Debat

Den menneskeliggjort dømmekraft

Jeg har i et første indspark forsøgt skitserer en historisk/hermeneutisk udlægning af dømmekraften efter Kants kritik, I en kort form handler dette om et opgør med forestilling om at vi kan udlede en fuldstændig empiriske logik, af forhistorien! Den dømmekraft vi, via Kant, afviser handler om de situationer hvori dømmekraften forfører os til en ’rationalisering’ en række metafysisk fordomme om menneskets historiske udvikling! Dette indspark skitserer, håbet om den menneskeliggjorte genkomst til dømmekraften.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skønt Kant har afvist rationalitet, så er den ikke aldeles aflivet – men mere radikale bud er heller ikke slået an, Nietzsches aflivning af Gud og ’vilje til magt’ vil når denne ’selv-rationalises’ eller ’selv-realiseres’ ende i det samme rene kaos! Det der går galt er i en eller anden forstand en form for ’internalisering’ af vores fordomme…  populært sagt: med denne kongruens ophæver vi kun ”frygten”, ved at henvise til en normalisering af vores fordomme!

Det er altså sådan at man heller ikke kan opstille realismen/realisering som modsætninger! Dette kan de mange selv-realiserings projekter efterhånden illustrerer for os. De handler alle sammen om at vi skal være en mere klar og lysende udgave af os selv – vi skal være en ”bedre” udgave, vi skal finde os selv og dette sker via forskellige typer af ’renselses’ ritualer.

Af de mere groteske indslag kan nævnes, at den rationaliseret udgave af ’viljen til magt’ enten ender en nihilistisk ophævelse af sindet:  rationalet lyder at man derved opnår en ”gnostiske” adgang til Nirvana – en endnu mere grotesk tekno-dystopi findes også, hvori ”singularitet” kan overføres til en kunstig hjerne! I begge disse tanker har vi altså – trods alt – bevaret en form for holistisk/logisk mening. Med disse to udgaver af ”livs meningen” ophæves døden og den Angst som vi kender fra eksempelvis Heidegger og Kirkegaard.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Angsten ophæves på to måder…. ved den totale ”anti-logik” eller ved en videreførelse af evolutionens-logikken! Om man finder disse tanker naive, groteske, tragiske, sande eller smukke…. ja, de bærer jo disse kyniske fordommens  i-sig-selv!!

De kritiske rationalers realisering

Læser man Kirkegaard eller Heidegger med de postmoderne/dialektiske selvudviklings briller – så kommer man frem til sådanne antihumanistiske konklusioner. Alle eksistens filosofferne kan altså læses ’enten/eller ’- som en ’åndelig’ eller en ’filosofisk’ vejleder. Derved kan de også genlæses med den kritiske realismens hvorved ’fordommene’ ses i det Kirkegaards eget retrospekt.

Situationen er nu hverken så håbløs eller så kynisk - ikke som den diverse ”Guruer” så gerne sætter os i!

Det lys som vi kan se i mørket startedes med Kant. Hvis ikke hans efterfølgere havde draget alt hurtige konsekvenser kunne de vel også havet erkendt, at med ”tabet” af fordommene vinder vi nye mulighedder…. de betingede domme, en ”populariseret” udgave af som Arendts ’menneskelige betingelser’.

Vores problem er ikke en ’manglende rationalitet’, men at denne rationalitet netop ikke er gældende i alle mellemmenneskelige forhold. Således er det først når dømmekraften, kan sættes helt ud af kraft at vi kan sige at tvangen/fordommen er givet! Der er altså et bredt spænd af situationer hvor vi slet ikke ’behøver’ at benytte os af dømmekraften, og et lige så bredt spænd hvori vi ved at manglende dømmekraft er et handikap.  Det u-retoriske Spørgsmålet er, hvordan realiseres dette….  

Et simpelt/klassisk eksempel opstår med de redskaber vi benytter os af, fx kræver ”automobilet” at vi opstiller klare regler for dømmekraften – og disse er igen styret af to ting:

  • De (lokale) fysiske love, som fx beskrevet af  Newton
  • Menneskets ’begrænsede’ dømmekraft

Det vil ganske enkelt sige at via ’teknologien’ har kan opstille et ”system”, hvorved vi kan ’ændre’ på menneskets betingelser! Det betyder at bilen gør os i stand til at bryde med vores medfødte evner…, men at vi da samtidigt ’påtvinges’/forstærker/realiserer nogle naturkræfter, som måske før var mindre fremtrædende…. hvorfor vi skal være ekstra opmærksomme når vi benytter dømmekraften.

De strategiske farer ved ”automobilet”, er vi nu kun så småt at ved at opdage -  men det er indlysende at vi gerne har betalt og betaler prisen for den ”frihed” som bilen giver os. Det vi har gjort, og det er helt naturligt, er at opstille nogle spilleregler for ”samfærdselen” – således forebygger vi de værste konsekvenser ved newtons love. En airbag, en sele og en skov af skilte: trafiksikkerhed  - og vi stoler vel nærmest ”blindt” på den andens kører evner. (Dog ikke når denne anden kører for tæt på – men der er en ’sensorteknologi’ på vej!)

Automobilet er vores ”teknologiske arketype” for urørlighedszonen – hvad der sker hvis denne zone brydes får vi illustreret i trafikradioen (ved den velkendte: Anders Kanberg, Radio 24 syv!), når idioten bag os kører for tæt på – eller når den ene bilist uforvarende bakker ind i en anden! I andre kulturer og til andre tider har finder vi denne zone i andre former – et slør, en burka… krænkelsen af zonen er forbundet med de store følelser.

Falsifikationens realisering handler om vores tekniske muligheder, og hvordan vi muligvis kan overskride de fysiske grænser – ganske ofte glemmer teknikerne dog urørlighedszonen, men den teknofobes fokus fanges også af denne forglemmelse!

Den (U)kritiske realisering

Automobil analogien har jeg her valgt fordi den viser os hvordan vi allerede administrerer dette. Ikke bare de to dialektiske versioner af dømme kraften, men i trafikken har vi realiseret/populariseret: viljen til magt! En tekniske infrastruktur, den menneskelige dømmekraft – og så et ganske ”nyt” aspekt, som vi kan kalde ”Den lokale dømmekraft”.

Her er det at vi måske skal se i retning af Arendt og Popper – for i deres filosofiske, politiske og demokratiske overvejelser kan måske forenes med de ”kræfter”, som jeg her kalder ’teknik og lokalitet’. I den forstand, at den professionelle dømmekraft i høj grad handler om at realiserer/formidle en teknologisk viden... til et punkt hvor denne møder de lokale begrænsninger: menneskets lokalitet!

Anders Kanberg sidder altså - i begge sine to radioprogrammer - og formidler en meget lokal og tidslig begrænset trafikradio. Den ene handler om morgentrafikkens bil mylderende, forhindringer osv. Den anden udsendelse handler om en anden form rationaliserings/ realiserings  proces.  I begge tilfælde handler det om at realisere et midlertidigt mål – at komme fra A til B på ca. en time!

Skulle vi undvære behovet for trafikradioens overblik kunne man få den ide at ’nivellerer’ hele sjæland ud og hælde asfalt på  – hvorved vi alle tilsyneladende fik ’lige’ muligheder og frit udsyn! Men uden nogle få fælles regler ville den begrænsede menneskelige dømmekraft stadigt mødes fatalt med newtons kyniske love. Ønsker man at eksperimentere med tankens ubegrænsede fart  må man da opstille et dragster-race for tænkning og ytring ….  det kræver dog noget mere!

Realiseringen af vores kritik afhænger altså til stadighed af de fysisk  forhold hvorunder dette vi fremstiller skal kunne anvendes – dette gælder i såvel den filosofisk tanke, som den daglige handling.

Hvis vi forestiller os at vi skulle gennemføre en tekno-dystopi hvori mennesket skulle overføres 1:1 til en computer. Ville dette forudsætte at man ’reducerede’ dette menneske til en singularitet – hvilket vi da har afsløret som essensens essens i denne dystopi. Her kan realismen og realiering ganske hurtigt omsætte hypotese til ’realismens forudsætning’ og i samme moment ’realiseringens falsifikation’.

Singularitetens  enfoldige popudgave illustreres af Sheldon Cooper Big Bang Theory : "The Cruciferous Vegetable Amplification" – hvor den superintelligente person har regnet sig frem til året hvor det vil være muligt at overføre ”selvet” til en computer. Selv uden sproget, forstår vi hvad han er ude i - hvordan siger man mon ”Bazinga”, på spansk:

http://www.youtube.com/watch?v=9fxTYcIYiUA

Den operative dømmekraft

Inden vi forsøger at ’realiserer’ vores mest intelligente/enfoldige science-fiction-fantasier - så lad os lige igen konsulterer filosofien om ’viljen og magten (kraften)’. Sheldon Cooper er her en arketype for et menneske med adgang til ”total teknologisk intelligens”, men han er ’helt’ uden dannelse. (Hans loyalitet retter sig mod begrænsede lokaliteter: hans faste pude i sofaen, eller den ”sikre” computer i fremtiden? )

Det vi egentligt gerne ville var vel at gøre ”viljen til magt” mere ’menneskelig’ og operativ – for derved, at gøre os operative på det menneskelige plan. Vi vil gerne ’magte’/”kraften” - men under hensyntagen til alle de fysiske/menneskelige/lokale begrænsninger som vores ’dømmekraft’ stadigt er underlagt!

Derom siger filosofien - den kritiske - os stadigt kun at vi ’forbliver’ begrænsede, også efter at vi har installeret teknologien. Men dette antyder også at denne grænse er ’fysisk’, og at forsøget på at ophæve de ’faktiske’ fysiske grænser altid viser sig at være fatale! De tre faktorer: teknikken, lokalitet og menneskelighed må ’stilles’ i en balance – vi kan altså lege med Arendts ide om menneskets betingelser, men i formen: kan ’dømmekraftens betingelser’ gøres mere operative….

De slidte gamle veje, som alle fører til ’rom essensen’, har vi forladt - vi må nu kører uden ’vej’ og ’kort’ - men dog har vi stadigt samme retning og mål?

Den nihilistiske dømmekraft

Vi springer derfor til Poppers åbne samfund. Her opdager vi at ’systemteorien’ netop beskriver hvordan man ved at ’rationaliserer’ metafysikken (værdier og idealer – Ole Thyssen/Pruzan) kan ophæve åbenheden – hvorved man, ved ledelse/management, magter tvangen! Helt ”på hovedet”, men dog med ’samme’ logik kan vi altså genkomme begreberne for menneskets og åbenhedens betingelser - til at være ’nærmest’ omvendt proportionale med ’systemets’/Statens lukkethed!

 Men det samfund vi taler om er heller ikke en evidenspolitiske ’minimal stat’ – det vi taler om et ’politik-nihilistisk’ demokrati… hvori åbenheden er menneskets betingelse! (Denne ’politiske nihilisme’, er altså denne tragiske ’renselses proces’, som udfolder sig voldsomt/fatalt for den som har gjort politik til sit eksistens grundlag!)

 Det som vi dog næsten har glemt er, at finde på en ny ’beskæftigelse’ for vores dømmekraft! Realisering uden ’rationale’ fører os til subjektets tragiske nihilisme (kenosis)!

Den rationalitet, som vi har kastet bort, var billedligt set vores ’vaskefad’ – og med det urene vand kastede vi også menneskebarnet væk… banalt men fatalt!

Den operative/menneskelige dømmekraft

Det der mangler er at genopdage dét vi helt fejlagtigt, i misforstået renhed har vasket væk… nemlig denne urene ”vilje til magt”, det et hvert menneskebarn fødes med!  Dette ’umage’ barn, udgør da en første form for realisering: mennesket… endnu ét blandt millioner af umage resultater af ’tilfældige’ mellemmenneskelige handlinger og samvær.

Barnet, eller det vi så smukt kalder ’den anden’/’os selv’,  er altså det første ’hvorom’ vi dømmer!

Den operative dømmekraft handler i al enkelhed om at skabe en vurdering: ”var barnet velskabt”, spørger vi og håber kun på ”ja!”

Ikke kun i overført betydning forstås, men også der hvor det kan gøre ondt: Er dette nye menneske vi uforvarende har bragt ind i verden levedygtigt?

Det ja vi håber på er dog for længst besvaret, og givet…. når folkeskolen kommer i spil! Her er ingen livsdomme nødig. Vi antager at barnet ’er’ velskabt - med det forbehold, at det er her i folkeskolens barnet kan oplæres i at beherske dømmekraften!

Forudsætningen for dette er denne antagelse:  vi ’kan’ professionaliserer/fagligøre dømmekraften, og hvormed vi kan beherske dannelsens operative dømmekraft.

Dette føles muligvis stadigt en anelse for ’teknologiske’ og uden for de menneskelige sansers rækkevide. Til beroligelse kan jeg afslører at vi må tale om en ’neutral’ teknologisk konstruktion, som netop har vores sansers fulde brug for øje… det naturlige monumentale spørgsmål, som må rejse sig herfra - er derfor hvordan vi kan lave en vurdering af de teknologier, som kan realisere dannelsens operative dømmekraft? Det er denne ’vurderingsproces’ vi skal vende tilbage til - i det sidste indspark.

Opgøret med realismens dømmekraft

Inden vi tager springet – og følger den gule vej, som går uden om intetheden – er der dog et par regnskaber og lignelser vi skal have gjort op med!

Det vi blandt andet kan lærer af Zarathustra er, at man ikke skal sætte ord på sine ’dyder’ – derved står man tilsyneladende i et dilemma, som dog synes kan opløses. Kalder vi dette dannelse, dømmekraft, visdom eller noget helt tredje - så flyttes fokus til begrebets og subjekts’ ’normalisering’ – etik, moral og dannelse bliver da heller ikke andet end et ”lingvistisk system” hvori en essens kan destilleres og menneskeligheden udrenses.

Sådanne renselses processer handler grundlæggende om at man ved tvang sygeligøre/falsificere alt det som er urent - i forhold til de metafysiske værdier og idealer…. dette medfører ikke alene en ’sygeliggørelse’, men også forskellig tragiske former for normalisme.

Det vi har brug er er altså ikke ’nye’ idealer eller værdireferencer for menneskets opførsel – at formulerer en ny ’isme’ er ikke vejen frem. Da denne igen vil finde tilbage til de gamle motorveje og deres romessenser. Det vil også sige at selve realismen må realiseres og vurderes i nye menneskelige udformninger…  ’ismen’ demarkerer i mange tilfælde en realiseringen af en overtro, fx der hvor ”viljen til magt” bliver til selvets-realisering.

Det vi måske kan se er at der er flere af de ’gamle’ Religioner – i vesten Kristendommen - som flere af os vil støtte os til; også langt ind  fremtiden. Eksempelvis er det sandsynligt, at netop Løgstrups og Grundvigs folkelige kulturkristendom der fortsat giver os Tro, der hvor håbet, kærligheden… eller synden ikke rækker…

Dømmekraftens pædagogiske motiver og håb

Dette problem didaktikeren og pædagogen står over for er altså en form for ’teknologisk’/professionel vurdering af de redskaber som vi skal bruge og formidle til den næste generation. De erfaringer/problematikker som jeg har opsummeret her er i den forstand ganske lige med dem som ’videnskaben’ står med … derfor er det næste logiske skridt nærmest banalt, men dog uden for de boks vi kender i dag!

Det som den kritiske rationalisme og den kritiske realisme faktisk kan anvendes til i pædagogikken er ikke en form for evidens, men det er en falsifikation af ’umenneskelige’ processer… som i-sig-selv bygger på en form for utopisk normalisme. De redskaber som den evidensbaserede politik så velvillet producerer, er dermed vores målestok for den laveste fællesnævner!

Når vi også må inddrage Løgstrup og Grundvigt er det altså fordi dømmekraften ikke ’er’ sig-selv-nok – som dens laveste fællesnævner var!!

Måske er der langt mere end håbet at genvinde her – men hvad kan dog være mere end dette spinkle håb for de stadigt livsdygtige børn…..??

Powered by Labrador CMS