Her i foråret gled et nyt begreb ind i det danske sprog: X-faktor. Ikke bare som titlen på et tv-underholdningsprogram, men som noget udefinerbart, som nogle har, og andre til evig tid må savne. Det kan man mene om, hvad man vil. Selve programmets x-faktor, som gjorde det til en succes, viste sig dog at være dommerne. Især Thomas Blachman gav danskerne noget at snakke om. Kunne han tillade sig at være så grov, og havde deltagerne på den anden side ikke krav på at få klar besked om, hvad de kunne og ikke kunne. Var Blachman måske ikke bare ærlig, og hvornår oplever man ellers det.

På vores lærerværelse førte det over i følgende tankeeksperiment: Hvad nu, hvis vi anerkendende lærere tog Blachmans stil til os og begyndte at tale lige ud af posen. Man forestiller sig tilbagemeldingen på en fristil: »Det er jo fuldstændig talentløst og usammenhængende, det ser ikke ud til, at du overhovedet har hørt efter det, der er blevet gennemgået omkring indledning og beskrivende sprog«. Eller når man skal skrive elevplaner: »Han sjusker og er doven og useriøs«. Måske ville det budskab gå tydeligere igennem, end når det sprogligt bearbejdes til fraser som »skal øve sig i at være mere kritisk i forhold til egne produkter og arbejdsproces«. Er folkeskolen blevet så pæn, rummelig og anerkendende, at den er blevet tandløs?

Ønskeligt kunne det i hvert fald være, hvis skolen som virksomhed begyndte at skrue bissen på og nærme sig en mere direkte, Blach­man-inspireret retorik, når problemerne i skolen overstiger dagligdagens småting. Alle lærere har oplevet, at et enkelt diagnosticeret barn kan ødelægge samspillet i en hel klasse, og at man som lærer kan nå et punkt, hvor alle støttemuligheder føles afprøvet, og man ikke længere kan tage ansvar. Nogle opgaver er for omfattende til at kunne løses resurseneutralt inden for en normalklasse, uden at omkostningerne bliver for store og arbejdsvilkårene for urimelige. Man kan nå et punkt, hvor man må sige fra ved at sætte sit eget job på spil: Enten skal det barn ud af klassen, eller også skal jeg! Det handler ikke om, at læreren ikke kan magte det, men om at hun ikke længere vil magte det. Og det giver faktisk skolen et problem. Hvis læreren nu bare kunne bryde sammen og langtidssygemelde sig, så kunne klassen få en ny lærer. Men hun er ikke syg (endnu) og vil ikke sygemelde sig, i stedet siger hun professionelt fra.

Men kan man det i den rummelige folkeskole? Hvordan skal lederen i givet fald forklare forældrene, at den hårdtprøvede klasse skal igennem et lærerskift, hvis læreren er god og underviser videre på skolen? For hvis læreren ikke vil finde sig i et dårligt psykisk arbejdsmiljø, hvorfor skal deres børn så. Hvor går grænsen for rummeligheden? Og kan det være rigtigt, at den eneste udvej for lærere er at langtidssygemelde sig?

Den mest direkte protest over folkeskolens alt for anerkendende og rummelige stil kommer dog ikke fra skoleledere eller skolepolitikere, men fra en uventet kant og med en raffineret larmende tavshed. Den nye generation af potentielle kolleger undlader simpelthen at søge ind på lærerseminarierne. Selvfølgelig har de lyst til at undervise og arbejde med børn, men de siger fra over for virksomhedskulturen. Den attraktive x-faktor ved lærerjobbet er ved at drukne.

Asla Fomsgaard Adrian er lærer