”Vi synes, når man laver sådan en nøgtern skrivelse og så alene vælger at henvise til KL’s hjemmeside meretidsammen, så kommer kommunen til at miskreditere lærerne", siger formand for Herningegnens Lærerkreds Helen Sørensen.

Lærere: Kommuner miskrediterer lærerne på Forældreintra

35 lærere har i Herning Folkeblad reageret skarpt mod, at kommunen i et forældrebrev om lockout på Forældreintra alene henviser til KL’s overenskomst-hjemmesider. Situationen er den samme i flere kommuner. Opdateret med kommentar fra Herning Kommune, red.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Herning har forældrene på forældreintra modtaget et brev fra kommunen om KL's lockoutvarsel. Brevet fortæller forældrene, at der bliver arbejdet på højtryk for at skabe overblik over, hvilke konsekvenser en lockout vil få for forældrene. Nederst i brevet henviser kommunen til, at forældrene kan holde sig ajour gennem medierne og på KL's hjemmeside og på KL's kampagneside om lærernes arbejdstid meretidsammen.dk.

KL lancerer lærerwebsite

Folkeskolen.dk har fået bekræftet, at samme henvisninger er på forældrebreve i Gladsaxe, Høje-Taastrup, på Frederiksberg og muligvis flere steder. I Herning fik brevet tillidsrepræsentanter til at spørge om, hvorvidt de så kan henvise til DLF's hjemmeside; gørdetnurigtigt.dk. Men kommunen har meddelt skolerne, at Forældreintra ikke må bruges til formidling af forskellige faggruppers fagpolitiske budskaber.

"Vi synes, når man laver sådan en nøgtern skrivelse og så alene vælger at henvise til KL's hjemmeside meretidsammen.dk, så kommer kommunen til at miskreditere lærerne", siger formand for Herningegnens Lærerkreds Helen Sørensen.

"Ynkeligt" Også lærerne i Herning føler, at kommunens henvisning til KL's hjemmeside er urimelig, når de ikke selv kan henvise til Danmarks Lærerforenings tolkning af situationen.

"At KL - for det er aftalt spil, det ved vi fra skoler - over hele landet bruger Forældreintra som afsæt for deres propaganda, og så endda skjult som saglige informationskilder, er i vores optik ynkeligt, dårlig opførsel og kan nemt opfattes som ren provokation", skriver lærerne Mette Yding Olsen og Henriette Leth på vegne af 35 lærere i et debatindlæg i Herning Folkeblad.

Læs hele debatindlægget via linket til højre for denne artikel.

Herning: Vi følger blot spillereglerne

Tilføjet kl. 15.44: Folkeskolen.dk har endnu ikek fået kontakt med formanden for Hernings børne- og familieudvalg Joan Hansen (V), men i et svar til lærerne i Herning Folkeblad skriver hun: "KL er (...) Herning Kommunes arbejdsgiverorganisation og Herning Kommunes forhandlingsberettigede organisation, hvilket er baggrunden for, at vi henviser til de hjemmesider, vi gør. Af samme grund er det helt naturligt, at Herning Kommune som medlem af en arbejdsgiverorganisation ikke henviser til en hjemmeside, udarbejdet af lærerside, som jo står som modpart netop nu".

Lærerne forsøger at påvirke borgmestre I Gladsaxe har kommunen også sendt et brev til forældrene og alene henvist til KL's hjemmeside. "Det er et godt brev, de har skrevet. Men at henvise til sådan et partsindlæg. Det er ikke klædeligt. Der er mange lærere og tillidsrepræsentanter, der ikke synes, det er rimeligt", siger næstformand i Gladsaxe Lærerforening Thomas Agerskov.

Han vil i dag til et møde med borgmesteren forsøge at tage problemet op. "Jeg synes ikke, man midt i en informativ og god skrivelse kan henvise til et politisk indlæg. Det er et meget objektivt skriv, kommunen har skrevet, men så får forældrene at vide, at de kan læse mere på KL's kampagnehjemmeside. Det er som om man fremhæver en skønlitterær bog, som en sandhed".

I Høje-Taastrup, hvor formand for KL's løn- og personaleudvalg Michael Ziegler er borgmester, var der også et forældrebrev med henvisning til KL's hjemmesider - henvisningerne er dog siden blevet fjernet.

Lærerne skal lytte til lederen Juridisk er der intet i vejen for, at kommunerne henviser til KL's hjemmesider, men ikke vil lade lærerne henvise til Lærerforeningens hjemmesider. Det er den enkelte skoleleder, der bestemmer, hvad der må formidles fra skolen. KL har i et i et nyhedsbrev informeret skolelederne om, at lærerne ikke må udsende fagpolitiske budskaber i arbejdstiden eller via skolens systemer.

KL: Lærere må ikke uddele DL-foldere i arbejdstiden

Og kommunerne handler inden for lovens rammer, forklarer juridisk konsulent i DLF Sine Dreyer.

"Vi kan desværre ikke forhindre, at kommuner og skoler i deres udsendelser til forældre og andre henviser til deres egne hjemmesider". Hun opfordrer også lærerne til at lytte til skoleledernes anvisninger. "Det er den enkelte leder som afgør, hvordan en kommunes forbud mod at føre fagpolitisk kampagne på skolen skal fortolkes konkret på den enkelte skole. Har ledelsen meddelt, at man hverken må udbrede fagpolitiske budskaber i arbejdstiden eller ved brug af skolens hjælpemidler, kan det få ansættelsesretlige konsekvenser for den enkelte lærer, hvis man udbreder fagpolitiske budskaber på skolen ved ophæng på en opslagstavle, på intranet, ved tryk på sit tøj og lignende".

Læs mere