Søndag d. 17. februar råbte biskop Elisabeth Dons Christensen i en kronik i Jyllands Posten vagt i gevær over for risikoen for, at ’den grundlæggende dannelse i kulturarven’ er på vej til at glide ud af læreruddannelsen. Sker det, går meget af det bedste i den danske skoletradition tabt som et offer på det evidensbaserede undervisningskoncepts alter.

                      Denne advarsel kunne politikerne fint have tage med fra det ene forhandlingslokale til det næste – når de i forlængelse af drøftelserne om ændringer i læreruddannelsen skulle til at diskutere revision af folkeskolen. Her lancerede ministeren som bekendt sidste år projekt ”Ny Nordisk Skole” som afsæt for regeringens skoleudspil. Desværre ofres den almene dannelse også her til fordel for eksakt faglighed.

                      Ideen om Ny Nordisk Skole er tydeligvis inspireret af tankerne bag restaurant Noma, der nu gennem flere år har været kåret som verdens bedste restaurant, mens de på restaurant Geranium kan bryste sig af at have verdens bedste kok i Rasmus Kofoed. Så hvorfor ikke også en skole i verdensklasse efter nordisk forbillede, som tidl. statsminister Lars Løkke Rasmussen har efterlyst?

                      Først og fremmest fordi billedet på ingen måde holder – hverken i virkelighedens verden eller som overføringsbillede. Der skal kun ridses meget lidt i lakken for at få det hele til at krakelere. For hvor meget nordisk tradition er der egentlig på menukortet hos Noma? Ikke meget! Nok er hovedparten af råvarerne fra det nordiske område, men tilberedningen er i høj grad inspireret af det internationale gastronomiske miljø med en helt ny og videnskabelig funderet tilgang. Det er den gren af gastronomien, der kaldes det molekylære køkken, hvor kemikere, ingeniører og kokke er gået i alliance for at udfordre vores smagsoplevelser gennem en kortlægning af, hvilke fødevarer der deler aromamolekyler, og hvordan disse reagerer under forskellige former for tilberedning i fantasifulde maskiner. En tendens som gennem de seneste 10 – 15 i særlig grad har sat dagsordenen og været båret frem af restauranterne El Bulli i Nordspanien og The Fat Duck i London. Man kan sige, at der med den videnskabelige tilgang og den ekstreme brug af moderne teknologi er evidens for effekten, fordi undersøgelsesfeltet trods alt er overskueligt, men megen tradition bygges der ikke på. Snarere innovation ville man vel sige på nydansk. Det nye nordiske køkken har nok relanceret øllebrøden – men det er som dessert og til ukendelighed, og vi savner at se en relancering af  skipperlapskovs, brunkål med flæsk samt gule ærter.

Måske det var grunden til, at den franske mesterkok Paul Bocuse, hvis ene restaurant i Lyon gennem snart 50 år har haft tre Michelin-stjerner, under et interview om den nye tendens måtte replicere: ”Moleky .... hvad for noget?”, da han blev spurgt om, hvad hans holdning var til det nye molekylære køkken. Og på det opfølgende spørgsmål blot svarede, at det havde han ingen holdning til, da han jo ikke var læge men kok. God mad baserer sig, som han efterfølgende men kort uddybede det, på smør, fløde og vin. Ikke på varm luft og skum.

                      I disse linier gemmer sammenligningens akilleshæl sig måske. Der har sneget sig for meget varm luft og skum ind i tænkningen. Også i den pædagogiske debat har evidensbegrebet vundet indpas. Førende pædagoger vil tilsyneladende hellere være læger, der bidrager til helbredelsen af børn for ikke-diagnostiserede sygdomme, end til at danne dem til myndige borgere i et demokrati. Hvor det inden for gastronomien relativt let lader sig gøre med analysen af molekylerne, er det en forsvindende lille del af skolens undervisning, der kan evidensbaseres, fordi der er langt flere variable og diffuse relationer at skulle tage hensyn til. Men det giver tilsyneladende en fornemmelse af videnskabelighed i pædagogikken, hvormed nogen måske håber at vinde lidt autoritet. Og så ser man stort på validiteten. Imens kan eleverne så gå til i en kynisme af klare mål og regelrette løbegange mod målene.

                      Dybest set ved de fleste pædagoger og lærere i Danmark udmærket, at der i undervisningsverdenen ikke er evidens for ret meget andet, end at læreren i en klasse er den helt afgørende faktor for elevernes udbytte af undervisningen i de enkelte fag. Derudover ved vi, at klasselærerprincippet og enhedsskolen med et langt sammenhængende forløb understøtter dette udbytte. Elementer som man rundt om i verden forsøger at tage farve af, mens vi desværre herhjemme ser en markant tendens til at gøre op med netop det, der virker, i stedet for at gøre noget ved de områder, hvor det halter. Det ses fx, når man i mange kommuner i disse år etablere ”lagkage-skoler” med årgangsdeling på tværs, så et skoleforløb typisk deles op i mindst tre lag og to gange lærerskift undervejs – ofte endda med forskellige årgange på forskellige matrikler af sammenlagte skoler til følge. Det er der til gengæld evidens for ikke virker. Alligevel sker det i rigt mål og kombination med indførelse af faste pædagogisk konceptioner som fx læringstile, CL og andre pædagogiske modefænomener.

Havde Bocuse været dansk pædagog, havde han nok sagt at Ny Nordisk Skole burde basere sig på dannelsestækningen fra Grundtvig og Kold. Og at dannelse bl.a. handler om at træde varsomt, fordi den via tilværelsesoplysning bidrager til intet mindre, end at mennesker bliver til i processen og i beskæftigelsen med stoffet. I et Kierkegaard-år kunne vi måske tilføje, at mennesket permanent er i sin vorden – altså i en tilblivelsesproces ind i en ukendt fremtid. Skal en sådan proces lykkes, må man være åben og tillidsfuld og ikke bilde sig ind, at livet kan sættes for formel. Det er demokrati som livsform og ikke som styreform, der er brug for.

Som ministeren lancerede regeringens udspil til reform af skolen, kom det – på trods af indledende formuleringer om livsduelighed – mere til at ligne en fad lunken gryderet end egentlig gastronomi.

Ikke at der som sådant er noget galt med gryderetter. De kan være udmærkede. Skam for den, der fx ikke kan nyde en god ”coq au vin” – men der kan - i lighed med færdigretter – jf. den aktuelle sag om hestekød  - være god grund til en vis portion skepsis overfor gryderetter. På samme måde som i fortællingen fra den græske mytologi om Prometheus, der i forbindelse med et festmåltid i den mytiske by Mekone forsøgte at narre Zeus ved at udsætte retterne for et optisk bedrag, idet han placerede knogler fra dyrene under et lag glinsende og indbydende fedt, mens indmaden og det reelle kød blev langt under dyrenes skin, så det tog sig uappetitligt ud, forsøgte ministeren under dække af fokus på dannelse at sælge yderligere detailstyring af skolens indhold og form.

Hvor var den iskolde gin-fizz med varm opskummet æggemasse på toppen eller den lille doughnuts lavet af hvid chokolade fyldt med foie gras, som for alvor kunne have ægget interessen og engagementet i en skole for fremtiden. Som det ligger nu, ligner det mere frygten for ikke at nå et højhastighedstog, der allerede er kørt – nemlig det asiatiske. Og det er ganske enkelt for uambitiøst.

Det sennepsfrø a la ”back-to-basic-tænkning”, som Bertil Haarder med inspiration fra Reagan og Thatcher såede tilbage i ’80-erne nu har desværre vokset sig stort og hærger hele det politiske spektrum som en mare, selvom de store evalueringer heraf i alle de angelsaksiske lande, dokumentere, at det ikke virker efter hensigten. Lad det derfor kun visne som figentræet udenfor Jerusalem.