Debat

Det pædagogiske kørekort - igen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg ved ikke, hvilke misforståelser det er, faglig projektleder Hjørdis Beier prøver at rette i sit læserbrev i Folkeskolen nummer 11. Det, jeg skrev i mit første indlæg, var den rene, skinbarlige sandhed! Og jeg er stadig glad for det, jeg har lært.

Hjørdis Beier skriver, vi var informeret om, at vi skulle finde fejl i kursusmaterialet. Det var vi ikke! På den fælles opstartsdag med to kursusvejledere til stede blev det ikke nævnt med et ord, at der ville være mange fejl i vejledningerne, og at det var vores opgave at finde dem. Men måske mener Hjørdis Beier, at det burde vi selv have regnet ud, når det var et pilotprojekt? (Det tror jeg heller ikke, de fleste var særlig klar over). Men netop når det var tænkt som et pilotprojekt, og vi skulle finde fejl, burde der været givet meget mere tid til det!

Vi var den tredje skole i Hjørring Kommune, der gik i gang med kurset. Der var altså to andre skoler, der stødte på fejlene, før vi begyndte. Hvis de har rapporteret fejl ind, hvorfor blev de efterfølgende skoler så ikke gjort opmærksom på disse, så vi ikke skulle bruge timer på at komme videre? Det ville jo have været særdeles nemt at ændre tastevejledningerne løbende, når de lå på Nettet og ikke på forhånd forelå som fortrykte sider!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg har været med til at rapportere fejl, men får mine egne kolleger noget at vide om det? Nej, de sidder og døjer lige så meget som alle andre, der har været igennem!

Hjørdis Beier får det til at lyde, som om vi kun skulle lave de otte modulopgaver. Det var faktisk den mindste af opgaverne. Det var især det tekniske, der voldte problemer. Det er her og nu-problemer, som kursusvejlederen overhovedet ikke kan hjælpe med! Vi kunne forvente at høre fra vores vejleder i løbet af et-to dage, men hvad hjalp det, når man sidder ved maskinen og bare ikke ved, hvad man skal trykke på. Det problem var vores skoleleder heldigvis opmærksom på, så vi fik en lokal vejleder tilknyttet, så vi kunne få hjælp i de 30 timer, der var afsat. Resten af tiden var vi på egen hånd, og så kunne der nemt gå flere timer med at lave tasteøvelserne til blot et enkelt kapitel.

Hjørdis Beier, når du kan se, det er uheldigt, at kurset opslås som et 30-timers kursus, hvorfor protesterer du så ikke? Som faglig projektleder må dit ord da vægte en del.

Du kunne også foreslå, at der blev skåret i den overdrevne brug af litteratur, som skal hentes hjem over Nettet, læses og kommenteres. De sidste kapitler med regneark er ikke for folkeskolelærere, og de kunne også uden videre fjernes. 30 timer ville stadig være alt for lidt, men det ville da hjælpe noget.

Lisbet Olsen

Taars Skole, Taars

Powered by Labrador CMS