Debat
0   88

Hvad er en professionel dømmekraft?

 

Artiklen fortsætter under banneret

Andreas Rasch-Christensen (ARC) skrev d.11. februar et indlæg, som han kaldte for ”den professionelle dømmekraft”. Forskellige kritikere foreslog, at man supplerede eller erstattede dette begreb med både den ”menneskelige” og den ”pædagogiske” dømmekraft. Man kan godt forstå kritikerne, eftersom at både ”menneske” og ”pædagogik” er uglesete tilstande i den systemteori, som ARC - uden helt at være ved det - støtter sig til. Det største problem med ARC’s indlæg er dog, at det slet ikke handler om ”dømmekraft”, og det er det, jeg vil etablere evidens for i det følgende:

Betyder det noget? Ja, det gør det. Det betyder noget, fordi ARC er blevet en magtfuld aktør i vores uddannelsespolitik. Han er med i skrivegruppen til den nye læreruddannelsesreform, og han skriver avisindlæg til vores største dagblade sammen med reformens intellektuelle nestor, professor Jens Rasmussen. Han er også med i kredsen omkring Ny Nordisk Skole, som vil af med dannelse til fordel for uddannelse til et globaliseret arbejdsmarked, og han har forsvaret det hele med instrumentelt hud og hård i både Politiken og Information. Derudover er han chef for professionsudvikling og forskning i min egen region Midtjylland, som regerer over lærer- og pædagoguddannelser fra Kattegat til Vesterhavet. Endelig sidder han sammen med Jens Rasmussen med magten over tildelingen af nye forskningsstipendier inden det pædagogiske område, og efter sigende er systemet, kriterierne og bedømmelsesproceduren så mekanisk, at det næsten er umuligt at formulere en selvstændig ide, der kan udløse et stipendiat, hvis den ikke er knyttet til at fastlægge forholdet mellem pædagogisk metode og effekt. Men ok, det er muligt, jeg har misforstået noget vedrørende det sidste emne?

Så det, vi har med at gøre, er altså det tætteste, man kan komme på en officiel pædagogisk dømmekraftsideologi i Danmark. Derfor skulle den jo gerne holde vand. Det gør den desværre ikke, og det er det samme som at sige, at læreruddannelsesreformen, ph.d. systemet, ny nordisk skole og dermed også folkeskolereformen er en hytte uden filosofisk eller åndelig bæredygtighed.

Men nu til argumentationen: Dømmekraft er et begreb, der står centralt i hele den europæiske filosofi. Det står centralt hos Aristoteles (384-322 fkr), hos Immanuel Kant (1724-1804), hos John Dewey (1859-1952) og hos Hannah Arendt (1906-1975). Der er selvfølgelig både store og små forskelle på de forskellige tilgange, men følgende aspekter er de mere eller mindre fælles om at betone:

1.       Dømmekraft vedrører en fri og praktisk vekselvirkning mellem alle en situations etiske, æstetiske, faglige, politiske, praktiske og videnskabelige momenter. Det lyder kompliceret, og det er det også. Det handler ikke om at lære ”kompetencer” på en professionsuddannelse, som efterfølgende skal overføres til praksis, men derimod om et langt og aktivt virke som lærer i samfundet. Den lærer som kun underviser - hvorefter han går hjem og forbereder sig til næste dag og derpå spiller play-station hele aftenen - kan ikke udvikle dømmekraft. Dømmekraften kan kun udvikles ved en persons runddans og kamp med mange sider af sit samfunds traditioner og praksisser. Skal man udvikle dømmekraft på et seminarium, kan det ikke ske ved at træne den studerende i klasseledelsesteknikker, men kun ved at seminariet indgår i et fælles kulturelt liv og opfordrer den studerende til det samme. Kun derved kan ”klasseledelse” blive til ”autoritet”. Det er faktisk også derfor, at en lærer har forberedelsestid. Det er for, at han kan udvikle sin dømmekraft, dvs. blande sin faglighed og sine ideer med samfundets generelle vekselvirkninger, så han kan udvikle holdninger til, viden om og engagement i det fælles liv, som eleverne så kan kigge på, lade sig inspirere af og i bedste fald genskabe på deres egen generations betingelser.

2.       Det andet punkt er faktisk allerede nævnt. Det handler om, at dømmekraftens mange sider, som i sig selv er upraktiske, må knyttes sammen i bestemte situationer, i et særligt praktisk nærvær - der hvor der f.eks. skal bindes snørebånd og lyttes til teenageproblemer. Der er altså et praktisk krav om en afgørelse midt i alt det upraktiske. Denne fine forbindelse mellem det praktiske og det upraktiske opøves og udvikles i et langt fagligt og professionelt liv og kan slet slet ikke reduceres til anvendelse af evidensbaserede metoder i en skoleklasse. Dømmekraften er en livsindsats, der lever i erfaringen.

3.       Dømmekraften er dybt knyttet til politik. Dette er en pointe hos alle de nævnte filosoffer uanset politisk eller filosofisk observans. For Kant forbindes dømmekraften med evnen til at sætte sig ind i andres argumenter og knyttes direkte sammen med hans dannelsesideal, nemlig den moralsk autonome verdensborger. For Aristoteles knyttes dømmekraften an til et aktivt politisk liv i den græske bystat, Polis, i en form for demokratisk forfatning, det såkaldte ”politeia”. John Dewey kæder også dømmekraften direkte sammen med uddannelse i et pluralt og energisk demokrati. Hos Hannah Arendt, som på dette punkt er inspireret af både Aristoteles og Kant, er dømmekraften en del af tænkningens liv; og tænkning, det er for Arendt betingelsen for at undgå ondskab, herunder Holocaust, som var Arendts og hele hendes generations, og forhåbentlig også vores, hofeksempel. Så dømmekraft og politik kan slet ikke skilles ad. Dømmekraft er altså ikke noget, der kan isoleres til forholdet mellem seminarium og skole.

4.       Dømmekraften er knyttet til dannelse. For alle filosofferne hænger den dybt sammen med begreber som tænkning og forestillingsevne, og alle disse elementer arbejder i maksimal frihed og maksimal praksis på samme tid. Det var det, jeg mente ovenfor med forbindelsen mellem det ”praktiske og det upraktiske”. Dømmekraften er sammen med tænkning og forestillingsevnen de tre processer, der både bevarer og fornyer samfundsmæssige praksisser og som samtidig præger individualitet og dannelse.

5.       Dømmekraften er udtryk for en enhed i handlingen, der skal fungerer ansvarsfuldt i et pluralt liv. Dømmekraft er at tage ansvar for det fælles liv, at sige ”sådan her… alt taget i betragtning”. Det er at stå til ansvar. Ikke som i ”accountability”, som er Jens Rasmussens og KL’s ansvarlighed, og hvor man står til ansvar over for arbejdsgiveren eller over for kunder (fx forældrer), men som i ”responsibility”, hvor man må ”svare an” på ens medborgere og professionelle kollegers spørgsmål. Den første ansvarlighed, accountability, er revisorens og teknokratens ansvarlighed, mens den anden, responsibility, er den demokratiske og den faglige ansvarlighed (se Biesta 2011). Det er altså dømmekraftens offentlige ansvarlighed, der skal væve tråden mellem enhed og pluralitet i samfundet.

Så dømmekraft er en helhed, som det tager et langt fagligt liv at opbygge, og som har mange forskellige momenter; dømmekraften er dybt integreret i samfundets politiske liv og forudsætninger; dømmekraften er en enhed i det plurale, hvor man står til ansvar i et offentligt rum, og den er fyldt med dannelse og tænkning.

Ingen af disse elementer tematiseres i ARC’s indlæg. Han tror vist nok, at dømmekraft er noget, der kan opbygges af adskilte momenter som f.eks. ”klasseledelse” og ”robust faglig viden”. Der refereres overhovedet ikke til samfundets brede kulturelle liv eller til elementernes sammenhæng med helheden. Han har travlt med at sige, at vi nu er gået fra seminarier til professionshøjskoler, og mon ikke at denne afvikling af det kulturelle har noget med det at gøre?

Forholdet mellem det upraktiske og det praktiske er heller ikke med. Faktisk praktiserer ARC en form for dømmekraft, som alle filosofferne beskriver som pædagogisk mangelfuld, og som de kalder ting som ”determinerende dømmekraft”, ”bestemmende dømmekraft” eller ”juridisk dømmekraft”; vurderingsformer, der handler om at anvende en på forhånd given regel på et enkelttilfælde, og som kan bruges i afgrænsede situationer som i karaktergivning og uddannelsesadministration, men som ikke kan gøre det ud for en pædagogisk dømmekraftsforståelse som sådan. ARC's dømmekraft er renset for æstetik, historie, pluralitet etc.

Han nævner heller ikke det politiske niveau; tværtimod svarer han yderst kortfattet, da denne mangel fremføres af Niels Jakob Pasgaard i en af blogkommentarerne, at formålserklæringer må politikerne ordne. Men denne løsning er rent gal. Man kan sandelig ikke overlade formålserklæringer til politikere. De skal naturligvis trykke på knappen i Folketinget, men alle deres overvejelser og begrundelser kan de slet ikke lave uden hjælp fra de professionelle niveauer. Havde vi måske haft et retssystem, hvis der ikke havde eksisteret en europæisk retsfilosofi? Og mon der havde stået ”åndsfrihed og folkestyre” i skolelovene”, hvis ikke vi havde haft en grundtvigsk tradition i landet? Desuden vil der, med denne radikale sondring mellem formål og praksis in mente, ske det, at den professionelle praksis tømmes for formålsspørgsmål og forfalde til teknik, hvilket netop i et dømmekraftsperspektiv vil være katastrofalt (men som er præcist det der sker for ARC). Ydermere vil der være en tendens til, at skolens formålsparagraffer glemmes i det politiske liv; noget vi netop ser i disse år, hvor man åbenbart kan lave ny nordisk skole, skolereform og læreruddannelsesreform uden at referere til skolens eksplicitte formål om åndsfrihed, demokrati etc.. Ja, det er ligefrem sådan, at da Merete Riisager  (LA) i et samråd i sidste uge spurgte til undervisningsministerens dannelsesbegreb, så var Antorinis eneste svar blot en henvisning til den rene lovtekst. Hun kunne ikke finde på andet at sige. Hun mangler simpelthen dømmekraft, for nu at sige det på den måde. Hun manglede en lærerstand og en pædagogisk videnskab, der vedvarende havde diskuteret og forklaret hende og alle andre, hvad formålet med en skole i Danmark er eller kan være. Det normative led er skilt fra det professionelle, hvorved dømmekraften falder pladask ned på gulvet og i glemmebogen, hvor den så kan samles op som ”klasseledelseskompetencer”, "ny nordisk skole" og andre faldefærdige begreber.

Endelig er der heller ikke hos ARC’s begreb om dømmekraft noget forhold mellem enhed og pluralitet og ansvarlighed, og dannelsesaspektet er naturligvis helt fraværende. Så de sidste to af de almindelige krav til en dømmekraftsteori er heller ikke opfyldt.

Men er det ikke, fordi ARC trækker på et andet dømmekraftsbegreb? Det tror jeg ikke. Han nævner ikke noget. Jeg tror slet ikke, der er noget begreb; det er vist for langhåret, for filosofisk og for universitetsagtigt med sådanne begreber. Han tror vist at en skole der bygger på åndelighed og begrebslighed ikke er praktisk? Ak, hvor fatalt!

Han skriver fuldt citeret:

”Den professionelle lærers kernekompetence består i at kunne træffe beslutninger på et forskningsbaseret vidensgrundlag i en unik, kompleks praksis. Det betyder ikke, at forskningsbaseret viden om god undervisning så kan erstatte lærerens dømmekraft. Tværtimod er forskningsbaseret viden om, hvad der virker, en forudsætning for lærerens brug af sin dømmekraft. I skolens, klassens eller læringsfællesskabets komplekse verden er det vigtigt, at lærere træffer konkrete, situationsbestemte beslutninger, men naturligvis på et så velinformeret grundlag som muligt.

Den seneste evaluering viser, at den nuværende læreruddannelse har gjort mange af de centrale lærerkompetencer til omdrejningspunkt i uddannelsen. Klasseledelse, evaluering og relationskompetence er højt prioriterede områder i studieforløbene og i praktikken. Men der er fortsat centrale områder, som skal udvikles. Det gælder ikke mindst et meget uens niveau for inddragelse af forskningsbaseret undervisningsfaglig viden og viden om undervisningsdifferentiering.”

Man kan måske genkende brokkerne fra det virkelige begreb, når der tales om ”situationsbestemte beslutninger” og ”unik, kompleks praksis”, men det betyder ikke noget, fordi resten af indlægget formuleres i termer, der ligger milevidt fra dømmekraftens egentlige område.

Så dømmekraften findes ikke i det pædagogiske grundsyn, der dominerer for tiden. Man bruger ordet uberettiget. Måske skulle man tale om ”tekniske refleksioner under konkurrencestatens herredømme”?

(ARC’s brug af ”professionelle” er også kritisabel, hvilket jeg muligvis vil vende tilbage til ved en senere lejlighed)

 

Diverse litteratur:

Arendt, Hannah (1992): Lectures on Kant’s Political Philosophy, Chicago: University of Chicago Press.

Aristoteles (2000). Etikken, København: Det lille forlag.

Biesta, Gert (2011). God uddannelse i målingens tidsalder, Århus: Klim.

Dewey, John (1980). Art as Experience, New York: Perigee Books.

Kant, Immanuel (2005). Kritik af dømmekraften, København: Det lille forlag.

Andreas RC’s indlæg: folkeskolen.dk/522672/den-professionelle-doemmekraft

Brian Degn Mårtenssons indlæg: folkeskolen.dk/522702/den-menneskelige-doemmekraft

Per Feldvoss Olsens indlæg: lhttp://folkeskolen.dk/522724/den-paedagogiske-doemmekraft-

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ