Debat

Bondo – blot en kynisk pamper?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tak til Per Baltser for hans indlæg i Folkeskolen nummer 10: »Vi er blevet solgt for billigt«.

Ingen tak til dig, Anders Bondo. Du udviser ingen erkendelse af svigtet, men fortsætter ufortrødent med at bryste dig af en latterlig kompensation, der for 1993-gruppen stadig betyder en kraftig forringet pension. Dermed er du vendt tilbage til den uanstændige retorik, som jeg allerførst reagerede på.

Jeg har i mange indlæg forgæves forsøgt at få klare og ærlige svar på simple og relevante spørgsmål såsom:

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Ville du selv være tilfreds?

Synes du, at det er godt nok?

Vil du være med til at finde solidariske løsninger?

De manglende svar skyldes naturligvis, at det ikke er særligt flatterende og sandsynligvis ikke fremmende for en formand at skulle vedstå:

- at du/I har solgt 93-gruppen ud

- at du/I ikke vil være solidariske

- at du/I ikke vil forsøge at finde nye veje til at hjælpe 93-gruppen.

Ikke desto mindre står det nu lysende klart, at det er sådan, det hænger sammen, og at der her er tale om en person, der for egne interessers og karrieremæssig vindings skyld arrogant, bevidst og kynisk tilsidesætter medlemmers interesser:

Altså kort og godt en pamper af værste skuffe.

Kære medlemmer (også I, der ikke tilhører 93-gruppen): Jeg håber, at langt flere end de, der allerede har taget ordet, vil reagere og solidarisk protestere mod en formand og hans helt igennem skandaløse adfærd.

Personligt drager jeg nu konsekvensen og melder mig ud af en forening, der med formanden i spidsen fejer en medlemsgruppes problemer ind under gulvtæppet.

En fagforening er vigtig og nødvendig, men kun hvis den tjener medlemmernes interesser.

I håbet om mange protester og solidariske tilkendegivelser.

Svar

Jeg mener, at det er min opgave at svare på spørgsmål og ikke forsvare mig selv. Denne gang vil jeg dog gøre en undtagelse. Jeg har siden midten af 90'erne gentagne gange i Folkeskolen og på foreningens kongresser rejst problemstillingen om 93-gruppen. Måske husker jeg fejl, men jeg mindes ikke, at Milton Jørgensen på noget tidspunkt bakkede mine indlæg op.

I 2005 havde jeg for første gang forhandlingsansvaret i Danmarks Lærerforening. Som en del af overenskomstresultatet blev 50 millioner kroner fordelt mellem 93-gruppen, og herudover blev gruppens pension permanent forhøjet med 2,5 procent (jeg er i et tidligere svar fejlagtigt kommet til at skrive to procent). Det svarer i dag til en ekstraordinær pensionsindbetaling på cirka 8.500 kroner om året. Jeg har tidligere i et svar erkendt, at denne forbedring ville have haft langt større betydning, hvis den var gennemført tidligere, men der var det altså ikke muligt at skabe den nødvendige opbakning til at stå fast på et krav om forbedringer fra gruppen, og jeg sad ikke med forhandlingsansvaret på det tidspunkt.

Jeg har gennem konkret handling arbejdet for at forbedre 93-gruppens pension. Men jeg har undgået at skabe falske illusioner om, hvad der vil være muligt.

Jeg har endvidere bestræbt mig på at besvare sagligt og redeligt på diverse spørgsmål om 93-gruppen. Mine svar kan findes på Folkeskolens hjemmeside, hvor det er muligt at læse tidligere numre. Det drejer sig om numrene 26 og 28/2007 og 1, 3, 6, 7, 8, 10 og 11/2008.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF