Bachelorprojekt

Studerende hilser ny it-særpris velkommen

Det bekommer Lærerstuderendes Landskreds vel, at Lærerprofession.dk i år også uddeler priser for bachelor- eller diplomprojekter, som diskuterer muligheder og udfordringer i at arbejde med it-støttet undervisning og digitale læremidler. Præmiesummen er på 20.000 kroner.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi er meget glade for, at der bliver sat mere fokus på de kundskaber. Det falder godt i tråd med, at it og medier er et af de store indsatsområder i den nye læreruddannelse," siger Bob Bohlbro, formanden for Lærerstuderendes Landskreds.

Lærerprofession.dk vil uddele pris for projekter om it-støttet undervisning

LL-formanden peger på, at de lærerstuderende har vidt forskellige oplevelser af, hvordan it og medier tages op i såvel linjefagene som de pædagogiske fag, og at der stadig er eksempler på, at området dækkes ved hjælp af tilfældige småkurser.

"Særpriserne kan være med til at sætte fokus på brugen af it på læreruddannelserne, og den kan understrege, at hvis de studerende skal have skarpe kompetencer med it og medier, skal området være en integreret del af uddannelsesmiljøet på læreruddannelserne. Også undervisere på læreruddannelsen og andre uddannelser vil kunne have gavn af at læse de opgaver, der bliver skrevet om didaktiske, pædagogiske, undervisningsmæssige aspekter ved it-støttet undervisning og digitale læremidler," siger Bob Bohlbro.

Fire forlag er sponsorer

Gode projekter

Lærerprofession.dk præsenterer og offentliggør de bedste bachelorprojekter fra læreruddannelsen og de bedste pædagogiske diplomprojekter fra skoleområdet.

Et projekt indstilles af eksaminator og censor. Se indstillingsskema og tidsfrist på sitet.

Uafhængige dommere - lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og forskere -finder hvert år tre projekter, der tildeles priser. Læs om formålet og se dommerkomiteerne på skærmen.

Lærerprofession.dk

Lærerprofession.dk drives i fællesskab af Danske Professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen/Folkeskolen.dk. Projektet støttes af LB Forsikring, Gyldendal Uddannelse, Akademisk Forlag, Hans Reitzels Forlag, Forlaget Klim, Jydsk Emblem Fabrik A/S og Sinatur Hotel & Konference.

Årets særpriser er på i alt 20.000 kroner. Priserne gives for et eller flere professionsbachelorprojekter fra læreruddannelsen og/eller for et eller flere pædagogisk diplomprojekter, der diskuterer de didaktiske muligheder og udfordringer i lærernes arbejde med it-støttet undervisning og digitale læremidler.

Priskomiteen består af lektor Jeppe Bundsgaard fra Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, videncenterleder Thomas Illum Hansen fra Nationalt Videncenter For Læremidler, lærer og pædagogisk konsulent i Favrskov Kommune John Klesner, som også er formand for Danmarks It-vejlederforening, og lærer og journalist Thorkild Thejsen, som er projektleder for Lærerprofession.dk.

Det er eksaminator og censor, der indstiller et projekt til lærerprofession.dk. Herefter udvælger en dommerkomite prismodtagerne blandt de nominerede.

Særprisen sponsoreres af de største forlag for digitale læremidler: ConDidact, Clio Online, Alinea og Gyldendal Uddannelse. Årets priser uddeles den 15. november.