Rummelighed fungerer ikke i København

Tre ud af fire lærere i København føler ikke, at de kan give de nødvendige tilbud til elever med sproglige eller faglige behov

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Rummelighed virker tilsyneladende ikke i praksis på skolerne i København. Lærerne føler ikke, de kan give de nødvendige tilbud til elever med særlige problemer, og føler sig svigtet af kommunens løfte om en velfungerende Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.

Det viser en undersøgelse fra Københavns Lærerforening (KLF), der har spurgt 401 lærere. Undersøgelsen tegner flere sorte billeder.

Det kniber med at skabe plads og muligheder for de svage elever på de københavnske skoler. 78 procent af lærerne mener, at rummelighed fungerer mindre godt eller ikke godt. Samtidig arbejder 90 procent af de adspurgte lærere med elever, der har sproglige eller faglige problemer.

Tre ud af fire lærere føler ikke, de kan give de nødvendige tilbud til elever med sproglige eller faglige behov, og det overvejende flertal af lærerne mangler de rigtige tilbud til børn med særlige adfærdsmæssige problemer.

»Det mest overraskende er bekymringen hos lærerne over, at så få børn kan få de rigtige tilbud«, sagde formand for KLF, Jan Trojaborg, da undersøgelsen blev præsenteret i sidste uge.

Kommunen svigter desuden løftet fra børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard om, at lærerne højst må vente fire uger på en tilbagemelding fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, når de indstiller en elev. 150 af de 401 lærere har ventet over et halvt år på at modtage en handlingsplan efter at have indstillet elever til psykolog.

Hold på skibene

KLF opfordrer Københavns Kommune til i den nærmeste fremtid at koncentrere sig om problemet.

»Man skal vedkende sig, at det er en problematik, der skal gøres noget ved, og derfor overveje ikke at sætte endnu flere skibe i søen, før det er løst«, siger Ole Hein Christensen, næstformand i KLF.

Han henviser til »Faglighed for alle« og lignende initiativer, der ikke altid bliver fulgt op af de nødvendige midler.

KLF mener, at kommunen bør finde de 30 psykologer, der mangler. Og at alle skoler skal have uddannede AKT-lærere (adfærd, kontakt og trivsel) og socialrådgivere. Undersøgelsen viser også, at der er positive erfaringer fra de 27 skoler, hvor der er en socialrådgiver. Men KLF forventer ikke, at det hele bliver gennemført.

»Det er ikke realistisk nu og her med den økonomiske forvaltning, vi har. Men vi må gøre opmærksom på, at det er en fælles kommunal opgave at finde de resurser, ellers taber vi mange på gulvet«, siger Ole Hein Christensen.

Han mener, at budgetterne er tynget af det loft, regeringen har sat på midler til service. Han forklarer, at undersøgelsen ikke er unik for København, men at tendensen også tegner sig i nylige undersøgelser fra Ballerup og Middelfart.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester Bo Asmus Kjeld­gaard.

»Det mest overraskende er bekymringen hos lærerne over, at så få børn kan få de rigtige tilbud« Jan Trojaborg, formand for Københavns LærerforeningTal om rummelighed

Tal fra undersøgelsen i København viser:

- At 80 procent forstår rummelighed, som at alle eller de fleste børn skal kunne indpasses i den almindelige folkeskole.

- At 78 procent af lærerne mener, at rummelighed fungerer mindre godt eller ikke godt.

- At tre ud af fire ikke mener, at de kan give de rigtige tilbud til elever med sproglige eller faglige problemer.

- At fem ud af seks ikke mener, at de kan give de rigtige tilbud til elever med adfærdsmæssige problemer.

- At 61 procent mener, at deres muligheder for at gennemføre differentieret undervisning er mindre gode eller ikke gode.