”Smid ikke det brede dannelsesperspektiv i danskfaget ud med badevandet”, siger lektor i danskdidaktik på DPU Mads Thorkild Haugsted.

Konference: Danskfaget er under pres

Spidse dagsordner som læsning og skrivning og it stikker sylen ind i det store, traditionsrige dannelsesfag dansk. DPU trommede dansk-folk sammen til konference.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Læsning er alle fags moder. Sådan sagde Bertel Haarder, når lejlighed bød sig, da han var undervisningsminister. Hans efterfølger, børne- og undervisningsminister Christine Antorini, citerer ham tit og gerne for netop dét, og statsminister Helle Thorning-Schmidt kan heller ikke blive træt af at sige det: Børnene skal lære at læse og skrive og regne.

"Denne back to basics-dagsorden, der har været undervejs længe, lægger et stadig større pres på det store, vigtige dannelsesfag dansk", siger lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), ph.d. Mads Thorkild Haugsted, der forsker og underviser i danskdidaktik.

Danskfaget står i et vadested, mener han, og fagdidaktikerne må nu sammen finde ud af, hvilken retning de vil gå i. Og hvilken kurs, de vil anbefale politikerne, at danskfaget skal slå ind på. Fælles Mål for dansk skal jo for eksempel revideres i løbet af 2013.

Samling over dansk-tropperne Mads Thorkild Haugsted havde derfor sammen med sin kollega på DPU Jeppe Bundgaard indkaldt danskdidaktikere til en konference under  overskriften "Årets Danskdidaktik-konference - hvor skal vi hen?". Det er initiativtagernes plan, at konferencen skal være en årligt tilbagevendende begivenhed.

Over 50 dansk-folk fra folkeskoler, læreruddannelserne, universiteter, forlag, Dansklærerforeningen og ministeriet troppede op og deltog i workshops og plenum og debatterede og diskuterede, hvilken vej danskfaget skal gå.

Dannelse kontra læsning og skrivning De kunne ikke på to dage helt blive enige om, hvor danskfaget skal hen, men hvor de aktuelle konfliktlinjer går, dét var de ikke i tvivl om:

Dannelse kontra læse- og skrivefærdigheder, litteratur kontra grammatik, it som hjælpemiddel kontra it som et nyt medie, der sender skønlitteraturen på museum.

De fleste syntes at være bekymrede for, at dannelse og litteratur og de kreative og musiske sider af faget vil blive presset ud af danskundervisningen, også arrangøren Mads Thorkild Haugsted.

"Jeg er bestemt ikke modtander af, at eleverne lærer at læse og skrive, det siger sig selv. Men jeg vil plædere for, at det brede dannelsesperspektiv, som danskfaget også har, ikke bliver smidt ud med badevandet", siger han til folkeskolen.dk

Dannelse kontra it Det brede dannelsesperspektiv må heller ikke blive presset ud af den monstrøse it-dagsorden, mener Mads Thorkild Haugsted.

"It-teknologierne er fine nok som hjælpemidler, men det er som om, at it fuldstændig har sat sig på den danskfaglige diskussion. Den har taget energien ud af meget vigtigere drøftelser om, hvordan vi for eksempel bevarer de kreative og innovative sider i faget, og hvordan vi kan skabe en rød tråd i danskundervisningen fra førskolealderen til de videregående uddannelser", siger han.

Læs mere

Mere om konferencen