På en måde har Knud Illeris vel altid beskæftiget sig med transformative læringsprocesser? Læring, der er af en sådan karakter, at den, der lærer, påvirkes i en sådan grad, at vedkommende ændres i situationen. Man møder livets udfordringer som et forandret menneske!

I denne nye bog gør han det nu systematisk og grundigt. Illeris skriver selv, at bogen ”er et forsøg på ud fra eksisterende viden og forskning at forstå og forklare, hvordan de mest givende og vidtrækkende menneskelige læreprocesser finder sted, og hvorfor og hvordan de har fået så stor betydning i den verden, vi lever i”.

Verdenen, vi lever i, beskriver Illeris gennem begreberne om ”det senmoderne samfund” og ”flydende modernitet” udmøntet af Giddens og Bauman. Selv om begreberne beskriver vores nuværende samfund forskelligt, har de det tilfælles, at de mennesker, der lever i det moderne samfund, må udvikle og forandre sig i en kontinuerlig proces. Samfundet stiller krav om livslang læring, og menneskene må gennem hele livet udvikle og forandre sig.

Derfor bliver det interessant at forfølge og beskrive netop de forestillinger om læring, der ikke bare beskriver, hvordan vi som mennesker lægger ”lag på lag”, men hvordan vi lærer på mere omfattende måder, intensivt og med identitetsforandringer til følge. Illeris beskriver som sit udgangspunkt to amerikanske forskere, Jack Mezirow og Edward Taylor, der begge har arbejdet med transformativ læring i forbindelse med voksenuddannelse og på universitetsniveau. Der er altså ingen skoleelever i bogen.

For et dansk blik (og naturligvis også set gennem Illeris' briller) er det slående, hvordan det, Mezirow og Taylor beskriver som de særlige kvaliteter ved transformative læringsforløb, flugter med det, vi kender som kendetegn ved projektorienteret pædagogik: meningsskabelse, fantasi, forestillingsevne, afprøvning af grænser for de deltagende. For underviseren som rollemodel gælder det om at kunne skabe autentiske relationer til de studerende, de skal kunne have tillid til underviseren, de skal kunne forholde sig kritisk til undervisningen, være åbne med, hvad de mener!

Styrken i bogen er grundigheden, hvormed begrebet beskrives og diskuteres. Som allerede givet i bogens titel knytter Illeris forestillingerne om den transformative læring til forestillingerne om identitet. Hvad er det, de stærke læringsoplevelser ændrer? Selvet? Personen? Jeget? eller personligheden? Illeris udvælger og argumenterer for begrebet identitet ”som det bedst egnede begreb til at udgøre den samlende instans, som den tranformative læring kan knyttes til”. Argumenterne for valget tages i Erik Erikson, udvikles gennem Thomas Ziehe og knyttes til Etienne Wengers forestilling om praksislæring, hvor også identitet spiller en væsentlig rolle.

Bogens højdepunkt er udviklingen af en sammenfattende model - en strukturmodel med tre adskilte lag. Det inderste lag: Kerneidentiteten, der omkranses af personlighedslaget, der igen omkranses af præferencelaget. En af Illeris' mange styrker har altid været hans mod til at samle komplicerede problemstillinger op i visuelle modeller. Han har gjort det i ”tulipanmodellen” om kompetencer. Han har gjort det i sin trekantede model om læring, og nu gør han det igen i en fin visualisering af ”identitetens generelle struktur”. Efter diskussioner med blandt andre Kenneth Gergen og socialkonstruktionismen slår Illeris fast, at vi alle har en kerneidentitet, ”et centrum, en forankring af en forholdsvis fast eller stabil karakter”, og at denne kerne først bliver til en egentlig kerne, når vi er voksne.

Derfor er der ingen børn i denne bog, eller rettere: De få børn, der optræder som eksempler, har ingen eksemplarisk kraft for læsere med interesse i folkeskolen. Hvem er de så egentlig, alle disse voksne mennesker, der skal kunne udholde og leve med transformative læringsprocesser? Tja, måske er det os selv? Alle de voksne, der til daglig arbejder som undervisere i folkeskolen og på landets læreruddannelser. Der er der i hvert fald tale om forandringer, der nok for mange vil betyde transformativ læring. I det lys burde bogen få mange læsere, men det gør den nok ikke, dertil er den for akademisk i sin tilgang til området – og det er ikke ment kritisk, blot konstaterende.