Debat
0   704

Den fordømte dømmekraft!

I et arbejdet med redskaber til det åbne samfund, konfronteres man ganske tidligt med Poppers måske største ’rationale’ – at vi må stoppe med at spørge ”hvad er”. Tautologiens ’er’ realiserer sig i et er som ’var’ – og dermed opløses dømmekraftens logik. I stedet er vi henvist til at beskrive dømmekraftens hermeneutik…. i dette første debat indlæg vil jeg give et en kort historisk/hermeneutisk introduktion dømmekraftens nuværende status.

Dette er det første af tre indspark – det næste er planlagt til at udkomme i morgen! Efter første indspark efterlades vi med en kollektiv udfordring - hvori vi måske kan ane omridset af en ny form for dømmekraft. Men lad dig ikke narre til at drage for hastede konklusioner – dette første oplæg handler netop om ’hvordan’ vi lader os narre, forfører og fordømmes af dømmekraften!

Kritisk rationalisme / Kritisk realisme

Kant har måske sagt alt det relevante dette men det er svært at realisere hans filosofi. Det er dog denne kritik som Arendt, Nietzsche  Heidegger, Popper, med mange flere tager fat i – den første af disse er fader til den kritiske rationalisme.

 Efter Poppers kritik af filosof kongerne har der været næsten stille omkring ham – den nye version af videnskaben er ikke populariseret, og dermed dyrkes fx pseudovidenskabens evidens tankegang. Dog er der kommet flere bud på et efterfølgende system – internt bland fysikerne: kritisk realismen.

Artiklen fortsætter under banneret

 Poppers falsifikations ideer, hans kritik af tautologiske fejlslutninger osv. viser at hans teorier er svage, da de ikke kan fortæller os om os selv – kritisk rationalismen handler stadigt primært om de fysiske forhold. Hvorimod realismen er mere rettet imod ’konsekvensen’ af den fysiske realisering!

 Man kan sige at der ikke er tale om rationalismen skal erstattes af realismen – men at disse to bud netop kan supplerer hinanden. Sætter man disse to sammen i nye konstellationer opnår man en kritisk synergi – og måske et alternativ til vores tabte dømmekraft: Poppers rationalisme realiserede han, kritisk, i falsifikationen – vi kan da ’realisere falsifikationen’, på en ’rationel’ måde. osv. osv. osv.

 En sådan ’metakritik’ kan man bruger mange timer på - inden vi giver endelige bud skulle vi måske gøre op med dømmekraften i dennes forhistoriske former!

Dømmekraften og arvesynden

Når vi taler om dømmekraft kommer man ganske tæt inde på et pædagogisk felt. Jeg har værnet mig selv ved at se kritisk på ’alt’ hvad jeg læser, ud fra en meget kritiske vinkel: på hvilket måder kan vi sætte vores ”almindelige dømmekraft” ud af spillet. Hvis vi ser på filosofien efter Kant, så kan det i første omgang se ud som ikke længere kan tale om ’dømmekraften’, som et rationelt redskab – hvilket til gengæld åbner ladeporten for pseudovidenskab og overtro.

Historien fortæller os da også at ’positivisterne’ fik vind i sejlene! De filosofiske teknikker som udspringer herfra: fænomenologi, sociologien, systemteorien, konstruktivismen (med flere) – bærer dog stadigt på en underliggende ’rationalitet’. Rationaliteten indsætter en form for ’pseudoviden’ inde i systemets kasser. Disse systemer kan godt kritiseres, men kritikken af et system har jo ’ingen’ anden fast reference end dennes pseudoviden….  og kritikken kan da kun skabe et ’rationelt’ modsvar via en dialektisk af dikotomisk karakter. Fænomenologien kan altså gå i ”dialog” med konstruktivismen… hvorved begge systemer får ’bekræftet’ deres essens!

Det ”uhyggelige” faktum består i livsverden, hvor langt de fleste af vores valg sker ’uden’ et rationelle videnskabelige grundlag. Den personlige epistemologi, som ligger bag ved vores subjektive valg, kan end ikke det mest rationelle menneske redegøre for.. og at påstå dette ville da også kun bygge på en form for Gnostisk selvindsigt. Kend dig selv, vær autentisk, elsk dig selv  …. ja, tak? Overtros realisering i new-age ender i en dyrkelse af en ”spirituel” indsigt… som dog stadigt mere desperat søger at skaffe ’fysiske’ beviser.

 

Historien viser os at der ikke er én naturgiven/gudsgiven udvikling, men at vi videregives sådanne ideer via overtroens to grundformer:  pseudovidenskab og pseudoreligion.  Vi kan fornemheds skyld kalde denne overdragede viden og dens ”videnskab” for en arvesynd!

Dømmekraften i ulvetid og tusmørke

I mellemtiden efter Kant er der altså opstået en række mere ’monumentale’ bud på hvad vidneskab og religion er. Det er tale om en kold tid  hvori vores sanser er momentalt slørede.  Problemet ligger derfor, mener nogen af de mest naive, i os selv – men problemet skal nærmere forstås, som en dis, en ’tåge’, et tusmørke som ligger over ”landet”.

I et sådant tåget landskab, er det normalt klogt at søge hen til de monumenter vi kender til, men de underligt firkantede og kun de færreste ved egentligt hvad der foregår derinde! Det søgende postmoderne menneske oplever et liv, som det K lever i Kafkas roman The Castle!

 

Arendt, Popper, Nietzsche, Heidegger, med flere  – giver os ’forskellige’ bud på samme sag. De taler for humanismen, liberalismen, ateismen, metafysik opgør, antikrist, antihumanismen, og forskellige former for ”anti-ismer”. Men skønt disse store tænkere har fat i den samme problematik, forbliver svaret underligt tåget og uklart…. i en hver ekstrapolering af deres individuelle bud opstår der bare nye ismer!

Poppers Åbne samfund er jo ikke umiddelbart attraktivt for ”den forsvundne fuldmægtig”, og Nietzsches kaos pilot Zarathustra forstår man sig først på efter 1½ flasker rødvin. Heideggers opgør med metafysikken ender i en kaotisk forening med Nietzsches nihilisme – og dette syner altså ganske uforeneligt med Arendt/Popper – eller hvad ….

Mange filosoffer kommer derfor til den nedslående konklusion at ’historien ender her’ – i denne filosofiske form for nihilistisk kaos, ser vi enden på den historiske udvikling?

 

Historiens forhastede afslutning

Dømmekraften er altså i dette scenarie sat helt og aldeles ud af kraft? Kant havde ret osv., men ’problemet’ består nu i at leve med det faktum at der ikke, som vi engang troede, var én (natur)historisk udvikling – for jorden, for livet, for menneskene… der er derimod ’skræmmende’ mange mulige udviklinger , både i verden og i det enkelte menneske. Den ’givne’ rationalitet som først Kant aflivede, og siden Nietzsche må altså erstattes af ’noget andet’. Den næste fase er afgørende, for det er faktisk selve dømmekraften vi snakker om….

 

For nu at holde lidt fast i fortidens fejl… så kan vi tale om at dømmekraften findes i to vidt forskellige udgaver. Nietzsches ide var at kalde denne sidst tilkomne dømmekraft for Viljen til magt  – og jeg har tilladt mig at kalde den første for Viljen til tvang™! Kant gør op med er forestillingen om vores fulde afsløring af en ’naturgiven dømmende magt’, og Nietzsches nye ide er at det er ”overmennesket” der er denne dømmende magt.

 

Viljen til tvang™, er altså en vilje hvori vores frie dømmekraft er sat ud af kraft, og ’re præsenteret’ ved en eller anden form for rationalitet! Når jeg indleder min kritiske læsning af faglige/filosofiske skrifter – så kan jeg fokuserer på hvordan denne ’rationaliserede dømmekraft’ repræsenteres…. og hertil kan jeg så anvende fx systemteorien, som netop peger på essensen, logikken, ånden som denne rationalitet repræsenter og handler om! (Denne form for dekonstruktion, kender vi fx fra Derrida – som da også er kritisk over for fx fænomenologi og semiotik.)

Derrida er dog stadigt lige så ’forførende’ som han er utilnærmelig – så lad os hellere opsummerer kort. Hvad var det egentligt der ’var og er’ galt med dømmekraften??

 

Dømmekraftens baglyste fordomme

Den dømmekraft vi har mistet eller afskrevet sammen med rationaliteten har en underliggende karakter af tvang og repræsentation! (*

 Hvilket vil sige at tabet af rationaliteten fortaber vi også en lang række af de ”håndtag” vi normalt benytter os af: historicitet, scientisme, overtroen, psykologisme… disse var/er bare symptomer på ’tvangen’.  Tvangstanken opstår for subjektet - som i Kafkas romaner - når vi tilskriver de processer vi deltager i, ’en mening i-sig-selv’!

 Den traditionelle dømmekraft bygger altså på fordomme - og ved naturvidenskab, ved meningen, og ved sandheden ville man så fremskrive disse ’domme’ og afgøre hvilken udvikling det enkelte menneske eller samfundet på ’forhånd’ er dømt til.  Når tanken ikke længere synes nødig, da står vi tilbage med essens. Essensen udgør sandhed som er ’renset’ for valg - og vi er dermed komme frem til ’fordommens’ enfoldige karakter!

 Logikken er altid ’klar’, men da kun i dette bagklogskabens lys…. hvem kender til dette lys, og dermed også de øvre grænser for bagtankenes hast?

 

Men tøver vi bare et sekund så kan vi se ar det har mistet ikke er ’meningen’ - det vi har mistet er jo blot alle fordommene og deres på forhånd givne tvangs-meninger! Den dømmekraft vi har ”mistet” handler om, at der ikke er givet én Gnostisk, en strategi, en politisk  en utopi, en evolution, en singularitet…. vi har med andre ord foran os en skræmmende kaskade af ”eksistentielle” valg…. Kirkegaards 80.000 favne …. hvori vi dagligt må udøve dømmekraft i sin nye form: viljen til magt!

 

Vi kan nu ’fejlagtigt’ kalde denne nye dømmekraft for ’viljen til magt’, og rationaliserer denne magt – med et umenneskeligt overmod og nye fatale konsekvenser! Resultatet af dette er bl.a. to verdenskrigen, en længere række tåbelige pseudovidenskabelige eksperimenter….

(* hvordan har vi i dag realiseret dette?

Dømmekraftens betingelser

Så sådan kun ’ikke’…. for et er at vi har disse valg, disse valgs mulighed er stadigt betingede… af naturlovene! Det er disse loves beskaffenhed Arendt taler om når nu hun taler om de menneskelige betingelser – i dette filosofiske udsyn ville en W.C. Fields læse sin Bibel og finde sit loop-hole: for det viser sig at naturlovens fordomme nu kun har den ’betingede doms’ karakter. Sandhede skal man da høre fra Børn og fulde folk – de akademiske overvejelser, kan de mon berige denne sandhed eller er den derfor ilde hørt?

Kraftens og viljens ’betingelsesdomme’, er da et nyt bud på den professionelle dømmekraft, og skulle vi have glemt det handler dette stadigt om kritiske rationalismen og kritiske realismen – i stadigt mere kraftfulde konstellationer.

Det er så her at en ganske anden historie kan tage sin begyndelse – hvad venter vi på, hvem starter nu, og hvem er allerede startet… i det lys, for længst?  

(* hvordan har vi i dag realiseret dette?

 

Referencenser

Links i teksten er fremhævet med fed skråskrift


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Lærerstuderendenetværket er for alle lærerstuderende samt andre med interessere for læreruddannelsen. I samarbejde med Lærerstuderendes Landskreds.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
117 andre er allerede tilmeldt
Netværk for lærerstuderende

Vidste du, at du lige nu læser på et af Folkeskolens nye faglige netværk Lærerstuderende?

Tilmeld dig netværket og få en mail med ny faglig viden, forskning og erfaringsdeling.

Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.