Anmeldelse Skolenedlæggelser
0   870

Kampen for en skole

Prisværdigt at opsamle erfaringer, men engagementet står i vejen for systematikken i denne debat- og dokumentarbog.

Kampen for rundhøjlivet

Fakta


Titel
Kampen for rundhøjlivet

Forfatter
Bine Herold

ISBN
9788792893314

Pris
149

Sider
106

Forlag
Siesta

Skolenedlæggelser kan sætte sindene i kog. Der kan naturligvis altid findes saglige grunde til at bevare distriktets skole, ligesom kommunalpolitikere, der er valgt til den bundne opgave at få kommunens økonomi til at hænge sammen, kan have deres legitime synspunkter. Det er nu sjældent, at debatniveauet forbliver der. Mange steder synes forældre og lærere at give afkald på deres sunde fornuft og gode opdragelse, og i nogle kommuner får visse forældrerepræsentanter malet sig så langt op i et hjørne, at det er svært at få øje på muligheder for et fremtidigt samarbejde, uanset hvad resultatet bliver i sidste ende.

Artiklen fortsætter under banneret

Rundhøjskolen i Aarhus var udset til at være en af de skoler, byrådet ville lukke. Skolen argumenterede for sin eksistens, ikke mindst fordi man igennem sin idrætsprofil og støtteaktiviteter uden for skoletid så sig som et mønstereksempel på en skole, der lever op til regeringens målsætning om mere fysisk aktivitet for eleverne. Tidligere tiders bandeuvæsen havde man også fået has på.

Denne bogs forfatter skildrer kampen – udtrykket er næppe for stærkt - for at bevare den skole, hun er ansat på. Andre kan komme i samme situation, og derfor er det prisværdigt at samle erfaringerne sammen. Det gør forfatteren så, fra nær og fjern, stort og småt mellem hinanden. Desværre i mange tilfælde uden angivelse af, hvilken sammenhæng indlæggene er skrevet i. Det er ofte svært at skelne mellem citater fra læserbrevsskribenter og forfatterens egne kommenterende synspunkter. Det fremgår af forlagets hjemmeside, at man tilbyder print on demand-løsninger, og som læser sidder man med en stigende mistanke om, at det er det, vi er ude i her. Men forlaget udsender og markedsfører bogen som sit eget produkt. Åbenbart har man bare glemt at sætte en forlagsredaktør på opgaven.

En række af skolens mange gode aktiviteter bliver beskrevet, og der er for mig ingen tvivl om, at man har gang i mange ting, der virker. Det er bare ikke fuldstændig overbevisende, at morgenmadsordningen eller idrætsaktiviteterne ikke ville kunne foregå i andre lokaler eller under anden skoleledelse. Udtrykket ”splittet til atomer” optræder flere gange. Det er, som om forfatteren dermed fuldstændig vil se bort fra, at lærerne er professionelle og kompetente. Selvfølgelig ville Rundhøjskolens lærere kunne indgå i samarbejdsrelationer med nye kolleger, det er ligefrem muligt, at nogen ville få øje på nye muligheder, hvis man blandede kortene igen.

Kommunevalgskortet er altid godt at trække. Forældre mener, at de vil kunne huske, hvem de skal undgå på valgdagen. Men indimellem glemmer man, at man jo altså skal stemme på nogen. Her ville valgargumentet have stået stærkere, hvis forfatteren havde undersøgt, om der faktisk kunne skabes et flertal for en skolestruktur, der gik uden om hendes skole. Efter kommunevalget i efteråret 2013 vil der jo under alle omstændigheder sidde et nyt byråd med for mange og for dyre skoler, som de må gøre noget ved. Men oppositionens bud på en skolestruktur bliver man ikke klogere på ved at læse bogen.

Bogens tid er ikke konsekvent. Det fremgår af sidste side, at skolen blev reddet, men mange af kapitlerne omtaler alligevel de ødelæggende konsekvenser af en nedlæggelse. Det er forvirrende som læser at skulle forholde sig til alt dette sortsyn, når forfatteren godt kendte resultatet på udgivelsestidspunktet.

Onsdag den 19. december vedtog Aarhus byråd at nedlægge to andre skoler. Men de har ikke skrevet nogen bog.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ