Blog
1   655

Eksisterer friheden?

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Et stridsskrift. Samtiden anbefalet.

 

Artiklen fortsætter under banneret

"Freedom exists....

We're trying for something

That's already found us"

 

- Jim Morisson

 

 

Jeg valgte ikke selv at blive født. Ej heller, at det skulle være i Danmark. Jeg tog ikke selv beslutningen om at blive døbt, og jeg har aldrig ansøgt om dansk statsborgerskab. Disse og andre ting er blevet mig påtvunget, og må betegnes som sociale kendsgerninger betinget af tid og rum. Således forvalter mine omgivelser en stor del af mine mulighedsbetingelser som individ, og jeg kan kun handle selvstændigt indenfor de rammer, der er mig givet. På samme måde bidrager jeg til forvaltningen af andre individers muligheder i denne verden, og må derfor både forholde mig kritisk til mine egne og andres muligheder for at handle og tænke selvstændigt. Der er ingen grund til at klynke over disse sociale kendsgerningers naturlige begrænsning af individets frihed, for de kan alligevel ikke undgås. Mennesket fødes ind i en kontekst, og er i øvrigt slet ikke i stand til at klare sig selv fra fødselen. Omgivelserne er allerede givne, og opdragelse er nødvendig for fortsat eksistens.

 

De børn, der fødes i dag, må som alle børn siden menneskets opståen på kloden acceptere en række naturgivne begrænsninger i deres udfoldelsesmuligheder. De har en krop, nogle forældre, en familie og et samfund, de ikke selv har valgt. På denne front er der ikke meget nyt. Nutidens børn er også underlagt principiel tvang i deres iagttagelse af verden i form af basale begrænsninger i sproget, kulturen og vidensniveauet. Heri er der heller ikke meget nyt. Imidlertid ser vi nu en anden tvang, som vi ikke tidligere har haft før i samme form: Væksttvangen. Den er allestedsnærværende, total og nærmest upåvirkelig for det enkelte menneske. Derfor har den for det enkelte individ næsten samme styrke som de naturgivne begrænsninger, hvilket adskiller den fra andre menneskeskabte tvangsforanstaltninger.

 

Samfundet skal ifølge de dominerende politiske fortællinger opleve konstant, høj vækst. Er væksten eksempelvis for lav, bliver vi kollektivt urolige og bekymrede. Derfor iværksætter vi konstant initiativer, der kan føre til øget vækst. Som følge heraf kræver vi af det nyfødte barn, at det skal forbruge mere end det umiddelbart har behov for. Det skal derfor hurtigst muligt udvikle en produktivitet, der gør denne irrationelle konsumering mulig. Al tænkning, al handling, ja selv følelseslivet skal centrere om dette. Lykke skal opnås ved forbrug og status måles i forbrugskompetence. Selve livet skal leves som forbrugende væsen. Intet andet er muligt. Valget står ikke mellem at vækst og ikke-vækst; det står i mellem vækst eller undergang. Så snart det nyfødte barn kan stå nogenlunde sikkert på benene, lyder startskuddet til en livslang maraton gennem internetbutikkernes uendelige hylder med de nyeste smartphones, ipads, gadgets, apps, drømmerejser, biler, ejerlejligheder osv. Forbrug er ikke længere et rationelt valg, der afvejes i forhold til konkrete behov. Det er den kollektive normaltilstand, det er udgangspunktet. Det er ikke længere muligt at fravælge, eller sågar vælge, at forbruge. Det er dig påtvunget. Uanset om du sover eller er vågen. Vi har viklet hinanden ind i et nærmest ubrydeligt net af behov, forventninger og abonnementer, der nærmest umuliggør rationelle valg. Tilmed produceres langt de fleste produkter nu bevidst i en begrænset kvalitet med denne forbrugstvang for øje. Der er ingen mening - hverken for producenten eller kunden - i at lave en bil, en computer, et fjernsyn eller et komfur, der kan fungere i tyve år, for alle ville jo tabe med det dalende forbrug, der ville blive konsekvensen heraf. Skal denne stigende forbrugskurve følges, er vækst selvfølgelig en nødvendighed. Vælger vi ikke at følge forbrugskurven, venter kun undergangen. Som individ og som samfund. Det er, kære spædbarn, betingelserne, du går ind til. Køb eller dø.

 

Vi har derfor som samfund tilsyneladende erkendt, at vi er nødt til at frembringe individer, der er produktive nok til at fortsat vækst kan lade sig gøre. Derfor har vi i de seneste årtier fokuseret på at fjerne al mulig humanistisk ævl fra vores skolelovgivning. I dag handler pædagogik og undervisning for folketingets flertal ikke længere om mennesker, men om produktionskompetencer. Eksempelvis Grundtvigs palaver om mennesker, kultur og fællesskaber kan vi i følge opfattelsen ikke længere bruge til noget. Nu har vi blikket stift rettet mod konkurrence- og forbrugsevnen. Vi har ikke længere håbløse illusioner om at uddanne hele eller frie mennesker, men har modigt erkendt behovet for at uddanne produktive forbrugsslaver. Vel er det hårdt at sige, men sådan er det. De seneste ændringer på både daginstitutions- og skoleområdet har intet andet formål. Lytter man til de aktuelle udmeldinger fra det nuværende skolepolitiske flertal, er tonen endda blevet skærpet yderligere, og både læreruddannelsen og folkeskolen får nu en tur mere, således at konkurrenceevnen kan komme helt i top.

 

På samme måde stiller vi øgede krav til de ellers ifølge Grundloven frie og myndige borgere, der nu skal påtvinges et produktivt og overforbrugende liv. De skal arbejde mere, længere og mere effektivt. De skal ikke ryge, ikke drikke for meget, og i øvrigt helst holde en idealvægt, der fastsættes af sundhedsmyndighederne i samarbejde med diverse livstilsmagasiner. De skal afslutte uddannelsen tidligt, og spare fornuftigt op til deres pension og fremtidige forbrug. Herved mener vi at kunne fastholde størst mulig produktivitet i samfundet. Endvidere slipper folk for at tænke over, hvad livet mon skal bruges til. Der er ikke længere nogen grund til at sidde med blikket rettet mod stjernehimlen og fundere over meningen med det hele. Det har vi klaret. De eneste valg, man som voksen behøver at træffe er mellem det store udbud af reality-shows, varemærker og fortovscafeer.

 

Man kan selvfølgelig på klassisk marxistisk vis indvende, at dette blot er den gamle historie om de allerrigeste, der undertrykker de fattige og de dumme. De, der sidder i deres velpolstrede strandvejsvilla skal jo nok klare sig i forbrugsræset, kunne man argumentere. Imidlertid skåner den nye form for slaveri ikke de rige. Også de er bundet af en forestilling om evigt merforbrug, evig ungdom og evig anerkendelse. Vækstidealet er uden fysisk og psykisk grænse, altid på vej mod nye højder, og ingen rigdom kan bruges som værn imod dets omklamring.

 

Dogmatiske liberalister vil modsat påpege, at der ikke er nogen grund til at se negativt på forbrugskulturen, som slaveriet hedder med et lidt pænere udtryk. Den ekspanderende vækst gør os  - ifølge denne tænkning - alle lykkeligere på lang sigt. Eventuelle økologiske, sociale eller psykiske problemstillinger vil også kunne løses med mere udvikling, vækst og innovation.

 

Ingen af de klassiske ideologier kan rumme problematikken til fulde, idet datidens bagvedliggende teorier blev baseret på forestillingen om rationelle valg i relation til behov, nytte, udbud og efterspørgsel. Nutidens forbrugsslaveri, der jo ikke har den fjerneste relation til egentlige behov, rammer alle – høj som lav. Det er en materiel, social og psykisk tilstand. Den gennemsyrer alt, og bunder i en forestilling om nødvendig, evig vækst. Forbrugsideologien indeholder desuden en ide om, at alt kan løses i morgen. Vi ved nok alle, at vi er på vej mod afgrunden, men vi håber og tror, at vi kan opfinde noget, der kan afværge katastrofen i sidste øjeblik.

 

Der er derfor ingen rigtige skurke her, kun tåber. Hvis man på DR1 ophørte med at hylde og normalisere den hjernedøde forbrugerisme, ville TV2 hurtigt blive den altdominerende kanal, der alene talte til det liv, folk i forvejen socialiseres ind i. Hvis TV3 ophørte med at vulgarisere selviscenesættelsen og medieprostitutionen, så ville der hurtigt stå andre på spring. Hvis en politiker begyndte at argumentere for en lavere økonomisk vækst og et større fokus på eksistens og socialt samvær, ville vedkommende blive bæst omkuld af det nationale latterbrøl. Så længe vi dybest set gerne vil være slaver, er der ingen der sætter os fri. Der er ingen skummel bagmand eller nogen usynlig hånd, der står bag miseren, det gør vi alle på demokratisk vis. Vi har selv valgt det, og nu er vi på tærsklen til at trælbinde kommende generationer så langt øjet rækker.

 

Vi fik dog aldrig rigtigt taget debatten om dette selvskabte slaveri, selvom vi jo troede, at vi boede i et dialogbaseret og oplyst demokrati. Årsagen er nok, at vi ikke var klar over konsekvensen af udviklingen. Det kom nærmest bare snigende. Først nu ser vi, at der ikke er nogen nem vej tilbage. Rousseau skrev engang; ” Mennesket er født frit, og det er overalt i lænker” (i Den sociale kontrakt, 1762). Sådan er det ikke længere. Mennesket fødes ikke længere frit, men i lænker. Disse lænker er dog stadig menneskeskabte, men vi, der har smedet dem, må nu grundigt overveje konsekvensen heraf. Hvilke mulighedsbegrænsninger påtvinger vi andre med de handlinger, vi foretager os nu? De generationer, der fødes i disse nye lænker, har ikke samme mulighed for at forholde sig til deres konstruktion. For dem er lænkerne givne, ikke skabte. Heri ligger den store forskel. I tidligere tiders slaveritilstande, var slavebegrebet påsat et individ. Man var født slave, blev slave eller blev frikøbt fra slaveri. Slaveri var dermed en juridisk reversibel konstruktion. Det, som vi i dag har skabt, er et eksistentielt slaveri, der med tiden måske kan blive helt irreversibelt.

 

Fortidens slaver kunne drømme om frihedens rus. På sydstaternes plantager blev der sunget smukke negro spirituals, fortalt historier om bortløbne og befriede slaver, samt udfoldet et rigt og særegent åndeligt liv. Europas livegne bønder kunne tilsvarende forsvinde fra tvangen i en rigdom af folkeviser, danse og brændevin. Man skal dog slet ikke misunde fortidens slaver deres uhygiejniske boliger, dårlige tænder, den fysiske afstraffelse og den ofte korte levealder, men drømmene havde de stadig. Det ændrer dog ikke det mindste ved, at fortidens slaveri var en grusom forbrydelse mod menneskeheden, og på ingen måde fortjener rosende omtale. Nutidens forbrugsslaver bor derimod trygt og rent, men har mistet muligheden for at drømme. Der er nemlig ikke noget at drømme om. Der er ikke noget på den anden side af det næste køb. Udover det næste køb. Væksten skal i den herskende politiske optik være evig indtil dommedag, og vil fortsætte dertil. Vi kan være sikre på, at vi på et eller andet tidspunkt blive så mange og så forbrugende, at jordens resurser slipper om. Vi kan ikke ekspandere væksten i en endelig verden for evigt, så en dag må det hele nødvendigvis stoppe. Men med en tænkning, der er begrænset af vækst til alle side, kan det kun blive med et brag. Nutidens slaver sidder således trygt og godt ved galejens årer, på bløde bomuldspuder, og øger konstant farten frem mod vandfaldet. Med de skal som generation ikke klynke, for de har selv sat sig der. Med fremtidens slaver bliver det anderledes. De vil være født der, i bløde lænker, og kan ikke hoppe af, for de har aldrig lært at svømme. De kan ikke se noget andet end selve skibet, og har derfor intet andet at drømme om. Ansvaret vil være vores, for i de seneste år har vi målrettet forsøgt at fjerne al etisk og intellektuel refleksion fra vores pædagogiske praksis. Vi genskaber således, hvis vi ikke stopper i tide, fortidens grusomme ufrihed i en ny, mere sofistikeret og totalitær form. Det er nemlig ikke længere kroppen, men hele mennesket, der bliver tingsliggjort.

 

Aktuelt er vi på vej til at fortabe os i et massivt, selvskabt forbrugsslaveri. Vi har derfor hårdt brug for en ny form for politisk dialog, der tør tage fat på de væsentlige spørgsmål: Hvilke menneskeskabte bindinger vil vi principielt acceptere for tænkning og samvær? Hvilke menneskeskabte begrænsninger anser vi for rimelige for hinanden og kommende generationer? Hvordan kan vi mon drage omsorg for hinanden i forsøget på at frisætte hverandre?

 

Selvom ovenstående slaveri-analogi kan virke både dyster og dramatisk, er der ingen grund til at blive deprimeret eller gå i panik. Endnu. Der er faktisk et gryende håb i disse for friheden ellers så hårde tider. En kritisk debat vokser støt og roligt frem, og den systembegejstrede magtelite møder stærkere og stærkere modstand. Både lærere, forældre, elever, debattører og forskere siger fra i stadigt større omfang. Der tales nu igen om friheden som ideal og mulighed, om det pædagogiske paradoks, og om etik, dannelse og fællesskaber. Flere og flere tager afstand fra elitens spin og konkurrencestatens selvbekræftende evidens, og her 200 år efter Søren Kierkegaards fødsel spørges der på ny til, hvordan man kan søge den ubestemte anden som et frit menneske? Et vigtigt og smukt spørgsmål.  Næste skridt er, at skolen igen retter fokus på, at den enkelte elev først og fremmest skal blive til nogen, ikke til noget.

 

Friheden eksisterer som levende ideal, men opløses, når vi målrettet tilrettelægger dets realisering. Når vi griber efter friheden, flytter den sig. Friheden er således altid et skridt væk, uanset hvor hurtigt vi løber. Jo mere effektivt, vi jager den, jo mere fjern bliver den. Den eneste måde, vi oprigtigt kan berøre den, er via poesien, kunsten, indlevelsen, dansen og musikken. Og alligevel er berøringen aldrig fysisk eller målbar - den er indirekte, åndelig, individuel og subjektiv. Det er frustrerende, men alligevel ganske smukt. Moderne pædagogik er på mange måder en dans om dette evige paradoks: Skal vi indirekte søge den uhåndterlige og evidensfornægtende frihed, eller skal vi mere direkte søge den håndterlige og evidensérbare ufrihed? Skal skolen være effektiv eller frisættende? Teknik eller ånd? Hvor meget det ene, og hvor meget det andet? Tør vi søge friheden for den ubestemte anden, selvom friheden ikke kan planlægges, måles og vejes? Tør vi stole på livet, mennesket og kærligheden til hinanden? Tør vi forpligte os? Tør vi hengive os? Tør vi vælge? Tør vi bruge vores forstand? Tør vi være til?

 

 

Relateret litteratur:

 

Ovenstående er en revideret udgave af min artikel "Slavespørgsmålet", bragt på Politiken.dk, 22. september 2012.

 

Løgstrup, K. E. (1987): Solidaritet og kærlighed. Essays. Kbh: Gyldendal

 

Mårtensson, Brian Degn (2012): ”Væren eller produktivitet – perspektiver på individet, samfundet og skolen”, Unge Pædagoger nr. 3/2012

 

Ove Kaj Pedersen (2011): ”Konkurrencestaten”. Kbh: Hans Reitzels Forlag

 

 

Se desuden: www.briandegnmaartensson.dk

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.141 andre er allerede tilmeldt