeldelse

Alfrida og Alfekatten

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alfrida savner sin far. Han er ude at rejse, og fordi Alfridas mor har travlt med at passe den nye lillebror, er der ikke nogen at dele den tunge følelse med.

Fakta:

Titel: Alfrida og Alfekatten

Forfatter: Annegret Friedrichsen

Illustrator: Dorthe Mailil

Pris: 199 kroner

Sider: 40 sider

Type: Bog

Forlag: Multivers

Men en dag kommer den eventyrlige og poetisk anlagte alfekat på besøg, og den tager Alfrida med på en rejse gennem tid og rum. De besøger fire piger, der ligesom Alfrida kender til det at savne en far. Pigerne har alle det tilfælles, at de senere i livet bliver betydningsfulde forfatterinder, nemlig Karen Blixen, Selma Lagerlöf, Amalie Skram og Edith Södergran. Hos dem finder Alfrida trøst, venskab og tiltrængt opmuntring.

Med "Alfrida og Alfekatten" forsøger Friedrichsen at behandle store følelser som savn, ensomhed og længsel og samtidig introducere fire store nordiske forfatterkoryfæer på blot 40 billedbogssider. Det er ganske enkelt en for stor mundfuld, og den ambitiøse billedbog bliver i stedet et overfladisk faktionsprodukt, der stritter i alt for mange retninger.

Der er ingen tvivl om, at forfatteren har foretaget en grundig research, men formidlingen af det indsamlede materiale forsvinder i det opdigtede møde mellem hovedpersonen og forfatterinderne. I stedet er fakta gemt bort på de bageste sider under overskriften "Forældresider" og således ikke tiltænkt børnene, der må tage til takke med en noget mere skrabet version. Det er en skam. Som det endelige resultat tager sig ud, mener jeg, at emnerne havde været bedre tjent med en selvstændig behandling, hvilket i sidste ende også havde kommet læseren til gode.

Som supplement til "Alfrida og Alfekatten" findes der på forlagets hjemmeside inspiration og information til undervisere og forældre. Her er blandt andet ideer til anvendelsesmuligheder i undervisningen og link til relevante hjemmesider.

Powered by Labrador CMS