Man forstår, at der næsten er gået en chokbølge over den mere tænksomme del af det officielle Danmark oven på de famøse og særdeles primitive udtalelser fra næstformanden i KL, borgmester Erik Fabrin (V), i forbindelse med den aktuelle konflikt mellem lærerne og KL. Ganske vist er han befriende ærlig, når han udtaler, at KL’s krav til lærernes arbejdstidsregler er ultimative. På den måde får han da også slået fast, at der udelukkende har været tale om skinforhandlinger, inden KL sendte lærerne ud af klasseværelserne i form af en lockout, der i skrivende stund netop er gået ind i sin tredje uge. Vi er i gang med en af akterne i et skuespil, som givetvis har været aftalt på forhånd mellem KL og regeringen.

Det, der chokerer, er Erik Fabrins bemærkninger om, at KL nok skal få knækket lærerne, og at de vil komme krybende på deres grædende knæ, når deres pengekasse er tom. Det er en måde at udtale sig på, som bestemt ikke er en toppolitiker værdig. Bag ordene ligger en total mangel på respekt for den store gruppe af medarbejdere i det offentlige, som lærerne udgør. Det er udtryk for en total mangel på det minimum af etik og gensidig respekt, som man bør kunne forvente af en person, der er arbejdsgiver på et mandat givet af den danske befolkning, og som sidder på en pengekasse, der ikke er hans egen, men derimod skatteydernes. Det er nemlig for vores surt tjente skattekroner, Erik Fabrin og resten af KL spiller stærke mænd. Ikke sandt – lærerne er skam også via deres skattekroner med til at finansiere det kyniske magtspil, der udgår fra KL og med regeringen som opbakkende backing group. Dens forslag til en folkeskolereform og den ændring af lærernes arbejdstidsregler, KL ultimativt kræver, passer mærkværdigt nok som fod i hose til hinanden (!).

Når KL og regeringen tager den højtidelige mine på og taler om betydningen af den højt besungne danske model, så ser de helt bort fra, at den model er designet til det private arbejdsmarked, hvor der er tale om to ligeværdige parter over for hinanden. Det er ikke tilfældet, når talen er om det offentlige arbejdsmarked. Her er arbejdsgiverparten nemlig samtidig lovgiver, ligesom arbejdsgiverparten her tjener tykt på såvel en strejke som en lockout. I det aktuelle tilfælde er de sikre tabere i første omgang børn og forældre, og - når lovindgrebet kommer - også lærerne. Der er ikke tale om en reel og fair arbejdskamp, fordi den ene part, nemlig KL, kan skalte og valte som de vil. Problemet er, at det gør KL desværre også. Ledelsen i denne pamperorganisation er ikke i besiddelse af den fornødne etiske standard til at forvalte det folkelige tillidshverv, den beklæder, på en værdig og fair måde. KL agerer på en måde, der viser, at der er tale om en stat i staten, der styres af små mennesker, der ikke bruger deres indflydelse ansvarligt, men derimod misbruger deres magt i stedet for.

Hvis jeg var Det Konservative Folkeparti, ville jeg ekskludere KL’s chefforhandler Michael Ziegler, der arbejder så målrettet på at tvinge en heldagskole igennem sammen med regeringen. Hvordan kan man med de værdier, Det Konservative Folkeparti ellers hylder på skoleområdet, leve med en topfigur som denne mand? Erik Fabrin pynter bestemt heller ikke på Venstres image i denne sammenhæng. Har vi overhovedet en borgerlig-liberal opposition i dette land, når det gælder værdi- og skolepolitikken?

Hvor ville det i øvrigt være velgørende at få belyst, hvor mange folkeskoler, der kunne tilføres kvalitetsundervisning for de skatteyderbetalte ben, der gnaves i KL? Hvad koster det samfundet at drive denne organisation, og hvad skal borgerne med den? Her ligger der en spændende opgave for den frie presse i et frit folkestyre….