Debat

Test er ikke bare test

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolens leder i nummer 12 sammenligner det amerikanske testsystem med de danske nationale test og beder om at få pædagogiske test, som kan gøre den enkelte elevs læring bedre. Men de danske og de amerikanske test har ikke meget mere end navnet til fælles. Og test i sig selv kan jo hverken gøre undervisningen eller elevernes læring bedre. Det er der derimod mange gode lærere i den danske folkeskole, som kan.

De danske test skal faktisk bruges som et pædagogisk redskab for læreren. Det står direkte i loven. Testene giver mulighed for både at få et samlet billede af klassen og dykke ned i resultaterne for enkelte elever. Testene er som bekendt adaptive. Det er så op til den professionelle lærer at vurdere, hvordan undervisningen skal tilrettelægges. Men hun er ikke overladt til sig selv. Undervisningsministeriet har udviklet en særlig hjemmeside med artikler og konkrete redskaber, som kan give inspiration til at følge op på testresultaterne: www.evaluering.uvm.dk

Jeg har lyttet opmærksomt til kritikken af de amerikanske test. Det danske testsystem er bygget helt anderledes op. Et par eksempler: De amerikanske test måler, hvordan eleverne scorer i forhold til en centralt fastlagt standard, og rangordner elever, klasser og skoler. I de danske test kan læreren kun se sin egen klasses og elevernes resultater - og kun i forhold til et landsgennemsnit. Det er forbudt at offentliggøre resultaterne, og der er ingen rangordning. I USA har testene desuden indflydelse på, hvor mange penge skolerne får tildelt.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

De danske test skal sikre, at læreren har kendskab til alle elevers niveau, så der kan sættes ind med den nødvendige støtte og udfordring. Ingen elev skal kunne gemme sig på bageste række.

Selv om etiketten altså er ens, er indholdet i det danske system helt anderledes.

Powered by Labrador CMS