Debat

Totalt rygestop på skoler virker

Med et totalt rygestop viser man eleverne, at rygning er farligt. Men det bekymrer lærer, at der er forslag om at afskaffe skolernes rygerum

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der skal ydes en aktiv indsats for at fremme sundhedsforebyggelse. Et totalt rygestop på alle skoler vil være et effektivt skridt for at undgå, at børn i 13-15-års-alderen begynder at ryge.

Vi ved, at det er farligt at ryge. Og jo længere tid man har røget eller er blevet udsat for passiv rygning, jo farligere. Ny viden viser, at rygestop er den mest effektive måde at forhindre børn i at begynde på at ryge. Der er ganske enkelt færre rygere blandt børn og unge i lande med totalt rygeforbud i folkeskolen.

Flere kommuner har allerede vedtaget totalt rygestop på deres skoler. Men hvorfor skal det være et valg, når et rygestop virker? Al erfaring viser, at det netop er nationale regler, som er mest effektive. Derfor er det selvfølgelig også pinligt, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke ville være med til at gennemføre en konsekvent rygepolitik på Christiansborg. Desto mere er der brug for at presse politisk på for bedre forebyggelse alle steder. Også i skolen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Nogle har med rette peget på, at det kan virke dobbeltmoralsk, hvis lærerne går uden for skolens grund og ryger i samme område som store elever. Er det så ikke bedre, at lærerne ryger i et rygerum? Men det betyder faktisk noget, at skolen har en entydig holdning til, at rygning ikke er tilladt. Kommuner med rygestop har vedtaget nogle spilleregler for rygning. For eksempel at lærere ikke ryger sammen med eleverne uden for skolen. Det er en god idé.

Det vil også være oplagt, at skolebestyrelsen ser på lokale regler for, hvor der er passende steder for rygning.

Læs mere på: www.videnskab.dk/composite-353.htm

Svar fra Bent Senholt:

Totalt rygestop virker ifølge Christine Antorini. Heri har hun helt sikkert ret. Desværre er der bare nogle medfølgende bivirkninger, som vi bør være meget opmærksomme på.

1. Virkningen er sandsynligvis lige så kortvarig som for eksempel større fartbøder.

2. Det virker undertrykkende og ekskluderende over for anderledes tænkende, når du bruger ord som: »Vi ved ...«, »Ny viden viser ...«.

3. Når en gruppe i mindretal ekskluderes af de bedrevidende »magthavere«, skaber det modvilje og resulterer i alternative fællesskaber.

Kære Antorini. Dette er på sigt farligt for sammenhængkraften i vores samfund, især hvis dette flertalsdiktatur skal indlæres allerede i folkeskolen. |

»Ny viden viser, at rygestop er den mest effektive måde at forhindre børn i at begynde på at ryge«