Debat
0   288

Den pædagogiske dømmekraft

Det som vi kan lærer af at se på resterne af den klode vi befinder os på er at hvis vi overhovedet har en smule dømmekraft så er vi ikke forbandet gode til at administrerer den! Det vi har efterladt os er en et gigantisk fysisk oprydnings projekt, og den filosofiske arv er ikke meget bedre – vores efterkommer, stod det til filosofien, må gennemgå en omfattende terapi for at erkende at de vi gjorde var kun af det gode for dem. Men her er det at vi med pædagogisk snilde kan udskyde dommen!

Vi har lige været så heldige at få to velskrevne indlæg om forskellige versioner af dømmekraften – og det ser ud til at resultatet her ved halvejen er 0-0? Så i pausen kan vi der står på linjen måske reflekterer lidt over forløbet….

 

Artiklen fortsætter under banneret

Det med dømmekraft er en vanskelig sag som selv filosofferne ikke helt har fat om – faktisk var det sådan at Kant fandt at vi ikke kan stole på vores dømmekraft. Altså kunne man fristis til at sige at selv filosofferne må over give sig til Guds dom – havde det bare været så let, for relativt kort tid efter slog vi så ’den’ Gud ihjel?

Den filosofiske dømmekraft

Konsekvensen af filosoffernes tanker er dog værd at tage med ind i vores overvejelser, når vi udvikler teknik og når vi skal uddanne os. For det som vi mistede i med tabet af den rationelle dømmekraft, genvandt videnskaben for os i form af handlekraft. Det vil sige at på trods af manglende Gud og rationalitet – så genopstod kravet om årsag og formål. Denne rest af religiøs logik gik så udmærket i spænd med vores trang til at rationalisere – så langt at vi begejstrede gik i gang med at sætte alt i ’systemer med Geist’. Denne Geist kalder vi i dag for værdier og idealer…  de religiøse systemer blev erstattet af politiske systemer - kan man se forskel?

Den positivisme som opstod i disse systemer var faktisk drivkraften, vi kunne jo se og føle at vi havde succes. Parallelt med dette opstod er en ny religiøsitet – med det samme formål, at dyrke vores værdier! Disse to deltes om et rationale ”virker det er det evidens”, eller ”virker det så er det NLP”. Begge "sider" fik ret – der akkumuleres beviser i form af kapital, finansiel kapital får man adgang til via ”spirituel” kapital.

 

Dette havde en velkendt systemisk konsekvens - for at kunne få adgang til kapital må man abonnerer på en retorik, som kan italesætte vores ny fundne dømmekraft. Det vil sige at reproduktionen i systemet kører i ring….. men med den forskel at der er to systemer som tilsyneladende er dikotomisk uforenelige – og dog benytter de sig af det samme sprog!

Der står vi så med to forskellige skoler – tilsyneladende fanget i en eksistentiel kamp. Sokrates spørger retorisk: ”Hvad er bedst for os den kolde logik, eller de varme hænder? Enten/eller…. ”

 

Den problematiske dømmekraft

Problemet er altså ikke at vi mangler pædagogisk handlekraft – vi har alt for mange varianter af denne!

Problemet er altså ikke at vi mangler politiske visioner – dem er der også for mange af!

Problemet ligger i det vi ikke kan gøre af moralske og etiske årsager, vi kan ikke tillade os at omsætte vores dømmekraft til fordomme som vores efterkommer skal leve med…. det var der kæden hoppede af!

Det som vi kan lærer af at se på resterne af den klode vi befinder os på er at hvis vi overhovedet har en smule dømmekraft så er vi ikke forbandet gode til at administrerer den! Det vi har efterladt os er en et gigantisk fysisk oprydnings projekt, og den filosofiske arv er ikke meget bedre – vores efterkommer, stod det til filosofien, må gennemgå en omfattende terapi for at erkende at de vi gjorde var kun af det gode for dem.

 

Den Salomoniske fordom

Tilbage ved problemets opløsning står vi i et dilemma – vi har masser af handlekraft, men ingen rationalitet. Hvordan løser vi den goriske knude. Her springer filosofien med et svar, fra kong Salomon. Stillet over for dilemmaet om hvem der skal have barnet, var det kyniske svar – der er ingen vinder, men vi kan slå barnet ihjel… del og hersk?

 

Krigs dikotomien "tvinger" os til at overse den egentlige konsekvensen af valget: Barnet lever, ingen har vundet endnu - dommen udskudt, til den sidste dag!

Dømmekrafts fortolkning af dette er at "barnets moder vandt” – men nej, det som reelt skete var at der var ikke to, men tre parter. Barnet og så disse to dikotomisk uforenelige… løsningen opstod da Salomon gjorde os opmærksom på barnets dødelighed …..

Er det da ikke sådan, at vi står over for et tilsvarende kynisk men også indlysende valg – hvem vil lade barnet leve….. det vil vi vel alle…

Men hvad vil det så sige? Hvem vandt var det den ene eller den anden – nej det var Barnet!

Barnets dømmekraft

Men hvis barnet ligger der i vuggen kan det da ikke dømme, men når barnet ligger der på armen kan det da ikke dømme, men nu barnet sidder der på stolen … hvornår kan barnet dømme? Det overraskende svar er at det kan det først når det er frit….. i ånd og handling.

 

Vi er altså tilbage ved det som filosofien har beskæftiget sig med de sidste 50 år. Menneskebarnets betingelser, dømmekraften var i den gamle skole begrænset til det skarpe og kyniske eksistentielle enten/eller – død eller levende-død. Hvordan har vi da glemt, at leve….

Livet slukkes for barnet når vi allerede før det er født bestemmer os for hvilke systemer og skoler det skal indskrives i! Det er her at vores egen dømme frihed forfader og bliver til en fordom…. for dømt er barnet, for det skal enten eller…..

Står vi nu over for barnets dommer Salomon - med sværdet i hånden – så er dømmekraftens svar indlysende: lad barnet leve, og lad os ikke lege denne eksistentielle skæbne lege med det!

Enten/eller filosofien, må reformeres – således ender det med at vi ikke skal bruge vores dømmekraft, men vi skal overlade det til barnet at dømme. Hvordan kan vi det…. vi har allerede svaret, og dog vi tøver dog med at bruge det?

 

Den pædagogiske dømmekraft

Vi kender allerede denne pædagogik den er beskrevet utallige gangen og læren udøver den dagligt – når lærer og elev mødes, som mennesker, så giver vi gerne ”magten” fra os. Men problemerne genopstår når profession og menneskelighed kommer i strid – derfor er det nu på høje tid at vi genopfinder de pædagogiske håndgreb hvormed vi kan gribe ind i nuet uden at forgribe os på begivenheden….

Det er en kunst som kaldes for dannelse– hvordan overleverer vi denne viden, denne knowhow, om den udskudte dømmekraft til hinanden. Dette gør vi ved at overlevere vores viden i et nyt og mere lyrisk format… hvis ikke der kan skrives en sang, et vers, en ode, et digt om dette … er det da værd at leve for?

 

Pædagogisk succes

hvordan kan vi dømme om det

barnet synger, på sin egen vej

min søn, dit liv, jeg stoler på dig!


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ