Det, KL kalder fridage, er to færre lektioner om ugen, påpeger kredsformand Helen Sørensen.

Kredsformand: KL håner ældre lærere

Lærere på 62 år og derover holder 28 fridage om året, har KL’s topforhandler Michael Ziegler udtalt til nyhedsmedierne. Det er ikke alene usandt, det er også en hån mod lærerne, siger formand for Her-ningegnens Lærerforening Helen Sørensen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På skolerne i Ikast-Brande arbejder 41 lærere, som er 60 år og derover. På skolerne i Herning arbejder 108 lærere som er 60 år og derover. Efter Herningegnens Lærerforenings opfattelse hånes disse lærere nu af KL, udtaler formand for Herningegnens Lærerforening Helen Sørensen i en pressemeddelelse.

Hun mener, at det er en retorik, "der taler til de lavere instinkter hos mennesker - i dette tilfælde til misundelsen!"

"Hvad er det for en arbejdsgiver, der har behov for at hænge sine egne medarbejdere ud, oveni købet på en misvisende måde?", siger Helen Sørensen.

DLF: Tosset at give lærerne løn i stedet for aldersreduktion

KL misinformerer

"Ifølge pressen beretter KL's topforhandler Michael Ziegler, at lærere på 62 år holder 28 fridage på grund af alder. Fakta er, at lærere på 60 år har ret til to seniordage om året, lærere på 61 år har ret til tre seniordage om året, lærere på 62 år og derover har ret til fire seniordage om året", fastslår Helen Sørensen.

Disse ganske få seniordage afholder læreren efter aftale med skoleledelsen, fortæller Helen Sørensen. "Det kan for eksempel være en dag, hvor læreren skal hjælpe sin gamle mor på plejehjem".

Anders Fogh indførte seniordage

Seniordagene stammer fra de trepartsforhandlinger, som Anders Fogh Rasmussen gennemførte, da han var statsminister i 00'erne.

"I folkemunde sagde man dengang, at det var nogle fridage, som Anders Fogh Rasmussen forærede offentligt ansatte", fortæller Helen Sørensen.

Derudover er der den såkaldte aldersreduktion på 175 timer, som den lærer, der er fyldt 60 år, kan trække fra sin årsnorm hver år. Men de få seniordage og de 175 timer kan jo aldrig blive til 28 fridage, fastslår Helen Sørensen.

KL trapper konflikten op

"Det, Michael Ziegler får til 'fridage', er de 175 timer, som lærere fra de fylder 60 år kan anmode om at få nedsat årsnormen med. I praksis kan det betyde, at læreren kan få nedsat antallet af undervisningstimer med cirka to om ugen eller få færre mødetimer, lejrskoletimer eller lignende. En ordning, som i øvrigt er betalt med overenskomstmidler. Og hold så på hat og briller: Efter aftale med KL!", siger Helen Sørensen.

Aldersreduktionen stammer fra dengang, da lærerne hørte under staten, forklarer Helen Sørensen. Da lærerne kom under kommunerne i 1993, blev aldersreduktionen så ført med over i den kommunale overenskomst.

"I mine øjne er det en optrapning fra KL's side midt i et forhandlingsforløb. Ønsker KL rent faktisk ikke at indgå en aftale?", funderer Helen Søresen.