Blog
3   944

Den menneskelige dømmekraft

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Tanker om pædagogik, uddannelse og dømmekraft, ansporet af Andreas Rasch-Christensens syn på en forskningsbaseret læreruddannelse.

Læreruddannelsen er ikke en uddannelse, hvor en kompetent udførelse af et fag kan læres. Det er der mange, der tror, men det gør det ikke mere rigtigt. De studerende får derimod indblik i, viden om og fornemmelse for pædagogikkens mange spørgsmål, skolens komplekse sammenhænge, dens fag og dens kulturelle forankring. I dag har vi en forskningsbaseret læreruddannelse, hvilket burde betyde, at undervisningen i allerhøjeste grad må baseres på spørgsmål, kritisk refleksion og ikke-viden. Forskning handler nemlig først og fremmest om spørgsmål, ikke om svar.

Artiklen fortsætter under banneret

Andreas Rasch-Christensen udfolder den 11/2-2013 på Folkeskolen.dk sit syn på den nye læreruddannelse. Han udtrykker bl.a. stor glæde over, at læreruddannelsen ikke længere er en seminarieuddannelse, men derimod en forskningsbaseret en af slagsen, der skal have fokus på ”det der virker”. Jeg er personligt meget lettet over dette standpunkt, for jeg ville være blevet noget overrasket, hvis Andreas Rasch-Christensen pludselig mente, at læreruddannelsen skulle understøtte ”det der ikke virker”. Det, der alligevel er ganske bekymrende, er, at en læreruddannelse i evidensens tegn kun taler til en forudbestemt opdragelse til konkurrencestatens logik, og helt ignorerer etiske, kulturelle og normative spørgsmål.

Andreas Rasch-Christensen har helt ret i, at ”hvad virker”- spørgsmålet står centralt i den nye læreruddannelse, og derfor må vi selvfølgelig diskutere det. Godt, så lad os då få det overstået.

Hvis vi tager et af folkeskolens store problemer som eksempel, kan jeg nemmest illustrere, hvorfor selve spørgsmålet - trods dets centrale position i moderne skolepolitik - har en begrænset relevans, samt, hvorfor det i sin yderste konsekvens er ganske absurd. Siden 90`erne har uro været et problem i folkeskolen. Larm og forstyrrende elever ødelægger læringsmiljøet, giver dårlig trivsel og dårligere undervisning. AKT, CRM, LP og mange andre bogstavkombinationer har været udråbt som mulige løsninger på problemet. Imidlertid har vi endnu ikke fundet svaret en gang for alle, og må derfor blive ved med at søge. Dette på trods af, at en ”hvad der virker”-løsning ikke er svær at pege på; nemlig bevæbnede lærere. Hvis vi udstyrede alle lærere med eksempelvis peberspray (i de små klasser) og automatvåben (i de større klasser), ville det ganske evident og omkostningseffektivt være muligt både at sikre ro og regelmæssighed, samt forebygge skoleskyderier o.lign. Det ville helt sikkert virke (mange diktaturstater har jo uomtvistelig evidens for, at store folkemængder kan kontrolleres i årevis med trusler om vold og straf), men af en eller anden grund gør vi det ikke (vi har ikke engang brugt energi på at forske i det). Jeg kommer ikke med et sådant absurd eksempel for at være morsom, men for at vise, at vi først og fremmest baserer vores pædagogiske arbejde på nogle normative og etiske forudsætninger, som vi så derefter anvender som ramme for nogle metodiske overvejelser. Vi mener heldigvis ikke, at målet helliger midlet, og kulturelt og politisk har vi en tradition for at fastsætte visse almene rammer for vores samliv. Pædagogik er altså ikke et spørgsmål om ”hvad der virker”, men et spørgsmål om, hvem vi er, hvad vi vil med hinanden, og hvordan vi kan genskabe og forny vores samliv.

Hvis man helt overser den grundlæggende normativitet, og betragter pædagogik som en nærmest naturvidenskabelig aktivitet, er det relevant først og fremmest at fokusere på ”hvad der virker” - og så er mit forslag om bevæbnede lærere måske slet ikke så dumt som det var ment. Heldigvis er det svært at forestille sig, at evidensbølgen ikke har lagt sig, før vi når så langt.

Der, hvor Andreas Rasch-Christensen og ligesindede faktisk kunne bidrage til udviklingen af folkeskolen, er i forhold til spørgsmålet om metodevalget – for det består jo uanset, hvor normativ en hver pædagogik er. Vi skal vælge en metode – om vi vil det eller ej. Det er derfor fint med nogle begrundede antagelser om, hvorvidt den ene eller den anden metode bedst lærer børnene at læse, regne osv. Faktisk kan sådanne undersøgelser være særdeles brugbare for den enkelte praktiker, når undervisning skal planlægges - eksempelvis hvis en ny lærer endnu ikke har lært eleverne at kende, har meget ringe erfaring med faget eller på anden måde har brug for et gennemsnitligt sted at starte. Jeg mener derfor, at vi sagtens kan bruge både evidensforskning og andre kvantitative studier i den danske folkeskole i et begrænset omfang. Imidlertid kan vi ikke bruge disse tilgange til at svare på, hvad den skal være, og på hvilket normativt grundlag den skal baseres. At læsebog A måske gennemsnitligt ser ud til at ”virke bedst” siger jo intet om værdien af læsning eller det pågældende syn på sprog, læsning og litteratur! Når en sådan undersøgelse overhovedet bliver gennemført, skyldes det jo en allerede given forestilling om, at børn har godt af at læse og at læsning bør forstås i en bestemt kontekst.

Her kan man så mene, at værdien af skolens virke, i den nuværende internationale konkurrencesituation, nærmest giver sig selv, og eksempelvis læsning jo altid vil være godt. Det er ganske enkelt forkert. Vi kan ikke vide, hvad fremtiden bringer, og vi kan slet ikke vide, hvad eleverne får brug for. Vi kan tro, håbe og mene. Vi kan (og i min optik bør vi også) vælge at arbejde for at bevare læsning som en bestående kulturteknik, og politisk understøtte både læsning og læseoplevelser. Vi kan også vælge at gøre det, selv om en mulig fremtid måske i stigende grad overflødiggør begge dele på samme måde, som det eksempelvis er sket med evner indenfor sang, tobaksrygning, håndarbejde, alkoholindtagelse, folkedans osv., der - uden sammenligning i øvrigt - tidligere var helt nødvendige for at kunne begå sig i det sociale liv (i hvert fald i visse samfundslag). Pointen er her, at der er tale om menneskelige valg i sociale fællesskaber, ikke naturlove. Kun spørgsmålene kan have en bestemt karakter. Svarene vil altid være ubestemte. Vi må tro, håbe, mene - og vælge.

Andreas Rasch-Christensen overser altså helt, at spørgsmålet om, hvad vi mon vil (og ikke vil) med hinanden kommer før spørgsmålet om, hvordan vi mon skal gøre det. Han overser også det forhold, at en hver pædagogisk interaktion er unik, og at ingen evidens kan sige noget dækkende om det enkelte barn.

Her kunne man spørge: Hvorfor er denne skelnen egentlig så vigtig? Mit svar er, at en sådan skelnen fastholder folkeskolens elever som unikke mennesker, der skal leve egne liv i en kulturel, historisk og social kontekst. Vi kan (og skal) ikke fjerne disse kontekster, men vi skal anerkende, at de er der, og vedvarende søge menneskets frihed i dem. Det er vigtigt, at vi fastholder pædagogikkens bestemte ubestemthed som et udtryk for menneskets frihed, og ikke konstruerer en ”sand” forestilling om kompetente organismer, der skal tilpasses den internationale konkurrence på den rette måde. En lærerstuderende skal ikke lære, hvordan man gør eleven til noget bestemt, men derimod have indsigt i, hvordan man agerer i omgangen med menneskelivets paradoksale bestemte ubestemthed. I pædagogikken, særligt i forskningen herom, bør der først og fremmest arbejdes med spørgsmål, ikke med svar.

Andreas Rasch-Christensen argumenterer altså i min optik ikke for værdien af en forskningsbaseret læreruddannelse, men derimod for værdien af en postulatbaseret læreruddannelse, der søger sig selv og sine egne konkurrencestats-værdier uden den mindste form for kritik. En forskningsbaseret læreruddannelse bør i stedet anerkende alt det, vi ikke kan vide, og derefter fokusere på det åbne og blivende spørgsmål om, hvad vi i pædagogikken så stiller op med os selv og hinanden som suveræne mennesker, der må og skal leve sammen i denne grundlæggende uvished.

 

Litt:

Andreas Rasch-Christensens indlæg: www.folkeskolen.dk/522672/den-professionelle-doemmekraft

www.folkeskolen.dk/511804/et-spoergsmaal-om-magt-doed-over-uddannelseskulturen

www.folkeskolen.dk/522094/teaching-lab-noerre-nissum

www.briandegnmaartensson.dk/


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.141 andre er allerede tilmeldt