Debat

Det handler om at regne den ud

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har relativt meget F-tid nu, nemlig cirka 660 timer, hvilket er mere end gennemsnittets 630 (ifølge DLF's undersøgelse). Jeg skulle altså være en af dem, der virkelig vil kunne mærke, at F-tiden fremover forringes. Et simpelt regnestykke viser dog det modsatte. 660 F-timer minus pauser og fælles forberedelse/samarbejde giver i mit tilfælde en rest på 400 timer til mig selv. Der er derfor grund til at tro, at gennemsnittet vil opleve, at den nye arbejdstidsaftale faktisk giver mere tid til individuel forberedelse og evaluering. Gennemsnitslæreren har som udgangspunkt 'kun' 630 timer, hvorfra samarbejde og pauser skal trækkes.

Men måske er gennemsnittet ikke vant til at samarbejde i samme grad, som det er kutyme på min skole, hvor specielt teamsamarbejdet sluger rigtigt mange timer. Timer, som med den nye aftale bliver 'synlige' - så synlige, at det nogle steder vil komme som en ubehagelig overraskelse. Skal kvaliteten forbedres, endsige bevares, så er 125 timer til samarbejde og udvikling nemlig alt for lidt. Og vi skal selvfølgelig kun samarbejde og udvikle i det omfang, de tildelte timer tillader, hvilket er en klar forbedring i forhold til nu, hvor der reelt ikke er noget loft for tidsforbruget til samarbejde.

Ud fra betragtningen om, at en stor del af F-tiden i dag bruges sammen med andre, er den nye arbejdstidsaftale mere fair end den nuværende. Den lærer i teamet, som kun underviser 18 lektioner om ugen, kommer lige så forberedt og til det samme antal teammøder som ham, der har 25 ugentlige lektioner. Men ham med de 18 lektioner har færre timer at give af til samarbejdet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Den nye arbejdstidsaftale har selvfølgelig sine minusser, men i bund og grund er den up to date i forhold til virkeligheden i folkeskolen. Løndelen er bestemt også up to date. Den frygtede funktions- og kvalifikationsløn kommer alle til gode i form af undervisningstillægget, hvilket kun kan være en positiv overraskelse for selv de største skeptikere, som i krystalkuglen så, at ny løn var lig med fedterøvstillæg og forskelsbehandling.

Mette Christensen

Esbjerg