Debat

Ziegler: Sådan forsøger han at manipulere

Når KL's chefforhandler, Michael Ziegler, optræder i medierne er det med ét formål: At få befolkningen over på sin side. Det gør han ved at spille på folks uvidenhed. For det er de færreste, der har detaljeret indsigt i lærernes arbejde og overenskomst. Her følger nogle konkrete eksempler:

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi har forhandlet i fire måneder."

Her forsøger Ziegler at give det indtryk, at han har siddet månedsvis og forsøgt at forhandle med lærernes formand, Anders Bondo Christensen. Faktum er, at de højest har siddet ved samme bord sammenlagt i fem timer i de foregående måneder.

"Lærerne har ikke rokket sig en millimeter"

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Her forsøger Ziegler at tegne et billede af Danmarks Lærerforening, hvor de ikke fremstår indstillede på forhandling. Faktum er dog, at Danmarks Lærerforening har bevæget sig langt ind på KL's banehalvdel og blandt andet har nikket ja til, at lederen kan fordele mere af arbejdet, at lærerne skal undervise mere og være mere til stede på skolen. KL har vist sig indstillede på forhandling ved at tilbyde... intet!

"Lederen skal kunne fordele arbejdet, som alle andre steder på arbejdsmarkedet"

Her forsøger Ziegler at tegne et billede af folkeskolen, hvor det er lærerne, der  bestemmer det hele. At der skal gøres op med den altdominerende magt, som lærerne har. Faktum er, at lederne hele tiden har kunne lede og fordele arbejdet, men at det af gode grunde ikke kan lade sig gøre at detailstyre hver enkelt lærer, da lærergerningen forudsætter en vis grad af autonomi. Det mente Ziegler i øvrigt også selv i 2010.

"Arbejdstidsaftalen er et levn fra forrige århundrede"

Her forsøger Ziegler at tegne et dystert billede af den arbejdstidsaftale fra 2008, som han selv tidligere har rost til skyerne og givet et 12-tal (efter den nye karakterskala). Ziegler er nu nødt til at tale den aftale ned, som kommuner og lærere i fælleskab har været meget glade for, for at kunne retfærdiggøre den nye.