Således er der ikke tale om et ’større’ projekt, men dette er noget som alle ’kan’ lærer – og det er noget som ikke vil kræve en konstant udvikling af nye ”mere kreative” teknikker eller principper - tværtimod! Nye landvindinger inden for trafikken kræver en infrastruktur, og årtiers forskning før man laver omlægninger af denne… men når først vi har installeret infrastrukturen er det jo ’kun’ de nye små trafikanter der skal oplæres.  Således vil der kun være brug for ganske få uddannede lærer, og selve undervisningen tager heller ikke mange timer!

I de to forrige debatindlæg har jeg muligvis hægtet flere af end på, men ideen med dømmekraftens infrastruktur handler om at vi ikke kan forstå eller forforstå dette som et større kompleks. Dømmekraften må – som vi kender det fra skrifte og regning - bygge på nogle få elementer, og i vores samspil er disse elementers historiske betingelser sekundære. Et h var oprindeligt en tegning af en hest, men dette skal vi ikke bruge når vi læser.  Det som dømmekraften får sin professionelle kraft ved at den ’frigøre’ os, på to måder:

• Vi skal beskyttes imod både fordomme og betingede domme (link)
• Vi skal realiserer beskyttelsen på en menneskenær form (link)

Derfor er min ambition/intention med dette indlæg ikke at hverve en større skare af jublende tilhører  - det at vurdere og konstruere en infrastruktur er nok så interessant at observere… men i sidste ende skal vi tilføre demokratiet dømmekraft via nogle relativt banale formaliteter!

Det vi skal kan have forståels for er derimod det arbejde der må ligge forud for vores mere eller mindre permanente anlægsarbejder. De professionelle fagfolk som skal udføre dette ’kan’ fx ikke være folkevalgte – men vi må kunne stole på dem alene i deres faglige integritet!

Hermeneutikkens styrke i svaghed

Man kan vel roligt sige jeg ikke her har øget vores ”kollektive intelligens” væsentligt – i mine mange metaforer har jeg nærmere taget en forrygende tur ud over ulvevinterens forfrosne og tågende søer. Til tider har isen knaget fælt - hver gang, at landets faste grund  synes forude, har nye kastevinde straks ført os i nye retninger!

Jeg har dog aldrig lovet nogen at jeg ”egenhændigt” ville få tågen til at lette - den tjans ha vi folk til - jeg kender til vejen, men kendes ikke ved den rette. Det som metaforen kan er at ’gentegne’ os fortiden, i en sådan uklar tåge, sådan som vi selv husker den – men dog aldrig sådan som den ’var’, og heller ikke som vi skal genkomme til den. Hvor klog en filosofi eller en videnskab end gøres, så kan den jo netop ikke give os et kort over fremtiden.

Vores vismænd kan da henvise til det vi kalder hermeneutikken, en tåget pamfletterne ”sniksnak” – som i en nyfortolkning kan forene hypotesen med metaforen. Metaforene, får vi fra fortiden og hypotesen er deres ’operative’ genkomst i fremtiden – rekonstruktion og genkonstruktion. (Dekonstruktionen handler da ’stadigt’ om at finde en ”essens” – hvorved vi, i fryd, kan lade os forføre?!)

Rekonstruktionen, historien handler om hvordan vi bedømmer fortidens fordomme…. dømmekraftens realismen anvendes her til at udpege: hvilke dele af ’den realiserede fortid’ er relevante i vor tid, hvilke af fortidens store tænkere kan hvad vi vil: Grundtvig, Holberg, Andersen vores kanonkonger - velærværdige herrer, som vi snart skal genmøde i en byvandring… om man ville!

Vel, nu kan vi blot udvælge, begribe og afgøre denne hermeneutik til vores hypotese – hvori vi ved Grundvigs visdoms ord, kan vi dannes i kor!

Metaforen i en nu ’stærkere’ og dog ’svagere’ form – da denne ikke er tidsløs, men netop underlagt tidens og menneskets lokalitet! Således ser vi Grundvigs (svage) lysninger – betonet af vores tro væbner Løgstrup – i sine mange kulturformer rund om hvor de livsdygtige børn bor….

Hermeneutikkens svaghed/styrk er da at den ikke i-sig-selv kan være bærende af rationalet/realisering – som ville medføre fordommene. Kvaliteten af Hermeneutikken er da at den i denne forstand er uren og åben for vores egen bedømmelse, og dennes genkomst ser vi så her: den urene pædagogik,  som må gives et nyt navn! 

Der er i dette ingen "næsegrus beundring", men der er tale om en nærmest banal genkomst til ’alle’ mellemmenneskelige forhold, som den urene pædagogik da også selv bruger som sin ydre reference.

Dømmekraftens professionalisering

For det første er der i sidste ende tale om at vores dømmekrafts ’fysiske’ betingelser handler om nogle forhold, som de også beskrives i Heideggers, Kirkegaards, og Nietzsches værker – når disse skal udsættes for kritiks rationalisme og kritisk realisme, så hægtes størsteparten af os af!

Dermed er kredsen af mennesker med ’den nødvendige indsigt’ begrænset, og denne kreds begrænses væsentligt når vi ser efter folk der beskæftiger sig med realiserings fasen…. altså der hvor viden skal omsættes til erhverv! ( En kritiker af coaching/management brugen af filosofien peger således på at det netop er i realiserings fasen at forskningen går galt – det er ikke forskeren der er galt på den, men det går galt når forskningen skal veksles til penge, politik og strategi. )

Folk med forstand ud i filosofien ville måske her genkomme til Nietzsches om definition af værdierne, men stadigt uden at kunne realiserer dette i andet end nogle gamle ”Marx doktriner” – og tragedien kan fortsættes. Tragedien består i at vi kaster alle vores ressourcer ind i at kunne omsætte alt til ét – når vi lykkes i at optimere dette forehavende mister denne essens sin betydning og opløses.

 Det siger sig ’næsten’ selv, at der fra en filosofi, som beskæftiger med nihilismen, kun kan realiserer en praksis som er ganske begrænset i økonomisk forstand. Det vil sige at en økonomisk udnyttelse af en sådan professionaliseringen – nærmest er ikke eksisterende i Danmark! Mange vil derfor forfalde til at ’genopfinde’ professionen – og så sælge ’den samme’ vin igen og igen… hvilket så er en ganske anden profession… ”lidt for kreativ”?

Det som sker her er at den professionelle pædagogik naturligvis har et formå i at gøre ’sig selv’ ganske overflødig – hvilket fx vil sige at man i folkeskolen skal overlevere denne knowhow: ”kort og kontant”. Dømmekraftens professionalisering er således ikke noget vi skal trække unødigt i langdrag…. Projektet handle jo om at implementere: en professionelle afstand til vores betingende domme!

Sådanne rationaler udspringer af didaktikkens ’kritiske rationalismen’, som må se på ’hvor lidt’ der skal til for at mestre dømmekraften – jo mindre vi har mindre, jo mere kan blive!

Dømmekraftens pædagogiske realisering

Den kritiske realisme kommer nu ind i billedet - hvor vi ser på om og hvordan vi med vores pædagogik ’kan realiserer’ dømmekraften!

Her rammes vi tilsyneladende igen af ’den samme nihilisme’, hvorved det viser sig at ikke alene er der ikke brug for en hær af vismænd og forskere – men selv det anlægsarbejde der skal til for at implementerer infrastrukturen er ’stærkt’ begrænset!

Der vil derfor kun være brug for ganske få lærer som overhovedet behøver at uddannes i dette felt, hvormed de øvrige ”kun” vil komme til at udøve dømmekraften i fælleskabet.

Dette kan muligvis give anledning til en sidste rest af ”forstemthed” for professionen? Men det interessante ved dette er jo netop at vi herved ’alle sammen’ kan udøve den omtalte dømmekraft – enhver med sit næb. Hvorved ’professionaliteten’ løfter os over i nye former for praksisfælleskaber – lærens faglige viden kan altså herved brigens spil på helt nye måder…  det er da også her i dette felt de fremmeste forskere allerede kan findes!

Dømmekraftens tekniske realiseringer

Hvordan det skulle komme hertil er ikke mere mystisk end at computer industrien faktisk har gennemgået samme afvikling. De fremmeste forskere fra IBM, henviste mig direkte til disse processer. De produkter som denne industri producerer bygger naturligvis på de samme basale overvejelser! Sheldon Coopers dystopi er for længst opgivet af de ’professionelle’ - om ikke andet så er teorien om urenhed forud bekræfte af det snavs som egentligt driver internettet fremad. ( Jeg tænker naturligvis på YouTube og de mange søde små katte! )

De få midler vi skal lærer at mestre i folkeskolen har også en ’tingslig’ og teknisk karakter, men der er som sagt kun brug for forsvindende få af disse teknikker – af mange årsager. Denne side af sagen handler om et stadigt samspil mellem den kritiske rationalisme og realisme.

Dette fører os til nogle ganske få tekniske ”singulariteter”… med nogle ganske særlige egenskaber. Det der er det egentlige problem her er at ”markedet” ikke er professionelt….  det vi har behov for er, nogle ganske få, troværdige forskerne, som kan vindicerer teknologiens kvaliteter…

Dømmekraftens bedømmelsesbetingelser

Vi har altså brug for at støtte os til ”uren forskere” med viden om filosofien, videnskaben og professionen – som ikke er belastede af økonomisk/politiske interesser. Disse ’frie forskere’ er altså grundforskere, som i en eller anden grad er ’frigjort’ – men naturligvis ikke ”rensede” - fra sådanne interesser, hvorved dette praksisfælleskab udgør bedømmelsesbetingelser.

Sådanne ”ombudsmænd” kunne i den forstand være at finde hvor som helst – men de er dog i første omgang svære at opdage, specielt fordi de ofte arbejder ”i det skjulte”.

Der er dog en række andre grundbetingelser for et praksisfælleskab – der er ingen årsager til at den der opfylder det første kriterium (den uafhængighed) ikke skulle kunne lærer sig at bedømme dette. Selve bedømmelsen er dog ’kun’ interessant for forskeren inden for det enkelte felt – altså eksempelvis didaktik og pædagogik.  Der er således potentielt utallige nye varianter over det samme tema – hvilket igen fører til en professionelle kannibalisme/normalisem – fx ved at ’alt’ kan kaldes kreativitet, læring, dømmekraft, dannelse osv. – altså de superlativer som ”sælger”!

Det vi taler om er altså at der er flere tekniske/hermeneutiske lag – som handler om metodebetingelser og forskerfrihed. Dette er kun af reel interesse for grundforskere/praktikere, i første omgang  - disse forskerne kan både være reelle partnere i udviklingen og vurdereingen  af teknologien!

Man kan også ’diskvalificer’ sig selv, ved at kannibalisere på dømmekraftens udbredelse…. dette ses der hvor man opbygger nye piedestaler for vores dyder – diskvalifikationen sker ved at man ikke selv realiserer dømmekraften ud fra de givne betingelser.

Uden disse grundbetingelser kan man udmærket betragte, og styrer, et praksisfælleskab uden at vide præcis ’hvorfor’ dette fungerer bedre end de andre. Det at ’enhver’ radiovært kan tilegne sig dømmekraftens struktur – dette betyder ikke at han også kan formidle denne, eller at han kan gøre den til en bærerdygtig infrastruktur. En facilitator har altid sine helt egene mål – nemlig at kunden ønsker at ’han’ skal gentage øvelsen med dem… radioværten er altså slet ikke interesseret i at lærer fra sig, han er mere optaget af sine egen kæpheste!

Forsøget på at forforklarer hvad der egentligt foregår ender oftest i nogle nysproglige/lingvistiske øvelser. Bedømmelsens praksis udsættes for ”Ny-Lingvistisk Pædagogik” – dydernes sættes i ord, hvorved man kannibaliserer praksis. Der er tale om en slags numerologi, hvorved alle aktørerne tilsyneladende sidder tilbage med det samme navn!

Vi stiller derfor over til trafikradioen - der er naturligvis tale om en genudsendelse fra fortiden. Jeg man skal derfor advare imod, at følge de angivne anvisninger…. i denne (yderst hypotetiske) illustration:

http://www.youtube.com/watch?v=XA6ioIMsf-o

Dømmekraftens første tinglysning!

Det der lige manglede, var en ’professionalisering’ af dømmekraften – altså en professionel vurdering af de teknologier vi bruger når vil gør dømmekraften operativ. Heri ligger altså en reference til Thomas’ efterlysning af en professionelle dømmekraft. I denne professionalisme ligger der en ’taktisk fordring’ om at den professionelle aktør ikke bare giver kunden en løsning– men den professionelle lærer bliver en mesterlærer i det at han giver den professionelle dømmekraft i arv til sin lærling! Arven er ikke betingelses løs, men netop heller ikke belastet af meterlærens egen fordomme.

Mine påstande/hypoteser kan opsummeres så kort at denne profession i nogen grad kan sammenlignes med at kører en bil – men at dette derfor også har nogle af nihilismens skræmmende perspektiver. Hvori kan vi først realiserer, operationalisere og siden bedømme denne side af dømmekraften?

Dette handler altså – fortsat – om at implementere en infrastruktur, i den forstand en banal genkomst til omtanken. Når denne infrastruktur er vel under vejs vil det vise sit at flere af Grundvigs, Holbergs, Andersens tankervil blomstre. Dermed er der brug masser af professionelle lærer – og spørgsmålet er da om ikke den professionelle lærer dermed vil få sin løn, som betalt!

Disse aspekter er dog for længst betænkt, uden infrastrukturen vil vores børn igen blive fanget i Den græske tragedie. Så lad os dog slå en beskyttende ring om sagen. Den afstand som ligger mellem os og tingen kan foregå en moderne tinglysning proces, som bygger på nye tanker om velkendte gamle skikke.

Den der nu skulle være ganske godt inde i det grundstof som vestlige de filosoffer og videnskabsmænd allerede har leveret - vil derfor med smile vidende indsigt over et forslag om at professionaliseringen vil kunne bedømmes og bevidnes af tinglysningsmænd!

Det som ligger i dette begreb, kender vi jo allerede fra vores kultur og da allerede i vores tidlige anlægsarbejder. Det om skal ske ved en tinglysning af pædagogikken, af professionalismen og da ved bedømmelsen… er ikke en ’karaktergivning’ men et bedømmelse ud fra de specifikke kvaliteter jeg tidligere har omtalt her.

 Jeg har faktisk allerede nævnt de væsentlige parametre for dette - og dog kan det være lige så svært at sætte sig for, som det er begribe det urene vand!