Debat
2   116

Hvad er videnskabelig metode?

 

Artiklen fortsætter under banneret

For nogle er metode et sæt anvisninger for, hvordan en ekstern virkelighed kan omdannes til sansedata, som herefter kan korreleres med hinanden i statistiske mål, så man f.eks. kan vise, at 10% mere klasseledelse giver 10% bedre testresultater. Det er evidensens metode. Fint nok, men den mangler altid en refleksion over de begreber, som den tager i anvendelse, altså de navne, som den bruger til at konstruere dens forskningsmæssige distinktioner med: "Klasseledelse", "relationer", "top 3" etc.  Disse begreber er ikke andet end skyklapper.

En egentlig videnskab må altid spørge uophørligt til sine egne begreber, deres oprindelse, deres tilblivelse og deres udelukkelser, samt hvordan disse udelukkelser altid ledsager begrebet selv.

(ligesom f.eks. Tidehverv var et opgør med Indre Mission i 1920'erne, hvorefter Indre Mission, altså Tidehvevs "ikke", i virkeligheden fulgte med Tidehverv hele vejen op gennem århundredet som en virksom skygge (Grosbøll 2007)).

Videnskab er derfor noget andet end forskning. Forskning er søgen efter sandheden. Videnskab er søgen efter sandheden om sandheden. Måske kan man også skelne mellem forskning med stort og lille f. Forskning med stort F, som i så fald er videnskaben, er teoretiske og empiriske undersøgelser, der udviser en eller anden form for bevidsthed om sine egne distinktioners tilblivelse. Forskning med lille f mangler denne bevidsthed. Den tager sin egne distinktioner for givet og klør på i enøjethed. Resultatet er som regel ikke blot dumhed, men ofte også en aggressiv destruktion af filosofi og forståelse af begrebernes tilblivelse og omgivelser. Så er det pludselig, at vi får sætninger som "vi skal bygge på evidens for, hvad der virker, og ikke på holdninger, filosofi og vaner". Den slags sætninger er tegn på dårlig videnskab. Vil man bygge pædagogik på videnskab eller forskning med stort F, vil man aldrig bruge sådanne sætninger som mursten. Aldrig.

Al forskning som normalt går under betegnelsen evidensforskning er forskning med lille f. Den er aldrig forskning med stort F og derfor heller aldrig videnskab.

Men hvad er da metode? Hvad er videnskabelig metode for pædagogikken? Her er et bud: Videnskabelig metode er studiet af sprogets infrastruktur, dets strømme, dets fortsættelser. Det er studiet af den ene sætning efter den anden. Det er studiet af det, som den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein (1889 - 1951) har kaldt vores sprogspil. Her i en karakteristisk formulering:

”Vores sprog kan betragtes som en gammel by; der er en snørklen af gyder og pladser, gamle og nye huse med tilbygninger fra forskellige tider; og alt dette er omgivet af en mængde nye forstæder med lige og regelmæssige gader og ensartede huse” (Wittgenstein 1971, §19)

Hvorfor siger Christine Antorini f.eks. sætninger som, at "ny nordisk skole bygger på nordiske dannelsestraditioner", hvorefter der slet ikke kommer flere ord fra dannelsestraditionen eller fra "det nordiske", men i stedet blot fremtures med en total dannelsesfri hovedvej med ”udfordringer” og ”metoder der virker”?  Og hvorfor kan rektor Stefan Hermann tale om oplysningens nødvendighed og så alligevel blot havne på en ærgerlig udannelsesbureaukratisk motorvej? Hvorfor skifter Antorini rute? og Hvorfor går Hermann i stå? Hvordan kan det være, at det er naturligt for nogle medborgere, at lade sprogets sætninger flyde igennem deres kroppe og lade deres organer og mund forme ord i disse uheldige rækkefølger?

Jeg bruger disse eksempler, fordi jeg har analyseret Antorinis sprogspil i en kronik i Politiken d. 23. januar og Hermanns ditto i tidskriftet Nyt Dansk udsyn nr. 2, 2013. Hvorfor følger nogle sætninger efter andre? Studiet af disse sætningsstrømme, denne sprogets yderside, dets infrastruktur og vejnet, dets sidegader og stier, dets ensrettede gader og gamle gyder er metoden. Og studiet pågår på en måde, så sprogets inderside, gangene under jorden og de gamle stier bryder igennem og afbryder trafikken, men mere om det senere.

Lad mig uddybe et af eksemplerne: Hvorfor kan Antorini ikke tale med grundtvigsk inspiration overhovedet, til trods for at hun taler om nordiske dannelsestraditioner? Hvorfor siger hun først en sætning som ”Ny Nordisk Skole hviler på nordiske dannelsestraditioner”, hvorefter følger en masse instrumentalistiske sætninger? Ja, det er jo fordi hendes syn på Grundtvig er defineret ved hendes opgør med den venstregrundtvigianske fløj i SF, hvor hun var næstformand frem til omkring år 2000. Hun mente, at venstregrundtvigianerne var fælles med Dansk Folkeparti om et "moralsk svigt" i forhold til især Europa-politikken, hvorefter hun måtte forlade partiet. Fordi hendes horisont sidder fast i dette opgør, kan hun ikke fortsætte ud af den grundtvigske landevej, og de sprogspil, der spilles i den omegn. Der er spærret. Hun  må finde en anden rute. Sætningerne må falde i en anden rækkefølge. De nationale sprogspil er også lukket, det blev de allerede af generationen før i 1968. Her er der også sat bom for mulige sætninger, også det land er forbuden frugt, og Antorini må overlade det til Dansk Folkeparti, og det hun kalder for højrepopulismen, der nu kan råde over det hele. Endelig er adgangen til arbejderklassesætningerne også lukket pga. murens fald, som har miskrediteret den traditionelle socialisme. Antorini står derfor alene. Ikke engang 80'ernes popkultur kan hun bruge, og hun beskylder Erik Clausen, Niels Hausgaard og CV Jørgensen for at svigte moralsk på samme måde som alle politikerne. Hvad tager hun fat i som begrundelse i stedet? Hvilken vej tager hun? Hvilke sætninger står for fortsættelsen? Teoretisk griber hun til 00ernes store figur, nemlig Niklas Luhmann, som hun lader sig inspirere af via sociologen og ægtemanden Henrik Dahl, som hun skriver mange af sine ting sammen med, og af Lars Qvortrup, som Dahl er meget fascineret af. Vi ved, at Luhmannismen i Danmark har store problemer med dannelse, etik, normativitet, fællesskab og filosofi. Vi ved også, at Luhmannismen er filosofien bag sætningernerne i den nye læreruddannelsesreform, der endvidere er knyttet tæt til det aktuelle udspil om folkeskolereformen. Luhmannismen kalder sig ligefrem "metodisk antihumanisme", og så kommer man nok ikke længere væk fra 1980'ernes venstre overhovedet. Luhmannismen ledsages hos Antorini af den globaliserede karrierebevidste mappedreng, der har hele kloden som arbejdsplads, og som ikke har en ærlig rod i noget som helst. Kender I CV Jørgensens sang om Computer Charlie (sangen hedder "i en blågrå kupe". Find den på albummet "vild i varmen" fra 1978)? Der har I Antorinis systemteoretiske og kulturløse dannelsesideal. Og hun ekspliciterer det endda i bogen Det ny systemskifte, som hun skriver sammen med luhmannianeren Dahl og den senere formand for Ny Nordisk Skoles dialoggruppe, Lars Goldschmidt, som også var SF'er dengang. I en senere bog taler hun om, hvordan de, altså socialdemokrater og fritænkende SF'ere, kan forene sig i et virtuelt folkeparti, som på en eller anden mystisk måde skulle udgøre samfundets elite. Man har spurgt, hvad der skete med SF's mellemgeneration? Den er her. I Luhmanns, antihumanismens og teknologiens klør.

(Nu har den gamle Grundtvigske og folkelige fløj vundet magten igen i SF, Vilhelmsen har hentet sin formative erfaringer hos Klara Korsgaard på Gerlev Idrætshøjskole i starten af 1980'erne og Holger K. slog Antorini direkte i hartkorn med Pia Kjærsgaards nationalisme. Ny Nordisk Skole blev formuleret af Antorini sammen med Nanna Westerby, også SF'er fra Roskilde og på samme fløj som Thor Møger, hvis linje nu er udraderet. De havner formodentlig alle i Socialdemokratiet i en form for gentagelse af Antorinis exit i sin tid.)

Dermed får vi forklaringen på, at Antorini ikke kan sætte en eneste kvartgrundtvigianer i Ny Nordisk Skoles dialoggruppe, og at hun ikke kan sige noget som helst, altså ingen sætninger, efter udtrykket "nordisk dannelsestradition". Disse to ord er uden kraft, og sætningen går omgående død. Den kan kun leve af fortsættelser fra alt det, som Antorini har udelukket, alt der som er på den anden side af gærdet, på ukendte stier. Der er tavshed, selvom tavsheden er larmende, fordi alle de ord, der oprindelig kunne fortsætte og danne sætninger, som kunne komme ud af vores munde, ligger under huden på os alle sammen. De flyder som skygger på forladte stier.

Forklaringen på, at Antorinis ord kommer i særligt triste rækkefølger er altså at finde i hendes egen og hendes generations forsøg på at orientere sig i en kulturel situation, hvor veje er lukket og bliver lukket. Dermed lukkes det pædagogiske felt som sådan og bliver til en eneste gade af sætninger, som alle må gå på.

Videnskabens opgave er at røre ved denne infrastruktur, dens bygning og dens processer, både for den almindelige oplysnings skyld, men også for at få et helt folks sætninger til at rumstere. Først som følelser og rødmen, derpå som stammende gamle ord, og til sidst som artikuleret pluralisme, hvor hele den folkelige infrastruktur kan komme til syne. Så har vi sandhed, altheia, som det hedder på græsk, og som betyder "lysning", en rydning i skoven eller en ny vej. Så har vi videnskab og forskning med stort F. Og så klemmer videnskaben på forskeren med lille f, som pludselig får problemer med at spørge klart. I stedet må han tænke, og så er videnskaben født. Så er forskeren blevet til en videnskabsmand.

Det er hvad, metode er. At rydde glemte stier for ukrudt, at gå lidt på dem og at bryde de alt for høje vejværn ned for at undersøge, hvad der er uden for og i nærheden. Evidensforskningen bekræfter blot det eksisterende vejnets struktur. De samme sprogspil kører som en kværn. Det er grimt, fordi alle landskaber, alle udsigter og alle farver er skjult bag store støjdæmpende skærme.

Men hvad er der til allersidst? Hvad er videnskabens opgave i den folkelige infrastruktur af sætninger, som viser sig i sit fulde vejnet? I filosofisk forstand er den fulde synlighed det punkt, hvor ingen forskning og ingen videnskab har en opgave. Den fulde synlighed er en praksis, hvor ord strømmer frit og af sig selv, men med en paradoksal tavshed indbygget. Tavsheden er kun synlig for Gud. Det er, når al væren sitrer og alting fremstår i fuld egenart. Videnskabelig metode er at klemme på vejnettet, så landskaberne kan ses, så tingene virker i os.

 

Referencer:

Grosbøll, Mette Kathrine (2007). Teologisme - om Tidehvervs vej til Christiansborg, København: Anis.

Rømer, Thomas Aastrup (2013). ”Christine Antorinis horisont”, kronik i Politiken, d. 23. januar, http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1876116/ud-fra-christine-antorinis-horisont-har-venstrefloejen-svigtet-moralsk/#.UP-cS9shUOI.facebook

Rømer, Thomas Aastrup (2013). ”Oplysningens visnen og uren pædagogik”, Nyt Dansk Udsyn, nr. 2, s. 5-18, http://nyt-askov.dk/?page_id=62

Wittgenstein, Ludwig (1971). Filosofiske Undersøgelser, København: Munksgaard

 

 

 

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ