Vi ved fra forskningen, at relationen mellem lærer og elev er den størstbetydende faktor for, om der reelt finder tilsigtet læring sted i undervisningen. Der er så meget andet, vi ikke ved, men det véd vi. Vi ved også, at relationernes kvalitet bæres af lærerens evne til bl.a. at være lydhør, nærværende og medlevende.* Alt sammen noget, som næres af, at lærerne investerer sig selv - bruger sig selv, ikke kun fagpersonligt, men reelt personligt - hver gang de står overfor børn. For ellers “virker” relationerne ikke. Børn gennemskuer alt, der ikke er ægte. Det er det, børn kan.

Igennem mine børns lærere og lærervenners beretninger hører jeg, hvor frustrerede lærerværelserne rundt på landet skoler er efter lockoutens endeligt. Lærernes tro på at det, de gør, bliver set og anerkendt - at det, de gør, nytter eller har reel værdi - er falmet. At investere sig selv og bruge sig selv reelt personligt - nu - er svært for de fleste lærere. KL’s retorik, men også andre meningsdannere har spillet ind og ramt ned i lærernes forhold til sig selv - og deres arbejde. Alt sammen noget, der unægteligt har rodet ved lærernes evne til netop at være lydhør, nærværende og medlevende i relationen med mine børn.

Jeg har også hørt, at flere skoleledere har forsøgt at genopbygge lærerkollegierne, på de enkelte skoler, ved at tage afstand fra KL’s retorik og forsikre lærerne om, at de alle sammen er værdifulde for skolen. Meget kortfattet, konfliktens størrelse og dens retorik taget i betragtning, men alt sammen rigtig fint og nødvendigt.

Jeg studser dog over, at dette vigtige emne, ikke er kommet ret mange forældre for øre i mere organiseret form - en skriftlig form, hvorigennem skolernes lokale ledelser fremadrettet beskriver det arbejde, de nu - nødvendigvis - skal i gang med for at understøtte lærerne i det relationsarbejde, som undervisningen lever af. Hvad er grunden til, at skoleledelserne ikke har meldt dette ud? Hvad er grunden til, at mange forældre ikke har fået at vide, hvordan de kan bakke op om skolernes linje i dette relationsbefordrende arbejde?

I mine bedste øjeblikke tænker jeg, det er fordi, lederne simpelthen ikke indtænker, at forældrene har en rolle i dette arbejde - selvom jeg tror, at kvalificeret anerkendelse fra forældreside - i forhold til lærernes daglige arbejde med vore børn - kan puste til selv de sorteste skyer. Og jeg tænker, at de lokale ledelser måske glemmer, at skolen er og bør være et trepartsansvar: Ledelse, lærere og forældre?

I mine værste øjeblikke tænker jeg, at det måske er fordi, der slet ikke er en kultur i folkeskolen, der fokuserer på, hvad det er, lærere har brug for - for at kunne udføre det daglige relationsarbejde. Måske er kulturen således, at man kan henvise til rådmændenes hensigtserklæring ovenpå lockouten om, at “nu skal tilliden tilbage i skolen” - uden, at man føler nødvendigheden af, lokalt, at finde en udmøntningsstrategi for denne? Måske rækker de lokale kulturer p.t. reelt kun til en kort, men varm og velmenende velkomst på lærerværelset? Måske er den bagvedliggende tanke, at evnen til at være lydhør, nærværende og medlevende er en menneskelig egenskab, som alle besidder?

Hvis mine tanker fra mine værste øjeblikke har gang på jord, så har jeg i den grad grund til at være nervøs for de muligheder mine børns lærere får for at kvalificere relationerne med mine børn i den svære tid, mange lærere føler, de befinder sig i lige nu. Og jeg vil håbe, at lockoutens ses som en kærkommen anledning til - på hver enkelt skole - at få ændret netop denne kultur, så den kommer til at kunne favne kvalificerede holdninger til og grundlag for folkeskolens relationsarbejde. Med fokus på, løbende, at optimere lærernes evne til at være lydhør, nærværende og medlevende. Og, at man får disse holdninger - eller dette grundlag - kommunikeret til tredjeparten, forældrene, så de kan bakke op om dette vigtige fundament for undervisningen.

(*Kilde: DCUM)