Lærer til lærer
13   4234

Den danske folkeskole - en bragende succes!

Kronik sendt til Politiken, som de ikke h.avde plads til

Den danske folkeskole – en bragende succes!!

 

Artiklen fortsætter under banneret

I den senere tid har vi haft en mærkelig debat om den danske folkeskole.

Den bliver i mange sammenhænge talt ned og gjort til en taberfabrik bemandet med dovne medarbejdere, der tænker gammeldags, har massive privilegier og lever en luksustilværelse på ryggen af det hårdtarbejdende folk samtidig med, at de leverer ringe resultater.

Derfor skal vi også have lavet om på både arbejdstid og folkeskole, så vi en gang for alle kan få den til at fungere bare nogenlunde.

Men er det billede overhovedet korrekt?

Slet ikke, og jeg vil gerne påvise, hvorfor det ikke forholder sig som beskrevet.

Vi har alle hørt TIMMS og PIRLS – målingerne, der viser, at Danmark ligger helt oppe i det internationale førerfelt i læsning og i den øverste tredjedel i matematik og naturfag. Den faglige udfordring må altså siges at være ved at blive løst.

Så er der den sociale udfordring. Vi ved alle, at det kniber med den sociale mobilitet – eller?

I løbet af de sidste 16 år er frekvensen af elever på de gymnasiale uddannelser steget fra 44% til 71,4%. Vi har ikke på noget andet tidspunkt i historien haft så høj en social mobilitet efter folkeskolen. Det er faktisk ved at være et problem.

Jamen hvad med de 16% funktionelle analfabeter fra PISA i 2009? Er det ikke en stor udfordring?

Selvfølgelig, men den er også ved at blive løst. 60% af dem er enten i gang med eller færdige med en ungdomsuddannelse; heraf har 1/3 taget en gymnasial uddannelse.

Sammenligner vi i forhold til OECD’s Education at a Glance 2012, kan vi se af tabellerne A 6.1 og A 6.2, at elever med de 25% lavest uddannede forældre har 55% chance for at få en mellemlang eller lang videregående uddannelse i forhold til dem med de 25% højest uddannede forældre. Der scorer vi bedst i OECD. For sammenligningens skyld er det tilsvarende tal for Tyskland 22%.

Hvad så med 95% - udfordringen? Er den ikke et kæmpeproblem? Tilsyneladende ikke. De sidste tal fra UNI-C viser, at procenten i 2011 var rykket til 92,1%, så også der er vi godt på vej.

Jamen hvad med restgruppen af drenge med anden etnisk herkomst i ghettoskolerne. Er det ikke et kæmpeproblem? Jo, men også der klarer vi os bedre end vores nabolande.

Ifølge OECD’s Education at a Glance 2012  tabel A5.5 er forskellen i læsefærdighed på den dårligst stillede fjerdedel og den bedst stillede fjerdedel af skolerne 40 PISA- points. 1 års stigning i læsefærdighed svarer til 39 PISA-points. Vi ligger som nr. 7 af 39 lande. Gennemsnittet i OECD er 78 PISA-points svarende til 2 år og i Tyskland er forskellen 122 PISA-points, svarende til 3 år. Derfor er heldagsskoler måske en bedre ide i Tyskland end i Danmark, fordi de har massive problemer. I øvrigt er Finland nr. 3, så også der er den finske model et godt pejlemærke.

 

Jamen får de danske elever ikke alt for lidt undervisning?

Se på nedenstående tabel baseret på OECD’s Education at a Glance, tabel D 1.1:

 

Antal undervisningstimer pr elev pr år.

 Klassetrin                  DK                OECD gns.   EU gns.       Finland 

1-2 kl.                         701                774                750                608

3-5 kl.                         813                821                800                640

6-8 kl.                         900                899                877                777

9. kl                            930                920                907                856

 

Det er da ikke påfaldende. Allerede fra 3-5 kl. ligger vi over EU-gennemsnittet og langt over Finland, i 6-8 kl. ligger vi højest og det samme gælder 9. kl.

Så det er altså heller ikke noget problem.

Jamen er den danske folkeskole så ikke frygteligt dyr, en af de dyreste i verden?

Jo, hvis man udelukkende ser på den procentdel af BNP, som vi bruger på folkeskolen. Det er nemlig igen ifølge OECD 3,4% af BNP, mod OECDs total på 2,7%.

Det er da markant.

Der er dog et aber dabei.

I Danmark bruger man kun c. halvdelen af folkeskoleudgiften til lærerløn; helt nøjagtigt 50,7%, hvis man bruger tabel B 2.2 igen fra OECD, mens det tilsvarende tal for OECD er 62.6%. Dette er, når man har korrigeret for andelen af secondary undervisning i folkeskolen svarende til udskolingen. Så når man frem til at Danmark bruger 1,72% af BNP på lærerlønninger, mens OECD bruger 1,69%, altså en forskel på 0,03% af BNP. Det kan næppe siges at være sjælsrystende dyrt.

 

Vi har altså gjort rigtigt store fremskridt i de seneste 5-10 år, og samtidig har vi siden 2009 mistet 10% af lærertiden pr. elev på grund af kommunale besparelser.

Nøgternt set kan man sige, at folkeskolen i de senere år har haft en produktivitetsstigning målt i output i forhold til input på ikke under 2-3% om året – noget mange private virksomheder ville ønske, de kunne matche.

 

Med andre ord – en fantastisk succeshistorie!

 

Hvorfor i alverden står politikerne så ikke i kø for at rose sig af det. Hvorfor står KL ikke frem og siger, at på grund af vores fremsynethed med at lave en professionsbaseret aftale frem for en top-downstyring har vi frigjort resurser, der gør, at vi trods besparelser får stadig bedre resultater?

Hvorfor står de skiftende folkeskoleforligspartnere ikke frem og slår sig på selv på skulderen og siger: ”Der kan I se, at vi havde ret”?

Og hvorfor bliver de medarbejdere, der trods besparelser har taget deres professionelle udfordring alvorligt og løst opgaverne bedre, end nogen havde forventet, ikke krediteret for det, men bliver i stedet behandlet som om de intet havde gjort og er totalt værdiløse?

 

Hvem har dog fordel af at tale en succes ned og gøre den til en fiasko?

 

Det er svært at forestille sig, at nogle kan have interesse i at ødelægge en velfungerende folkeskole, men jeg vil alligevel vove et par gæt.

Den første synder er en regering, der trænger til en succeshistorie.

Folkeskolen er et oplagt sted at skabe den, for alle har et forhold til den.

Hvis nu man skal skabe en succes, skal det gerne ske på en baggrund af en massiv fiasko med store problemer; der er jo ikke meget ide og politisk credit i at lave om på noget, der rent faktisk fungerer. Så man må starte med at tale folkeskolen ned. Det gør man ved at puste problemerne massivt op og sløre succeserne.

Så er det selvfølgeligt ærgerligt, at en flok forskere kommer med en undersøgelse, der dokumenterer, at problemerne slet ikke var så massive, men at man tvært imod var på vej til en gedigen succes. Det er bare rigtig dårlig timing.

Derefter fremsætter man en plan fuld af plusord som helhed, bedre og sjovere, mere tid med dygtige lærere osv. Det lyder alt sammen yndigt, men varm luft er jo gratis, og desværre går de samme forskere ud og efterviser, at den vej altså heller ikke giver øget læringsudbytte.

I øvrigt er der ingen penge til reformen, men dem skal lærerne lægge ved merarbejde.

Der kommer KL på banen. KL har altid haft det svært med lærerne. De har ikke villet makke ret og købe KLs ledelsesfilosofi. De har, for at sige det lige ud lige fra 1993 stillet sig i vejen for en ”normalisering”. De passer ikke ind i de øvrige kasser. De brokker sig, og deres fagforening er alt for stærk – det mener arbejdsgivere jo som regel, så det er nok ikke så mærkeligt. Men lærerne argumenterer ufint. De snakker om professionsidealer og al den slags, selvledelse og ansvar for opgaveløsningen, og det gør det svært at argumentere mod dem. I løbet af 20 år er det ikke lykkedes at få skovlen under lærerne. Men nu er chancen der. Dels er der krise, og som chok-doktrinen tilsiger, skal man aldrig spilde en god krise, og dels har regeringen brug for en håndsrækning for at kunne gennemføre deres reform. Så nu skal slaget slås.

Desværre bliver folkeskolen glemt i forløbet, og alle de fremragende resultater, der er nået i de senere år, bliver gemt af vejen.

Regeringens og KL’s præmisser er lagt frem. En dysfunktionel folkeskole skal reddes en gang for alle med en dristig og fremsynet reform. Der er bare 2 små problemer. Folkeskolen er ikke dysfunktionel, og reformen er ikke dristig, fordi elementerne i den ikke har nogen som helst virkning på de problemer, den skulle løse. Det er selvfølgeligt ligegyldigt, når problemerne alligevel ikke eksisterer, for så vil ingen kunne konstatere, at den ikke har virket.

Det er så det, vi er vidne til i øjeblikket.

Den eneste evidens, der er for hele projektet er, at omkring 60% af alle danskere mener, at lærere arbejder for lidt, og at mange har købt regeringens præmis om den dysfunktionelle folkeskole, bl.a. fordi danske journalister tilsyneladende er for dovne til at undersøge tingene ordentligt, men det er også evidens nok for en popularitetssøgende regering.

 

Desværre fungerede første del af planen ikke efter hensigten. Meningen var, at DLF ligesom GL skulle lave en magtanalyse og bøje sig for den tilsyneladende uimodståelige overmagt. Desværre for regeringen og KL er lærere ikke vidensarbejdere eller akademikere, men praktikere, altså nærmest en slags håndværkere, og vi er altså for dumme til at lave magtanalyser.

Så vi tog kampen op i stedet. Ikke kun, som man måske kunne formode for at beskytte vores rettigheder, men også på grund af vores professionsidealer og vores professionelle stolthed.

Og så blev vi vrede over at blive talt til på den måde.

Det er sært, at KL ikke har fattet, at jo mere magtfuldkomne og nedladende, de lyder, jo mere stålsatte bliver vi på at køre videre uden at give op.

Carl Sagan, en amerikansk hjerneforsker, hævdede engang, at vi i virkeligheden har 3 hjerner. En krybdyrhjerne med de helt basale uartikulerede grundindstillinger kamp eller flugt, en pattedyrshjerne med instinkter som yngelpleje mv. og en menneskehjerne, der var vores bevidsthed. Den holder ikke helt vand, men som billede på denne konflikt passer den meget godt

Nu er konflikten så flyttet ned i krybdyrhjernen, og så bliver den svær at komme ud af. Når man fra KLs og regeringens side i den grad har talt sig ind i et hjørne omkring privilegier, normalisering og grædende knæ, er det svært at komme ud. Især fordi den argumentation har spillet op af nogle fordomme, som man så bagefter skal gå ud og modargumentere.

Et eksempel. Den berømte 60-årsregel eller aldersreduktionen, som den rent faktisk hedder, er ikke et privilegium. I 1993 ved kommunaliseringen blev prisen på den regnet ud, og lærerne har så gennem årene fået det mindre i lønstigninger. Den er altså betalt af lærerne – det er ikke noget, vi har fået på andres bekostning, og skal vi af med den, skal vi have pengene tilbage. Der er 2 fordele ved at beholde den. For det første sikrer den, at ældre lærere bliver længere i arbejde og for det andet sikrer den c. 800 jobs til yngre lærere, som så læser de timer. Det betyder samtidig en offentlig besparelse på c. 160 mio. kr. i arbejdsløshedsdagpenge, der så ikke skal udbetales. Men på trods af, at det er en personalebetalt ordning, som gavner staten økonomisk, bliver den mistænkeliggjort og skal afskaffes. Komplet tåbeligt.

Et andet eksempel. Jeg talte med en bekendt, der sidder i en skolebestyrelse, og jeg spurgte vedkommende, om det ikke var bedre, at jeg efter 6 lektioners undervisning brugte et par timer på at klare hjernen, inden jeg satte mig til min forberedelse, for efter undervisningen var jeg brugt op, og det arbejde, jeg ville lave, ville være af ringere kvalitet, hvis jeg skulle sidde på skolen og lave det.

Hendes svar var, at jeg burde blive på skolen, for så var der ikke nogen, der kunne blive misundelige, uanset om mit arbejde så ville blive ringere. Så har vi forladt fornuften.

Hvorfor er politikere så forbandede på lærere, at de gerne vil ødelægge noget velfungerende, hvis det betyder, at de en gang for alle kan få skovlen under dem?

Nu har jeg i mange år omgåedes politikere og været en del på forvaltninger og set, hvordan andre medarbejdergrupper taler til politikere. De er meget, meget høflige og modsiger sjældent politikere direkte. Lærere er anderledes. Siger nogen noget til dem, som de synes er forkert, svarer de lige ud af posen, og så føler politikerne sig som Brian i 3.a, og de kan de ikke lide. Men det ligger i lærerjobbet at reagere sådan. Det gør vi overfor elever, kolleger og ledelse. Ellers kan butikken ikke fungere i hverdagen. Lærere har det med at blive hørt. Det er vores job - det er det, vi kan. Selv Clement Kjærsgaard reagerer på lærerautoriteten i sine debatter. Det er faktisk meget morsomt at iagttage.

Hvad så nu? Hvordan kommer vi så ud af den kattepine, som regeringens og KLs masterplan har sat os i?

Mit forslag vil være, at vi slukker for krybdyrhjernen og tager en time-out. Vi forlænger den nuværende arbejdstidsaftale foreløbigt med 2 år, og i den periode undersøger vi objektivt, om regeringen og KL har ret i deres påstande om folkeskolens miserable tilstand eller om forskerne og OECD har ret i, at det rent faktisk går rigtigt godt.

Når vi ved det, så ved vi også, hvad vi bør gøre.

Og så kunne man også nå dertil, at vi er nogle, der selv efter denne omgang nedrakning fortsat vil arbejde i folkeskolen og at vi ikke alle sammen skrider.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ