Sus Emmery

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skoleleder Sus Emmery er 41 år og bor i Espergærde.

Uddannelse: Sus Emmery er uddannet fra Frederiksberg Seminarium i 1992 med linjefagene billedkunst og biologi og et svømmelærerbevis.

Arbejdsplads: Vejby Skole i Nordsjælland, som efter sommerferien fusionerer med naboskolen i Tisvilde til Sankt Helene Skole.

Familie: Gift med Benny, der er psykolog. De har døtrene Johanne, 17, og Matilde, 15.

Sus Emmery blev uddannet under sidst ind først ud-princippet og tog det pæne tøj på hver morgen efter eksamen for at besøge skoler med en uopfordret ansøgning under armen. Det gav gevinst med et barselsvikariat på Kastrupgårdskolen på Amager. Hun har også undervist asylansøgere fra Flotel Europa, været tillidsrepræsentant på Tårbæk Skole og viceinspektør i Fredensborg. 1. januar i år blev hun ansat til at varetage sammenlægningen af Tisvilde Skole (0.-6. klasse) og Vejby Skole (0.-9. klasse).

Mit arbejde lige nu:

Det er heldigvis lykkedes at få nogle gode folk i hus - fire uddannede lærere, to mandlige og to kvindelige - foruden de utroligt engagerede og ansvarsfulde lærere, der er her i forvejen. Vi skal bevare det bedste fra begge skoler og samtidig skabe nye traditioner.

Mit arbejde om fem år:

Der er jeg på den bedste skole i Danmark, Sankt Helene Skole.

Efteruddannelse:

I januar blev jeg færdig med min diplomuddannelse i skoleledelse.

Ting, som er vigtige for mig:

1. Havet betyder utrolig meget for mig og min familie. Vi har halvpart i en sejlbåd, og fra påske til oktober starter jeg dagen med en løbetur og en svømmetur.

2. Min mors mand, maleren Birger Severin, har malet billedet. Det hang på væggen, første gang jeg besøgte ham, og jeg var vild med de smukke lyngfarver. Og så fik jeg det af ham. 3. Jeg laver selv snaps, favoritten er porse - duften af sommer og strand­eng på flaske. Flasken er en gave fra kollegerne i Fredensborg, glassene er fra en rejse til Venedig.

4. Mit troldearmbånd, som jeg fik til en fødselsdag for et par år siden, er fyldt med gaver, som familie og venner har valgt til mig.

5. Min familie er selvfølgelig det allervigtigste. Mine piger har lavet de tre figurer, da de gik i børnehaveklasse, og de må bare ikke gå i stykker. Johanne kom hjem efter et år i USA 30. maj - det var en stor dag!

6. Jeg har samlet på gamle smørkrukker, siden jeg var 12. Klitroserne symboliserer både havet og haven, som jeg ikke kan undvære.

7. Benny anbefalede mig Carsten Jensens »Vi, de druknede«. To steder, hvor der stod noget om sejlads og ledelse, ville jeg lave æselører - men så var de allerede lavet!

8. Der skal bygges om og til på begge afdelinger af den kommende Sankt Helene Skole, som efter en navne­konkurrence er opkaldt efter Sankt Helene Kilden i nærheden.