Puljen på en halv milliard kroner til digitale læremidler skal styrke anvendelsen af it i folkeskolen

Nu kan de næste 80 millioner kroner til digitale læremidler søges

Fra 2012 til 2015 skal der i alt uddeles en halv milliard kroner til indkøb af digitale læremidler. Puljen for 2013 er på 80 millioner kroner og kan søges fra nu og frem til nytår.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I år er puljen udvidet til at omfatte digitale læremidler i alle fag, mens det sidste år kun var læremidler i dansk, matematik, naturfaglige fag og engelsk, der kunne få tilskud.

Samtidig er tilskudsreglerne ændret fra at dække alle digitale læremidler med et interaktivt element til at læremidlerne nu skal have "en betydelig grad af interaktivitet" for at være tilskudsberettigede.

Tilskudsliste er ikke garanti for gode digitale læremidler

Desuden skal læremidler, der købes på licens- eller abonnementsvilkår, nu kunne købes i en periode ned til en måned og må maksimalt købes for en periode af tre år. 

Sidste år var der 50 millioner i puljen til digitale læremidler, og 20 millioner af disse forventes overført til 2013-puljen, så det samlede beløb i år forventes at være på cirka 100 millioner kroner. For at få adgang til puljen skal kommunerne medfinansiere indkøb af læremidler med mindst et tilsvarende beløb som det, der søges.

Nu kommer de første 50 millioner til digitale læremidler

Kun 13 ud af de 50 millioner it-kroner er blevet udbetalt

Puljen til indkøb af digitale læremidler er en del af regeringen og KL's satsning på at styrke anvendelsen af it i folkeskolen. Børne- og undervisningsminister Christine Antorini ønsker, at tilskuddet til at købe digitale læremidler i alle fag kan sætte yderligere gang i den it-baserede undervisning på skolerne.

"I regeringens folkeskoleudspil lægger vi op til, at it og digitale læremidler skal være en integreret del af undervisningen, fordi det kan være med til at styrke fagligheden. It og digitale læremidler flytter undervisningen ud af de vante rammer og motiverer til at lære på nye måder. Og it giver god mulighed for både at tilgodese elever med særlige behov og udfordre de stærkeste elever," siger hun.

Læs mere om reglerne for tilskud til digitale læremidler ved at følge linket til højre for artiklen.

Læs mere

Læs mere om reglerne for tilskud til digitalelæremidler her