Stil krav til jobbet – og dig selv

Det er vigtigt at afklare, om arbejdspladsens værdier - for eksempel en skoles pædagogiske grundholdninger - passer til dine

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lene Hestbech, Lemvig, afslutter læreruddannelsen om få uger, og hun er i fuld gang med at søge job, men hun søger ikke hvad som helst.

»Jeg har kun søgt to stillinger. Får jeg ikke dem, er jeg parat til at tage en periode med vikariater. Så dukker der forhåbentlig andre stillinger op, der er lige så gode«, siger den snart nyuddannede lærer.

Lene Hestbech er i første omgang gået på jagt efter stillinger, der passer til hendes kvalifikationer. Det vil sige stillinger, hvor hun kan komme til at undervise i indskoling og på mellemtrin, og hvor hun kan bruge sine linjefag:

»Det er jo kendt, at det kan være hårdt at begynde som lærer. Derfor spiller det en stor rolle, at man ikke samtidig skal sætte sig ind i nye områder. Som nyuddannet vil jeg også gerne bruge det, som jeg har lært«.

Næsten lige så vigtigt er det for hende, at den kommende arbejdsplads har et godt arbejdsmiljø, og at de pædagogiske grundholdninger er i orden.

»Derfor har jeg søgt job på en skole, som jeg i forvejen kender godt, og hvor jeg ved, at jeg vil kunne trives. Det andet job har jeg søgt på en skole, som jeg har hørt godt om, og hvor der i jobopslaget stod nogle ting, som jeg synes matcher, hvad jeg tænker«.

Det tredje punkt på jobønskeseddelen handler om arbejdspladsens beliggenhed. Skolen må gerne befinde sig i nærheden, men ikke for tæt på hvor hun bor.

»Du kan aldrig holde helt fri, hvis du bor og arbejder samme sted. Det er også en dårlig idé, hvis man kommer til at arbejde på sine børns skole. Derfor er jeg bevidst gået efter job i nabokommuner«, siger Lene Hestbech.

Det er gode overvejelser, som Lene Hestbech har gjort sig, mener Jørgen Uhrbrand. Han er partner i AS3 Outplacement, der er specialist i at støtte virksomheder, organisationer og medarbejdere gennem forandringer opstået som følge af opsigelser.

»Det er vigtigt at vælge job ud fra ens interesse og ens kvalifikationer. Grundlæggende skal du, når du søger et nyt job, spørge dig selv, hvad det er, du går efter, både på kort og lang sigt«, siger han.

En uddannelse som lærer eller formidler giver adgang til mange forskellige job- og karrieremuligheder. Derfor er det fornuftigt at overveje, hvordan et konkret job passer ind i ens langsigtede planer.

»Uanset om du er på vej ind på arbejdsmarkedet eller har været der i kortere eller længere tid, er det godt at gøre sig overvejelser over sin fremtidige karriere. Ikke mindst når du er ved at søge et nyt job. Et job kan være det helt rigtige, fordi det indeholder lige præcis det, du gerne vil beskæftige dig med, og det kan være det rigtige, fordi det giver dig erfaringer, som du kan komme videre med på arbejdsmarkedet«, siger Jørgen Uhrbrand.

At gøre som Lene Hestbech og lægge vægt på skolens arbejdsmiljø og pædagogiske grundholdninger er et eksempel på, hvordan man som jobsøgende kan foretage en nødvendig værdiafklaring.

»Det er hamrende vigtigt at finde ud af, om dine værdier matcher med det job, som du vil søge. Er det ikke tilfældet, vil du ikke kunne fungere optimalt i jobbet, og du vil også nemt kunne komme i en situation, hvor du udsætter dig for unødvendig stress og modgang. Lidt populært kan man sige, at jo mere du kender dig selv, jo større chance er der, for at du finder det helt rigtigt job«, siger Jørgen Uhrbrand. |