I tre år har han gentaget mantraet »Vi skal lære af de gode eksempler«. For nylig fik Skolerådets formandskab så renset afgangskaraktergennemsnittene for effekten af elevernes sociale baggrund, og så viste det sig, at der ikke rigtig er nogen skoler i Danmark, der skiller sig ud fra andre ved år efter år at få bedre resultater ved prøverne. Det overraskede Bertel Haarder:

»Hvor jeg hidtil har rejst rundt og sagt, at alle problemer er løst et eller andet sted i landet på de skoler, som er gået foran, så kan jeg nu rejse rundt og sige, at alle problemer er løst et eller andet sted på jeres egen skole. Opsøg det, find ud af, hvorfor det virker, og få det til at brede sig«, siger Bertel Haarder, 63 år og undervisningsminister på fjerde år - i denne omgang.

Han tror stadig på ideen om at lære af de gode eksempler: »Men det skal selvfølgelig dokumenteres, og vi er jo meget svage, når det gælder dokumentation i den danske folkeskole. Det er simpelthen ude af trit med folkeskolekulturen. Selv Danmarks Pædagogiske Universitetsskole har ikke sådan en kultur - det er noget, man nu skal bygge op helt fra grunden. Hvilket jo er en af årsagerne til, at vi har haft de problemer, som vi har, hvor 17 procent ikke lærer at læse godt nok til at få en uddannelse. Og jeg er nødt til at sige, at der desværre ikke er fremgang, hverken når det gælder de 17 procent eller de 20 procent, der ikke får en ungdomsuddannelse«.

»Det synes jeg hele den pædagogiske sektor skulle have haft meget mere fokus på meget tidligere. Og med 226 forskere på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole så er det jo mærkeligt, at vi ikke har haft bedre lys på den helt vitale problemstilling. Det er jo også mærkeligt, at man skal have Rockwool Fonden til at udfylde hullerne i dansk forskning, når vi har en kæmpestor dansk forskningsinstitution«.

Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) har netop etableret et forskningscenter for Grundskoleforskning. Men det har imidlertid kun 10-12 forskere ansat. Forskning derudover skal finansieres af kunder.

»Jamen jeg håber da, at de 226 eller inklusive de praktiske medarbejdere 400 ansatte også kan gøre lidt for folkeskolen, i betragtning af at Lærerhøjskolen blev oprettet til glæde for de danske skoler. Så kan det da ikke passe, at man skal have nye folk, når man skal forske i folkeskolen«.

For nylig meldte Clearinghouse - en del af det nye center på DPU - ud, at en planlagt undersøgelse af den internationale evidens for den pædagogiske effekt af nationale test må vente, fordi der er kommet betalende kunder i butikken med andre opgaver, som kommer foran i køen.

»Det er da også for dårligt, at DPU ikke har en forskning, som kan være os til hjælp på det punkt«, siger Bertel Haarder og understreger, at problemet ikke ligger hos hans ministerkollega Helge Sander, der har ansvaret for universiteterne:

»Det er ledelsen af DPU og ingen andre. Ministeren har den bedste vilje!«

»Der er ingen på DPU, der er i tvivl om, hvad jeg mener, der skal til, og jeg jubler, hver gang der er nogen, der interesserer sig for folkeskolen. Til gengæld begriber jeg ikke, hvad vi skal med alle de antropologer og sociologer, som DPU uddanner!«

Haarder vil ikke afvise, at forklaringerne på nogle af folkeskolens problemer kan ligge inden for de sociologiske eller antropologiske forskningsområder:

»Jo, men at have mange hundrede studerende inden for sociologi og pædagogisk antropologi og stort set ingen inden for fagdidaktik er jo komplet meningsløst. Og når der så heller ikke er nogen, der interesserer sig for kvantitativ forskning i, hvad der virker, og hvorfor det virker, så er det jo småt med fornøjelser set fra skolens synspunkt«, siger Bertel Haarder og glæder sig over, at DPU med den nye dekan Lars Qvortrup i spidsen nu sadler om.

Bertel Haarder har besøgt skoler i Skive, Odense og på Bornholm for at komme på sporet af lærernes input til en afbureaukratisering af skolen.

»Det typiske forløb har været, at først så får vi den gængse lektie fra tillidsmanden, og når vi så går bordet rundt, så viser det sig, at stort set alle lærere er glade for elevplaner, selvom nogle af dem sikkert gerne ville have haft ekstra tid til dem«, fortæller Haarder.

»Jeg har den største respekt for dem, der nægter at udarbejde overfladiske elevplaner. Det, der har inspireret mig mest på min rundtur, har været elevplaner, der er udfærdiget i dialog med eleverne. Nogle steder havde man jo i forvejen de såkaldte porteføljer, som jeg synes er fremragende, og hvis de udbygges og forsynes med lærerens signatur, så er de jo fuldgode elevplaner. For dem jeg har set, de rummer jo en beskrivelse af, hvad eleven er god til, hvad eleven skal arbejde mere med, og hvad målene skal være for den kommende periode. Og det gode ved, at eleven selv har udspillet, er, at så er det eleven, der selv beskriver svagheden frem for at få det som et gok i nødden ovenfra«.

»Jeg har fået tilsendt elevplaner, hvor forældrene spørger mig, om jeg virkelig tror, deres barn bliver gladere for at gå i skole af at læse det der - uanset hvor sandt det er. Men hvis det barn selv havde spillet ud, tror jeg, det havde været en anden melodi«, fortæller ministeren og fremhæver i stedet de porteføljer, han har set på Åvangskolen på Bornholm.

»Lærerne blev overraskede, da jeg sagde, at med ganske få tilføjelser så er den jo god nok som elevplan. Selvfølgelig skal der være noget om alle fag, og læreren er jo nødt til så at sige at godkende, hvad der står, eller tilføje noget«.

Rundturen på skolerne har ikke givet Bertel Haarder anledning til at ændre i bekendtgørelsen om elevplaner. De skal fortsat gælde for alle fag og skrives mindst en gang om året. Og han er kun blevet mere overbevist om, at det er den rigtige prioritering at investere lærertid i elevplaner:

»Som jeg har fået at vide hver gang: Elevplanen giver læreren overhånden i forhold til forældrene, altså gør at læreren kan skabe det professionelle udgangspunkt for snakken med forældrene«.

Elevplaner, nationale test, nye afgangsprøver og tidligere skolestart. Der er sat mange reformer i gang, i de godt tre år Bertel Haarder har været minister i denne omgang. Men der kommer heller ikke flere foreløbig, lover han:

»Nu skal de træer, vi har plantet, vandes«.

De nationale test nåede kun at være nationale og obligatoriske et enkelt skoleår, før de blev sat på pause på grund af tekniske og ikke mindst indholdsmæssige problemer.

»Jeg har hele tiden betragtet disse test som et udviklingsprojekt, hvor den løbende dialog med eksperter og brugere er afgørende«.

»Og vi har lært af erfaringerne, for nu afprøver vi faktisk tingene, også indholdsmæssigt. Og selvfølgelig kan du sige: Hvorfor gjorde vi ikke det fra starten? Jo, hvis man kunne gøre det hele om igen, så tror jeg da også, vi var startet med et prøveår. Men det var nu ikke så dårligt at få en landsdækkende erfaring, og den har vi jo draget nytte af. Det er jo ikke en fejl at prøve noget nyt, men det er en fejl, hvis ikke man lærer af problemerne«, svarer ministeren.

Beslutningen om at indføre nationale obligatoriske test ti gange i løbet af elevernes skoletid blev ikke taget på baggrund af forskning eller udenlandske erfaringer.

»Hvis ingen tør prøve noget nyt, så kommer vi jo ingen vegne. Altså hvis vi får de adaptive test til at virke, så kan jeg godt love jer, at så vil der sågar komme delegationer fra Finland for at se på dem! Og evalueringskonferencen 29. oktober sagde jo ikke, at det ikke kan lade sig gøre, og sagde heller ikke, at det er en dårlig idé. Den sagde, at der var problemer med opgavernes indhold og indlysende problemer med det tekniske«.

»Der er evidens for, at test kan være et nyttigt redskab - det er det jo de færreste, der bestrider. Hvis jeg må nævne Strandgårdskolen i Ishøj uden at skabe anstød, så var det faktisk ved hjælp af test, at man fandt ud af, at der var nogle, der var bedre til at undervise 1. klasse end andre, og så var det jo, at man fik forbedret undervisningen så meget, at stort set alle fik lært at læse allerede i 1. klasse. Det er en helt konkret brug af test«.

»Så kan man spørge, hvorfor de skal være nationale? Det hænger selvfølgelig sammen med det nationale problem, at 17 procent går ud af skolen uden at læse og skrive godt nok til at tage en uddannelse. Det problem vil vi godt have belyst både nationalt og på den måde, at den enkelte skole kan måle sig op mod et nationalt gennemsnit. Der er jo kun én vej ud af det, nemlig at skolerne løfter sig op over gennemsnittet fra sidste år«.

Ministeren

Bertel Haarder, 63, er kandidat i statskundskab ved Aarhus Universitet med speciale i Grundtvigs frihedssyn. Han blev valgt ind i Folketinget for Venstre første gang i 1975. Fra 1982-1993 var han undervisningsminister i samtlige Schlüter-regeringer, og i 2005 blev han igen udnævnt til undervisningsminister, denne gang af Anders Fogh Rasmussen. I mellemtiden har han blandt andet været medlem af Europa-Parlamentet og integrationsminister.

»Jo, men at have mange hundrede studerende inden for sociologi og pædagogisk antropologi og stort set ingen inden for fagdidaktik er jo komplet meningsløst« bertel haarder»Det typiske forløb har været, at først så får vi den gængse lektie fra tillidsmanden, og når vi så går bordet rundt, så viser det sig, at stort set alle lærere er glade for elevplaner ...« bertel haarder