Rektor Stefan Hermann erkender at have begået fejl – Arbejdstilsynet har besøgt Professionshøjskolen Metropol og fundet store problemer blandt underviserne. Metropol har ikke længere en central arbejdstidsaftale.

Ny arbejdstidsaftale presser lærerne på Metropol

Rektor for Professionshøjskolen Metropol Stefan Hermann støtter KL i, at folkeskolelærerne skal have samme arbejdstid som på læreruddannelserne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Arbejdstilsynet har påvist, at manglende rammer om arbejdet har skabt sundheds-skadeligt arbejdsmiljø for underviserne på Professionshøjskolen Metropol på Frederiksberg, hvor Stefan Hermann er rektor.

Professionshøjskolerne har ikke længere en central arbejdstidsaftale, og siden 2011 har Metropol heller ikke haft en lokal arbejdstidsaftale for underviserne.

Arbejdstilsynet har været på besøg på Metropol og fundet store problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Medarbejderne føler ikke, at de har forberedelsestid nok. De er i tvivl om, hvornår de kan sige nej til nye opgaver. De finder det problematisk ikke at være ordentligt forberedt. De har meget overarbejde og bruger deres fritid til forberedelse. Og de efterlyser redskaber til at holde styr på opgaverne.

Alt i alt fører de nye arbejdstidsregler på læreruddannelserne på Metropol (tidligere Frederiksberg Seminarium) til, at Arbejdstilsynet vurderer, at »medarbejderne ikke på sigt kan holde til presset, og samtidig er den hidtil gode medarbejderkultur i fare for at forsvinde«, som der står i et notat.

Tillidsrepræsentanterne har netop udsendt en fælles udtalelse med overskriften »Manglende arbejdstidsaftale giver elendigt arbejdsmiljø«.

Lektor, pædagogisk uddannelseskonsulent og tillidsrepræsentant Hans Henrik Koch siger:

»Mange har været tvunget til at forberede sig ekstra om aftenen og i weekenderne. Og når de så er kommet til en mellemleder efterfølgende, har mellemlederne bare løftet hænderne og sagt, at det er ikke deres problem, det må man løfte inden for de rammer, der er«.

Stefan Hermann: Vi har begået mange fejl

Rektor Stefan Hermann mener ikke, at han på noget tidspunkt har italesat den nye model som en mirakelløsning - og på Metropols læreruddannelse har det ifølge Hermann ikke udløst en forøgelse af timetallet.

Han kalder forløbet en stor læreproces på alle niveauer.

»Vi har begået mange fejl undervejs, og det mener jeg også, at vi har stået ved. Jeg har sagt undervejs, at en af de største udfordringer bliver den ledelsesmæssige udfordring i det her. Det skal være betryggende for medarbejdere, men også så lederne kan udnytte det råderum i forhold til at prioritere og organisere arbejdet på nye måder«, siger Stefan Hermann.

Stefan Hermann ser en stor udfordring for landets folkeskoler, hvis de skal indføre en skole uden arbejdstidsaftaler, især bliver det en ledelsesudfordring, mener han.

Tilføjet 25-03-2013 Folkeskolen præciserer, at der ikke direkte i Arbejdstilsynets udkast til en afgørelse står, at der er sammenhæng mellem indførslen af en ny arbejdstidsaftale og problemerne med det psykiske arbejdsmiljø på Metropol. Når vi ser denne sammenhæng skyldes det, at tillidsrepræsentant Hans Henrik Koch på Metropol har udtalt, at der er en sammenhæng mellem det pressede arbejdsmiljø og indførslen af ny arbejdstid. Arbejdstidsynet har efter denne artikel er offentliggjort trukket sit udkast til en afgørelse tilbage.

Metropol slipper for påbud om forbedret arbejdsmiljø