Kronik

Kvikkere, end skolen tillader

For den stakkels lærer ligger valget ligefor: De dygtigste kan nogenlunde passe sig selv, de langsomste får al lærerens opmærksomhed. Og ros oveni

Publiceret Senest opdateret
For et overintelligent barn er der altså lige fra seksårsalderen en total diskrepans mellem forventningerne til skolen og dét, man bliver budt

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Første gang det anede mig, at det danske skolesystem nok ville blive lidt af en skuffelse, var i børnehaveklassen. Min veninde, Suzanne, havde agurk på en af sine madder, og en af lærerinderne bemærkede: »Nej, sikke nogle store agurker, du har på din mad! Hvor har din mor købt dem?« »Hos købmanden«, svarede Suzanne. »Det må jeg sørme nok sige«, sagde vores frøken, »de er sandelig store og flotte!«

Dét, der undrede mig og medførte den første tvivl med hensyn til skolegangens videre udkomme, var det faktum, at Suzannes agurkeskiver ikke stammede fra agurker, der var større end andre agurker, men at skiverne var skåret på skrå, hvorfor overfladearealet på den enkelte skive var større end ellers. At en voksen ikke kunne se dét, indgød mig den største mistro.

Intelligensen i befolkningen er normalfordelt. Det betyder, at kurven er klokkeformet, og at det store flertal ligger inde omkring middelværdien på 100, mens antallet af tilfælde flader ud mod ekstremerne. Der er altså virkelig få, hvor undervisning bare ikke rigtigt nytter noget, ligesom der også er meget få med ekstremt høj intelligens.

I mange IQ-test ligger standardvariationen på 15 - det vil sige, at det absolutte flertal har en IQ på mellem 85 og 115. Fra 108-115 ligger man lunt i svinget til en akademisk karriere, over 115 er man rigtigt skarp, og over den dobbelte standardvariation på 130 kan det give sociale problemer.

En-to procent af befolkningen befinder sig over den dobbelte standardvariation, hvilket betyder, at der statistisk set i hver eller hver anden klasse sidder et barn med særlige behov for udfordringer og anerkendelse. I alle de år, jeg gik i skole, blev disse behov ignoreret, hvis ikke direkte opfattet som en personlig fornærmelse mod lærerne. Det glæder mig derfor umådeligt, at der nu er kommet fokus på de overintelligente børn.

Som overintelligent barn glæder man sig vildt til at komme i skole! Hvis man ikke allerede har lært sig at læse, så er man sprængfyldt af forventning til den verden, der vil åbne sig, når man får adgang til bøgerne. Man har simpelthen en hunger efter viden og udfordringer.

I det danske skolesystem placeres man så i et lokale med 24 andre børn, hvoraf en stor del hellere vil spille fodbold eller vise deres nye sko, mens resten muligvis også har glædet sig til skolen, men slet ikke kan følge med ens tanker og forventninger. Hurtigt erfarer man, at de opgaver, man kan klare på fem minutter, skal de andre bruge mindst en time til - og så skal de hjem og læse lektier bagefter.

For den stakkels lærer ligger valget ligefor: De dygtigste kan nogenlunde passe sig selv, de langsomste får al lærerens opmærksomhed. Og ros oveni.

Hvis man som intelligent barn kræver opmærksomhed - eksempelvis ved at skrige »Jeg er færdig! Hvad skal jeg så lave?« - bliver lærerne som regel blot stressede eller sure. Personligt erindrer jeg en episode i 4. klasse, hvor matematikbogen havde en trykfejl, så et større tal skulle trækkes fra et mindre. Vores lærer havde sagt, at vi skulle springe stykket over, men jeg syntes, der måtte være mulighed for at regne sig frem til et negativt tal. Som sagt så gjort! Jeg aner den dag i dag ikke, om jeg regnede rigtigt, for i stedet for lærerens ros for at være matematisk interesseret fik jeg røde streger og en massiv skideballe for ikke at have gjort, som der blev sagt!

For et overintelligent barn er der altså lige fra seksårsalderen en total diskrepans mellem forventningerne til skolen og dét, man bliver budt. Kreativitet og dygtighed straffes med skældud, manglende evner medfører ros. Til trods for sin høje intelligens er man totalt hjælpeløs over for de voksne, der har magten over diskursen, og for mit eget vedkommende skabte det dyb indre forvirring og had til at gå i skole. Som overintelligent barn har man samme behov for ros og anerkendelse som alle andre børn - for man er jo kun et barn - og når man ikke får ros for at være dygtig i skolen - det var jo dét, man troede, at skolen handlede om! - bliver man usikker og begynder at tvivle på sig selv og sin dømmekraft.

Jeg har i voksen alder forsøgt at drøfte problemet med nogle lærere, og de har desværre været totalt uforstående over for, at der overhovedet er et problem. Holdningen er noget i retning af: »De kvikke børn behøver ikke faglige udfordringer, de har større behov for at lære at være sociale. Der er jo også noget, der hedder social intelligens .«.

Sandt. Problemet er bare, at man som overintelligent barn ganske enkelt ikke morer sig over de samme ting, som ens klassekammerater gør. Derfor er det meget få af dem, man kan lege spontant sammen med. Dét, man lærer, er altså ikke sociale færdigheder, men at efterligne social adfærd hos flertallet, så man ikke pådrager sig lærernes uvilje. I længden fører det til fremmedgørelse, indre splittelse, ensomhed og depression. Hvis man aldrig oplever at være spontant glad og have det sjovt sammen med andre, er livet bare ikke særligt morsomt!

Dét, som overintelligente børn først og fremmest har behov for, er udfordringer og at blive anerkendt. At blive »set« og forstået, ganske enkelt.

Folkeskolens første opgave er derfor at anerkende, at der rundt omkring i klasserne sidder elever, som trods enhver marxistisk/socialdemokratisk/utopisk/behavioristisk jævnbyrdighedsideologi brager gennem intelligensloftet.

Dernæst må man tage en samtale med disse børn - gerne uden forældrene, for børnene har også brug for at stå på egne ben - hvor man anerkender dem og oprigtigt interesserer sig for, hvad de savner i undervisningen.

Næste punkt er så at give dem det, og det behøver faktisk ikke at være så svært. Det er i virkeligheden anerkendelsen, der er det vigtigste. Stik dem en matematikbog for næste klassetrin eller nogle gode fagbøger fra skolebiblioteket med et lix-tal ud over, hvad man kan forvente af deres alder. Allerhelst på et niveau, så de må bede om hjælp en gang imellem. Sørg for at vise samme interesse for det overintelligente barns fremskridt som for de øvrige elevers.

Hvis skolen virkelig ønsker at gøre noget for disse børn, kan man tilbyde en særklasse i for eksempel latin, tysk eller teoretisk matematik et par timer om ugen fra 1. klasse. Det gør ingenting, at eleverne må forlade stamklassen, det indhenter de uden problemer. Det vigtigste er, at de får nogle opgaver, de kan arbejde med, mens den øvrige undervisning foregår. Og lige så vigtigt er det, at de fra tid til anden oplever, at der er noget, de ikke kan finde ud af; at de oplever samme frustration som deres jævnaldrende, når de ramler ind i væggen for deres fatteevne.

Det kan måske lyde, som om det var lettere at samle alle de overintelligente børn i særskoler og så køre på med kvantefysik fra 4. klasse. Det mener jeg imidlertid ville være en fejltagelse. Folkeskolen har en dannelsesopgave, som gælder alle danske børn, nemlig at forberede dem til en virkelighed, hvor folk er forskellige. Vi er forskellige med hensyn til kultur, religion, social status, musiksmag, allergier, boldøje, intelligens, evner i øvrigt og mange andre ting. Blot at isolere de pågældende grupper fra hinanden ruster ikke børnene til at blive samfundsborgere i det lange løb. Men det enkelte barn - de kvikkeste såvel som dem, der er totalt tabt for en boglig verden - har krav på at blive anerkendt og undervist, så de får mest muligt ud af at gå i skole.

For mig betød skolegangen, at jeg blev socialiseret til at præstere middelmådigt. I stedet for at lære noget blev jeg sat til at tegne og fik dræbt min nysgerrighed. Det har jeg ærligt talt vanskeligt ved at tilgive mine lærere. I årevis flakkede jeg forvirret rundt i mit eget liv uden at kunne få hverken venskaber eller parforhold til at fungere. Først da jeg som 30-årig fik målt min IQ, begyndte mit liv at falde i hak. Den viste sig at være et sted over 133. |

Powered by Labrador CMS