Nu er jeg træt af den retorik og det tonefald, der hænger over lærerkonflikten. Jeg er så træt af at skulle forklare, forsvare og argumentere for min uddannelse, mine kompetencer og mit job - jeg har derimod lyst til at forstumme - forstumme totalt - men det kan jeg dog ikke helt alligevel - jeg bliver nødt til at lette mit hjerte, som jeg er sikker på, at der er mange andre lærere, der også har brug for.

Så inden jeg forstummer:

Jeg har taget en 4 år lang uddannelse - en uddannelse, der har givet mig de kompetencer og den faglige viden, det kræver for at kunne bestride jobbet som lærer.

Jeg antager, at når jeg har bestået de nødvendige eksamener, gennemført min praktik og ellers gjort, hvad der kræves, er jeg klar til at bestride jobbet som lærer i den danske folkeskole. Idet det er en anerkendt og SU-berettiget uddannelse, går jeg stærkt ud fra, at uddannelsen lever op til de krav, der er fastsat af staten, og at den giver mig adgang til jobbet som lærer.

Jeg går stærkt ud fra, at samfundet, befolkningen, politikere og vigtigst af alt, min arbejdsgiver, anerkender, respekterer, har tillid til og støtter op om min uddannelse og mit erhverv.

Jeg går stærkt ud fra, at forældrene til de elever jeg skal uddanne, danne og støtte gennem deres skoletid, har tillid til at netop min uddannelse har givet mig de nødvendige kompetencer til at varetage deres barns uddannelse, ve og vel.

Alle i Danmark har gået i skole - alle har haft gode og mindre gode lærere - for sådan er det i et erhverv, hvis omdrejningspunkt er MENNESKER - en foranderlig størrelse - et omdrejningspunkt, der konstant forandrer sig, konstant er i udvikling, et omdrejningspunkt hvor en dag, en time, et minut og et sekund ALDRIG er det samme.

Et omdrejningspunkt hvor der stilles store krav til selvindsigt, omstillingsparathed, kommunikation, konstant nærvær, empati og omsorg for det enkelte barn, barnets evner, sociale situation, faglige formåen og personlige historie.

Et omdrejningspunkt hvor jeg konstant står til ansvar og regnskab for mig selv, min integritet, mine kompetencer, min leder, mine kollegaer, min arbejdsgiver, samfundet, forældre, og vigtigst af alt - MINE ELEVER - mine elever som stoler på mig; stoler på at jeg altid har tid, kræfter, overskud og evne til at hjælpe, støtte, vejlede og lede dem i den bedst mulige retning for, at de kan udvikle sig til empatiske, selvstændige, duelige mennesker og samfundsborgere.

For at jeg kan være alt dette for mine elever – har jeg brug for forberedelse, brug for tid til refleksion og fordybelse – og vigtigst af alt – tro, tillid og respekt fra min arbejdsgiver.

Jeg tillader mig faktisk at forvente en vis grad af RESPEKT, gør jeg – jeg forventer, at når jeg gør alt for at fortjene respekt - skal jeg også have det - det er mig fortjent. Ligesom advokaten, direktører, politikeren, bageren, rengøringsassistenten, sygeplejersken og lægen etc. fortjener det. Lige som alle mennesker fortjener det.

For at et menneske kan gro, udvikle sig, dannes og eksistere på den bedst mulige måde, har det brug for anerkendelse, respekt, støtte og tillid, omsorg og kærlighed.

Det er fundamentalt for, at et menneske kan bevare troen på sig selv, motivationen og ilden - den ild der gør, at vi kan give til andre - den ild der gør, at vi går den ekstra kilometer for at nå vores mål.

Ydermere har mennesker brug for fællesskab - et sted at høre hjemme - et fællesskab der bakker op, støtter og giver den nødvendige konstruktive kritik, det gør at vi kan udvikle os, sætte større mål, og i fællesskab løfte de tunge byrder, som livet byder os.

Den danske folkeskole er som et menneske - et stort menneske fyldt med en masse små og store individuelle mennesker - mennesker af kød og blod, mennesker med følelser, behov og historier - den danske folkeskole er ikke en produktionshal fyldt med ens maskiner, der alle producerer det samme produkt - skolens "produkt" er ikke sådan at måle. Det er et faktum, og det må vi erkende til trods for menneskets store behov for at måle, kassetænke og sætte i bås.

Hold nu op med at "kassetænke" - hold nu op med at behandle den danske folkeskole som en produktionshal, hvor antal, tid og penge er det altafgørende.

Og husk lige på - kære politikere og samfund - ønsker I at produktionen skal stige - så skal I ROSE, MOTIVERE, ENGAGERE, INVOLVERE, RESPEKTERE, LYTTE, FORSTÅ - og kort sagt behandle "jeres" ”maskiner" ordentligt og sørge for den nødvendige vedligeholdelse. I skal INVESTERE i jeres "maskiner" - det er måden at få produktionen til at stige. I skal stole på, at jeres ”maskiner” kan løfte opgaven og ”producere” et godt, solidt og selvstændigt produkt – og I skal sørge for at stille de reservedele, som er nødvendige til rådighed.

Nu kan jeg kun tale for mig selv, men jeg tør godt at påstå at der er lærere rundt omkring i den danske folkeskole, der er enige i at skolen godt kunne trænge til en opfriskning og en tur i tørretumbleren - og jeg tror på, at mange lærere godt kan se potentiale i en skolereform - men helt ærligt - hvorfor spørger I os ikke til råds? Hvorfor bruger I os ikke som sparringspartnere? Hvorfor benytter I jer ikke af vores viden, erfaring og indsigt i den skole i så brændende ønsker at reformere?

Hvilken virksomhed går ind og ændrer hele strukturen uden at have vejledt sig med sin kommunikationsrådgiver, afdelingschef, diverse eksperter og de medarbejdere, det hele vil berøre?

De danske lærere er samarbejdsvillige, åbne og omstillingsparate - vi er jeres "produktionsafdeling"; vi er jeres nerve, jeres rygrad og hjerte. Og uden os, uden vores evner, hjerte og faglige kompetencer - kan I ikke ånde.

Hvordan kan det på sigt gavne den danske folkeskole at nedgøre, kritisere og vise mistillid til skolens lærere? Hvordan kan I udvise en sådan manglede grad af respekt og tillid og så forvente, at skolen skal udvikle og forbedre sig?

Jeg tager hatten af for alle de lærere der hver dag står ude i kulden for at vise deres lyst til at undervise – alle dem, som stabler alverdens alternative aktiviteter på benene – alle dem, der dag ud og dag ind gør et forsøg på at få samfundet, politikere, forældre og elever til at forstå og respektere en lærers job - I har min respekt og mit hjerte bløder for os alle – men det burde efter min mening ikke være nødvendigt!!

Jeg bliver nødt til at se lidt indad - jeg bliver nødt til at passe på, at jeg ikke mister min selvrespekt - min motivation og min lyst til at forblive i den danske folkeskole i fremtiden. Jeg støtter den blomstrende solidaritet og fællesskabsfølelse, men jeg er ærlig talt træt af at blive kritiseret, nedgjort og misforstået.

Jeg er ked af, at lærerens rolle og arbejdsopgaver er omgivet af en sådan mistillid og mistro – men jeg ved, hvad jeg kan; jeg ved, hvad jeg gør; jeg ved, hvad jeg udretter hver dag – og jeg har ikke behov for at forsvare, argumentere og udpensle mere nu.

Jeg vil ikke finde mig i den behandling fra min arbejdsgiver, og jeg må indrømme, at jeg har brugt en del tid på at se på mine andre muligheder - en videregående uddannelse - andre jobmuligheder – muligheder, hvor jeg kan få den respekt, jeg hver dag knokler for at få - en mulighed, hvor der rent faktisk sættes pris på MIG - som menneske og medarbejder.

Dette skal på ingen måde opfattes som en klagesang – det er blot tanker fra en folkeskolelærer, der er stolt af sine kompetencer, sin uddannelse og sit job - en lærer som brænder for sine elever og hver dag har været stolt over at hjælpe med at uddanne, danne og vejlede den danske ungdom, så DE med rejst pande, stolthed, selvtillid og selvværd og vigtigst af alt viden, kan begive sig ud i den globale verden - held og lykke på jeres rejse!