Blog
0   1250

Fremtidens folkeskole - uden fortid?

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Vi er ved at afvikle Danmark.

 

Artiklen fortsætter under banneret

Efter min opfattelse har vi aldrig haft en perfekt folkeskole i Danmark. Vi har faktisk aldrig haft en folkeskole, der ikke har haft alvorlige mangler. Der var alvorlige dårligdomme før reformpædagogikken slog igennem, under dennes storhedstid, og i dag er det – som det vil fremgå – nærmest kun blevet værre. Det er derfor ikke muligt at se sig tilbage efter en god, sand eller rigtig skole, der kan genindføres. Men man kan dog stadig se sig tilbage, og finde meget af værdi. Endda særdeles smukke ting! Engagement, fordybelse, inspiration, læring, nærvær og omsorg.

 

Det er ej heller muligt at tænke eller lovgive sig til en perfekt skole, men alligevel er det ganske vigtigt, hvordan skolelove udformes. Problemet er, at pædagogikken i praksis altid vil være en ufuldstændig omgang med det eksisterende mellem en erindret fortid og en uvis fremtid. Noget sådant kan aldrig gøres til genstand for evidente eller sande betragtninger. Imidlertid må noget jo gøres i praksis, idet vi ej heller kan undlade at undervise og opdrage vores børn. Det afgørende er derfor, hvilken filosofi, hvilke syn, hvilke tanker, vi baserer vores praksis på. Hvis vi eksempelvis har et ønske om at betragte barnet som et frit menneske med eget liv og egen fremtid, må læreren derfor agere ansvarsfuldt og ydmygt på en og samme tid. Vi må altså opdrage andre mennesker til at blive frie – uden at spørge dem først! Immanuel Kant formulerede det som et paradoksalt forsøg på at tvinge til frihed. Et sådant projekt kan i sagens natur aldrig betragtes i en industriel optik med måltal og produktivitetskrav.

 

Dannelse handler om at forholde sig til tilværelsen, at være sammen med andre, og om at blive sig selv. Traditionelt har megen skoletænkning i Danmark vægtet overvejelser om sådanne forhold højt, og især Grundtvig og den tyske filosofi har traditionelt været de store inspirationskilder. Hvordan bliver man sig selv? Det kan man selvsagt ikke svare endegyldigt på, men den enkeltes møde med kulturen, fællesskabet, samværet, venskabet, kærligheden, legen, dansen, musikken, litteraturen og videnskaben må stå centralt. Der er ikke tale om et bestemt møde med et bestemt indhold, men om et unikt møde med en åben udgang. En måde at se på den anden på. Eleven skal ikke blive til noget bestemt, men til sig selv i et samvær med andre. Eleven skal endvidere blive sig selv i mødet med en kulturel og historisk erfaring, og være i stand til at tage nænsomt vare på en fremtid sammen med andre. Vi, der underviser og opdrager, kan ikke vide, hvad fremtidens borgere får brug for eller måtte ønske sig i livet, men vi kommer uundgåeligt til at blive en del af forudsætningerne for deres valg. Kulturen, fællesskabet og historien er altså noget levende, åndfuldt og bevægeligt, der ikke kan varetages af museer eller forligsnedsatte videnscentre for kulturarv. Det er noget, der fortælles videre og genskabes på ny.

 

Nu har vi så fået en ny aftale om vores fælles skole. I den står der, at skolen skal udføre en bestemt påvirkning på børnene, således at de lever op til operationelle måltal. I et anfald af matematisk sjuskeri har aftaleparterne fundet det fornuftigt, at andelen af de allerdygtigste elever skal stige år for år. Hvad så, når næsten alle elever til sidst hører til blandt de allerdygtigste? Hvem er så gennemsnitlige? Hvem er de dårligste? Det bliver ”fremragende” for at bruge et udtryk, der i disse dage ledsager aftalen fra mangen en politiker-mund.

 

Som sædvanligt bruges der talrige new public management-fraser a la ”fremtidens skole”, ”markante løft” osv., men enhver skolekyndig person kan hurtigt se, at der idehistorisk er tale om et markant tilbageskridt. Synet på mennesket som et frit væsen, den åbne fremtid, ja det pædagogiske paradoks, er forkastet. Vi skal helt tilbage til tiden før Rousseau for at finde noget tilsvarende. Vi har således (gen)indført en modificeret udgave af fordums dogmatiske tugt-pædagogik i Danmark – uden salmevers, spanskrør og remser. Til gengæld skal børnene blive umælende, produktive individer, der kan sikre en konstant, evig vækst i en verden under global opvarmning – hvilket uden skyggen af tvivl vil være til skade for både dem selv og deres efterkommere.

 

Et flittigt fremført argument for flertallets ”markante forbedringer” er, at reformpædagogikken og rundkredspædagogikken ikke lærer børnene at læse og regne ligeså godt som kineserne. Det er korrekt, at folkeskolen i 70`erne, 80`erne og 90`erne har været præget af nogen selvtilstrækkelighed, og at årtiernes omskiftelige omgang med reformpædagogiske slagord ej heller har formået at genskabe fortællingen om det frie menneske i et socialt fællesskab. Børnene af periodens folkeskole har nu i stor stil næsen dybt begravet i deres egne navler, smartphones, realityshows og anden tom underholdning. Nogle af dem sidder endda i folketinget, og vedtager love, der fjerner dannelsesbegrebet fra både folkeskole og læreruddannelse. Vi skal derfor ikke tilbage til en eller anden skole, vi engang har haft, men vi skal konstant skabe en ny, utilstrækkelig skole med nye fejl og mangler. Sådan vil det altid være. Men for mig er det afgørende, at vi på samme tid fastholder en skoletænkning, der ser på barnet som et frit menneske, og ser på fællesskabet og samværet som noget værdifuldt. En filosofi med blik for mennesket! Altså en ny tilsynekomst af en smuk fortælling, der videregives i kulturen, ånden og historien. Ingen af delene kan tælles, og ingen af delene kan danne grundlag for operationelle måltal. Derfor er det svært ikke at fælde en tåre nu, hvor historiens mest åndløse aftale om folkeskolen er indgået. Fremtidens børn skal ikke ”tvinges til frihed” eller noget, der ligner, men derimod tvinges til at erhverve sig produktionskompetence efter lovbestemte måltal. Mere trist bliver det simpelthen ikke.

 

Vi er ved at afvikle Danmark. Vi er ved at afvikle vores kultur. Vi er ved at afvikle forestillingen om næsten som et frit menneske blandt andre frie mennesker. Vi hengiver os i stedet til udvalgte cand.polit`ers og cand.oecon`ers nyreligiøse automat-forestillinger om en skrækindjagende international konkurrence, der i værste fald kan fjerne grundlaget for det samfund, som de i disse år selv afvikler for fulde gardiner! Man kan, efter en sejr i den internationale konkurrence, måske købe et ekstra samtalekøkken, en ny smartphone og den næste Ipad, men man kan ikke købe en tradition, historie eller en kultur for restbeløbet. Der er noget helt galt med prioriteringerne her, ikke? Sjovt nok kan man også uden de store problemer undvære både samtalekøkken, en smartphone og en Ipad, men ikke en tradition, en historie eller en kultur. Sådanne erkendelser har vi glemt i forbifarten. Eftertiden vil grine af vores tåbelighed, hvis vi da - med vores overforbrug og ødelæggelse af livsbetingelserne på kloden - ikke får gjort det helt af med den inden da.

 

Nu venter det store arbejde med at finde på et nyt, velklingende navn til den almindelige skole. Navnet "folkeskole" kan vi ikke længere bruge, idet den tilhørende lovgivning i løbet af de sidste 15 år efterhånden har mistet enhver holdbar forbindelse til folket, dets historie og traditioner. Den har også mistet forbindelsen til mellemfolkelighed og et universelt blik for mennesket som verdensborger. Efterhånden lovgives der kun på baggrund af løse ideer om konkurrenceforhold og økonomisk vækst. Det er trist, men det kan ikke benægtes. Derfor må vi finde et passende navn til den skole, der finansieres af folket, men ikke længere har en stærk forbindelse til samme. Lærerne er heldigvis, på trods af politikerne, endnu i stand til fastholde et blik for kultur, historie og menneskelighed, men et navn på en institution må jo have en sammenhæng med den officielle målsætning. Jeg tænkte først på navnet "Statsskolen", men det duer ikke, for institutionen har ikke meget forbindelse til noget, vi normalt forbinder med en skole (der på græsk henviser til begrebet frihed). "Kompetencefabrik" lyder usmageligt, selvom vi her nærmer os noget mere ædrueligt sprogbrug. "Tilpasningsinstitution" er ganske præcist, men endnu mere usmageligt. Måske er "Center for konkurrenceforberedelse" det mest passende? Det kunne forkortes CFK, hvilket behændigt skjuler essensen.

 

Vi kunne også prøve at tale sammen. Se på hinanden. Se på vores fortid, vores nutid og vores mulige fremtid. Genskabe en tro på hinanden og alt det, vi kan være sammen. Genskabe en folkeskole, der minder os om, at vi er forbundne, og at vi må tage ansvar for hinanden og vores fælles omverden. Den slags kræver omtanke og fornuft, og en vilje til at gøre brug heraf. Sapere aude! Vigtigst af alt kræver det en kærlighed til livet, mennesket og verden. Eller skal det være helt slut med den slags til fordel for kampens og konkurrencens tidsalder? Folketingets flertal mener åbenbart det sidste. Hvad mener lærerne? Det bliver interessant at følge. Der kan ikke gå lang tid, før en modreaktion vil få luft under vingerne.

 

Litteratur:

Ministeriets pressemeddelelse og aftalen: www.uvm.dk/Aktuelt/~/UVM-DK/Content/News/Udd/Folke/2013/Jun/130601-Fremtidens-folkeskole-paa-vej


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.141 andre er allerede tilmeldt