KL's formand Erik Nielsen mente i går aftes, at DLF holder fast i, at der skal være centralt fastlagte regler for forberedelsestid i forskellige fag

Fakta: Det sagde Erik Nielsen i Deadline

Formanden for KL havde i går i Deadline-studiet svært ved at gøre rede for, hvad der var galt med DLF's arbejdstidsudspil fra forhandlingerne i Forligsinstitutionen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Rødovres borgmester Erik Nielsen, der beklæder posten som formand for KL, var i går aftes i DR2's Deadline-studie for at svare på spørgsmål om den verserende overenskomstkonflint med Danmarks Lærerforening.

Her gjorde han rede for, at KL ønsker at komme af med alle "kasser" i lærernes arbejdstid. DLF har fremlagt et forhandlingsforslag, der giver hver skole en pulje af forberedelsestimer, som skolelederen får råderet over.

Tilbud fra DLF: Skolelederen bestemmer lærerens arbejdstid

Det får værten Martin Krasnik til at spørge:

"Hvor er 'kassen' i, at en skoleleder har fuld råderet over hele forberedelsestiden på en skole?"

Hertil svarer Erik Nielsen:

"Det er ikke sådan. For så havde vi jo sagt okay. Hvis man er enig om det, så skal vi bare have DLF ind ved bordet her, så kan vi meget hurtigt blive enige om det punkt. Det afgørende er, at man (DLF, red.) holder fast i, at der skal være centralt fastsatte regler og normer for hvor meget forberedelsestid, der skal være, uanset om man har en gymnastiktime eller en matematiktime på højeste niveau..."

Martin Krasnik afbryder:

"Det er simpelthen ikke rigtigt, Erik Nielsen. Det siger DLF ikke. De siger, at der på en skole skal være en bunke eller en pulje med forberedelsestimer, og den har skolelederen totalt råderet over. Hun kan godt sige, at en idrætslærer ikke skal have nogen forberedelse."

Erik Nielsen svarer:

"Okay. Vi ønsker ikke, at der skal være en pulje på en skole. Det skal være sådan, at lederen sammen med medarbejderen finder ud af: Hvad er det for en klasse, vi har med at gøre? Hvad er det for nogle elever, man har med at gøre? Hvad er det for en undervisning, der skal finde sted? Og ud fra det finder man ud af, hvilken forberedelsestid, medarbejderen har brug for. Og der skal ikke være en kasse på en skole, som den skal tages op af".

Værten følger op med et spørgsmål om, hvorvidt lærere ikke skal have garanteret tid til forberedelse overhovedet, og Erik Nielsen slår fast:

"Nej. Hvorfor skulle der være det? Det er der da ikke på nogen andre arbejdspladser".

Se hele Deadline-interviewet med KL's formand via linket til højre.

 

Læs mere

Deadline