Debat

Jeg er ikke glad for udtrykket rummelighed

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen er for alle børn. Men det betyder ikke, at alle skal holdes samlet i de enkelte klasser, og da slet ikke uden den opmærksomhed og støtte, som undervisningen af børn med særlige behov forudsætter.

Meldingerne fra kommunerne er meget enslydende. Der er flere børn henvist til specialundervisning i specialklasser og specialskoler end tidligere, og der har været stor vækst i specialtilbud over de senere år.

Meldingerne er også, at området giver anledning til bekymring, ikke blot ledelsesmæssigt, men også blandt lærerne. Som svar på Folkeskolens leder i sidste uge kan jeg sige, at jeg følger udviklingen nøje, og der er taget initiativ til at iværksætte en tilbundsgående analyse, ikke som et spareprogram, men for at få et dokumenteret overblik og en forklaring på kommunernes forskelligheder.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg er ikke glad for udtrykket rummelighed. Det antyder, at børnene blot skal opbevares eller rummes i de almindelige klasser. Men det er skolens opgave at give børnene en kvalificeret undervisning, og situationen må ikke udvikle sig til, at disse børn eller deres kammerater får en utilfredsstillende undervisning. Derfor ser jeg frem til resultaterne fra en igangværende undersøgelse af specialundervisningen. Vi må være åbne for at se på, om de organisationsformer og resurser, vi anvender, imødekommer de behov, børn har i dag. Måske kan vi finde nye måder at støtte eleverne i klassen på.

DLF's rundspørge viser ægte bekymring blandt lærerne i forhold til at kunne differentiere undervisningen tilstrækkeligt, og lærerne skal ikke have dårlig samvittighed over ikke at kunne hjælpe godt nok. Derfor skal vi sikre, at der ikke er bureaukratiske krav, der skaber ventelister hos Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og andre steder, og kommunerne skal kunne organisere støtten til skoler og elever så fleksibelt som muligt, så lærerne har adgang til rådgivning fra både ledelse og pædagogiske konsulenter.

I kølvandet på kommunalreformen sker der naturligvis tilpasning, hvor kommuner med forskellige traditioner og serviceniveau lægges sammen. Men der er ikke tale om en generel nedprioritering af hjælpen til elever med særlige behov. Tværtimod. De nye store kommuner giver bedre muligheder for at drive specialiserede undervisningstilbud.

Jeg håber, at de mange initiativer og den store interesse vil give os bedre redskaber til at håndtere både den undervisningsdifferentiering og de specialtilbud, der efterlyses. Jeg vil gerne medvirke til, at den rejste debat bliver fulgt op.

Forkortet af redaktionen