Debat

Kompetencer og dannelse i det litteraturpædagogiske arbejde

Med udgangspunkt i et debatindlæg af Hans Hauge i Berlingske Tidende drøftes forholdet mellem dannelse og kompetence i litteraturundervisningen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kompetencer og dannelse i det litteraturpædagogiske arbejde

Skolen er i opbrud. Fagene er i opbrud. Folkeskolen er dyr, og derfor vil man fra politisk hold sikre sig, at pengene bliver brugt fornuftigt - vide helt præcist, hvad eleverne har lært. Hvordan man end definerer begrebet dannelse, så lader det sig ikke rigtigt måle ved en efterfølgende evaluering. Anderledes forholder det sig med kompetencer, da de er handlingsorienterede. Eleverne skal vide, ville og kunne. Derfor er kravene i fagene i de nye læreruddannelse opstillet i faste kolonner med videnskab og færdighedsmål med en fælles overskrift - kompetencer, og kravet til dem er, at de kan måles.

I flere år har forskellen på dannelse og kompetence været drøftet, og det står nu helt klart, at sejren går til den angelsaksisk orienterede kompetencetænkning

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Det gælder naturligvis også danskfaget, hvad en udgivelse som Kompetencer i dansk (red. Jeppe Bundsgaard, 2009) er et udtryk for. Min nysgerrighed blev vakt, fordi Hans Hauge i Berlingske Tidende d. 5.2. havde en ironisk nedgørende kritik af bogen. Og da jeg ikke har det samme dannelsessyn som Hauge, måtte jeg se, om det nu stod så slet til med mit gamle elskede fag, som han her påstod: ”De giver børn en fortælling, der kan skabe sammenhæng i en meningsløs verden. Med andre ord: De tolv kompetencer kan reduceres til én: livsløgnskompetencen.”

I første omgang blev jeg beroliget. I bogen holdes der fast i i Klafkis syn på dannelse, som jeg kun kan være enig i, og det pointeres, at der ikke er nogen modsætning mellem dannelse og kompetence. Blot er kompetencer en væsentlig præcisere måde at beskrive målene for faget på, og de mange væsentlige kompetencemål, der opstilles. kan man som dansklærer næppe indvende noget mod. Her er jo emfatisk, hermeneutisk, æstetisk, etisk og kritisk kompetence. Hvorfor får jeg det som mangeårig litteraturlærer så alligevel dårligt med disse skemaer og kompetencehjul, som skal lære eleverne at begå sig i et senmoderne samfund? Eleverne skal gennem litteraturen møde der fremmede og hermed overskride deres egen forståelse af verden, skriver Rasmus Fink Lorenzen i sin artikel. De skal være aktivt skabende i denne proces. Alt sammen fint nok.

Men de mange velmenende kompetencer er ikke bare fine vejledere for læreren på et overordnet plan. Det er hensigten, at de skal styre tekstvalget og tekstpædagogikken, således at man efterfølgende kan undersøge, om eleverne nu også har udviklet de ønskede kompetencer. Teksten skal for alt i verden ikke vælges ud fra sin egen værdi, men ud fra sin nytteværdi. Derfor forkastes den nykritiske tekstanalyse og den faglighed, der er forbundet med den. Teksten skal desuden svare på "relevante spørgsmål, der rejses i fællesskabet".

Men hvad nu, hvis teksten ikke giver svar, men i stedet for stiller spørgsmål? Og det gælder som oftest kunstnerisk lødige tekster. Og hvad nu, hvis teksten slet ikke åbner sig, uden at eleverne formår gennem en faglig terminologi at trænge ind bag ved fx Blichers vanskelige fortællerroller? Den gode litteraturtime viser sig efter min mening ofte at være ganske uforudsigelig - og allerbedst er det litteraturpædagogiske arbejde, når den fælles analyse og fortolkning resulterer i, at læreren også får en ny erkendelse. Endelig er det langt fra sikkert, at eleverne efter timen i diverse logbøger kan redegøre for, hvad de nu har lært eller "udviklet" af mødet med den konkrete tekst.

Det litteraturpædagogiske arbejde, der forslås i Kompetencer i dansk, minder mig alt for meget om dengang i 1970'erne, da teksterne skulle tjene til en forståelse af det kapitalistiske samfunds problemer, eller i 1980'erne, da teksterne skulle belyse bestemte temaer. Kunne arbejdet med litteratur ikke være det ”helle”, hvor man tillader en åben dialog mellem tekst og elever, støttet af den faglige terminologi, nykritisk eller ej, der lærer eleverne, hvordan tekstens sprog og æstetik hænger uløseligt sammen med dens indhold?

På den måde kan - med Øregaards og Harders formulering - ”dannelse og kompetence befrugte hinanden” og man kan ”beskytte både kompetencebegrebet og dannelsesbegrebet mod at blive til tomme ord”. (fra Fremmedsprog, kompetencer – og dannelse. Af Peter Harder og Per Øhrgaard. 2002.)

Birte Sørensen, tidligere dansklærer ved læreruddannelsen og DPU.

Powered by Labrador CMS