Jeg har som lærer og kredstyrelsesmedlem set undrende til, medens overenskomstforhandlingerne planmæssigt er brudt sammen og har stillet mig selv dette, nærmest eksistentielle spørgsmål: ”Hvad er den egentlige motivation for Kommunernes Landsforening (KL) til nu at lockoute lærerne?”

KL siger selv, at de vil modernisere eller normalisere lærerenes arbejdstid for derigennem at forbedre folkeskolen, fordi de ”ikke kan være andet bekendt”.

Som udgangspunkt er der i den nuværende arbejdstidsaftale for lærere (kaldet A08) fastsat et øvre, ugentligt lektionstimetal på omkring de 26. Enhver lærer ved, at det er noget nær det maksimale man kan overkomme hvis man skal kunne klare et lærerliv som skolen ser ud nu. Men så er der også afregnet for alt og ingen tæller noget som helst op. Arbejdstiden er rigtigt nok opdelt i tre kasser: undervisning, opgaver i tilknytning til undervisningen og andre opgaver.Dette opgøres kun en gang om året gennem fagfordelingen. Den skal laves under alle omstændigheder, så elever og lærere ved hvilke fag de skal have og hvem der skal undervise hvilke klasser. – når det er på plads, sammen med evt. pålagte opgaver af forskellig karakter, så er der afregnet for alt. Det er derfor ikke nødvendigt med yderlige administration af lærerarbejdstiden, for der er gået endnu et år. Resten af året bruges så på, professionelt, under ledernes pædagogiske ledelse og i samarbejde med skolens øvrige personale, at passe sit arbejde, med alt hvad det indebærer. I princippet kunne vi planlægge flere år frem på den måde, hvis det ikke lige var fordi, at man hvert forår er nødt til at afvente, hvilke besparelser kommunen har lagt ind i budgetterne eller hvilke nye tiltag politikerne har fundet på i Folketinget. Hvor adskiller det sig fra det øvrige arbejdsmarked?

I min optik er ønsket om helt at fjerne alle regler for lærernes arbejdstid,  en omgåelse af det egentlige motiv. Motivet er ikke et ønske om en bedre folkeskole. Motivet, er et ønske om en billigere folkeskole. Det pakker man så ind i et opgør med lærernes arbejdstid, helhedsskole, inklusion og ”mere for pengene”.

Reelt overlader man det til lærere og ledere, at få det bedste ud af den smule man vælger at overlade til dem.. og det gør vi så. Sådan har det været i de mere end 25 år jeg har været lærer i den danske folkeskole.. og sådan regner KL selvsikkert med, at det vil det også blive. Jeg er ikke så sikker længere. Skolen kan ikke bære flere nedskæringer og et øget pres på alle parter.

Det er en katastrofe, der er ved at udvikle sig. Ingen eller ganske få, udover lærerne, bekymrer sig reelt om det der foregår - man er fra politisk hold mere optaget af konkurrenceevnen, sikre sig yderligere fire år i tinget (eller byrådssædet) og få politisk succes. Folkeskolen rager dem grundlæggende en papand... om få år vil der forhåbentlig være en, der skriver en bog med titlen ”Man gjorde en generation fortræd” og politikere fra Gedser til Skagen vil stå i kø ved håndvasken for at fralægge sig ansvaret (igen) og finde faktorer der kan bortforklare det (igen).. fx lærernes dovenskab, privilegier og hvad man ellers kan finde på af uanstændigheder (igen). Det mærkelige er, at det er lærerne der gennem deres overenskomstforhandlinger skal stå på vagt for folkeskolens fremtid og en sikring af den nødvendige balance mellem undervisningstid, forberedelse, teamsamarbejde og øvrige opgaver – det burde være KL!

Måske skyldes det, at engagement, glæde, faglig dygtighed, grundighed og professionalisme ikke kan proppes ind i KL og finansministeriets regneark?