Blog
52   4563

Hvor højt skal vi råbe, Christine?

Abonner på nyt om Niels Chr. Sauer i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Ministeren svarer imod bedre vidende

Hvordan politikere ser ud, når de bider hovedet af al skam, kunne studeres in natura i folketingets uddannelsesudvalg 22.1. Her havde Merete Riisager (LA) kaldt undervisningsminister Christine Antorini i samråd om den manglende evidens bag forslaget om obligatorisk heldagsskole. Efter godt en times tåkrummende ministeriel udenomssnak bliver Antorini spurgt om sin holdning til den ’ekspropriering’ af børns fritid, som forslaget er udtryk for. Hertil svarer hun uden at fortrække en mine - vel vidende at spørgeren Marie Krarup (DF) ikke får lejlighed til at stille opfølgende spørgsmål - at ’87 pct. af alle børn i dag går i sfo’, underforstået: Hvad  er problemet?

Problemet er, at ministeren vrøvler. De 87 pct. gælder kun i indskolingen. I mellemtrin og udskolingen er procenten nul. Desuden er langt fra alle de 87 pct. tilmeldte indskolingselever i sfo hver dag. Masser af børn laver legeaftaler og / eller går direkte hjem efter sidste time. Og mange af de børn, der går i sfo, er der kun i ganske kort tid.

Artiklen fortsætter under banneret

Umiddelbart efter denne epsiode spørger Riisager om ministerens holdning til den kendsgerning, at centrale interessenter, herunder DLF, har taget skarp afstand fra forslaget. Hertil svarer Antorini med høj cigarføring - igen i forvisning om, at samrådet er slut - at hun ikke kan ’genkende Merete Riisagers referat af, hvad de forskellige organisationer mener’. Og så henviser hun direkte til de samtaler, der fandt sted i det såkaldte partnerskab inden sommerferien 2012, hvorunder, forstår man,  ingen udtrykte forbehold overfor den obligatoriske heldagsskole.  

Jamen det er da så sandt, som det er sagt!  Interessenterne udtrykte garanteret heller ikke forbehold overfor  forslag om fx at genindføre lussingen. Af den simple grund, naturligvis,  at ingen foreslog det, og ingen havde fantasi til at forestille sig, at nogen kunne finde på at foreslå noget så tudetosset.

Forslaget om obligatorisk heldagsskole på alle klassetrin i alle skoler finansieret af lærerne kom i december som et lyn fra en klar himmel, af uransagelige grunde undfanget af en lille håndfuld anonyme djøffer fra KL, finansministeriet og undervisningsministeriet, der havde siddet i et hermetisk lukket rum på Frederiksholms Kanal i et par måneder og brygget en hel ny folkeskole sammen. Hvordan i himlens navn skulle interessenterne dog på nogen måde kunne forholde sig til dette i enhver forstand sensationelle forslag helt tilbage i juni, hvor end ikke opdaterede socialdemokrater, der arbejder med skolepolitik, havde hørt en lyd om det?

Realiteten er, at DLF og de øvrige interessenter lige siden forslaget kom frem ikke har forsømt nogen lejlighed til at bøje det i neon for ministeren, at de synes, at obligatoriske heldagsskoler er en rigtig dårlig idé. Men ministeren har altså ikke hørt det! JAMEN HVOR HØJT SKAL VI RÅBE, CHRISTINE?

Det er naturligvis dejligt med lærernes uventede venner fra folketingets højre side i nødens stund. Spørgsmålet er imidlertid, hvor de vil være, hvis og når sømmene skal slås i af folketinget efter de kuldsejlede ’forhandlinger’, der venter forude. Herom kan man have sine bange anelser. Hvor meget op ad bakke det her er for DLF ses af, at Antorinis skarpe kritikere i samrådet 22.1. lader hende slippe af krogen alligevel, når det kommer til stykket.

Igen og igen forsvarer ministeren sig med, at mere undervisning naturligvis kun giver dygtigere elever, når undervisningen er af høj kvalitet. Men ikke én af dem følger op med det indlysende og stærkt presserende spørgsmål: Hvordan vil ministeren så sikre den høje undervisningskvalitet? Hun kan jo ikke så godt svare, som sandt er, at det vil hun gøre ved at forringe lærernes mulighed for at forberede sig ordentligt, give dem, hvad der svarer til mindre end 3000 kr. pr lærer om året til efteruddannelse de næste syv år og så i øvrigt køre på med alle de nye krav om ekstremt forberedelseskrævende undervisningsformer og, ikke at forglemme, inklusionen. Så det spørgsmål skal ikke stilles. Svaret ville blive for pinligt og nærmest tvinge kritikerne til at tage lærernes side i opgøret om arbejdstiden. Og det de ikke parate til – endnu i hvert fald. Når det gælder angrebet på lærernes arbejdstid og den danske model, står de stadig på regeringens side. De har tilmed ved tidligere lejligheder luftet ønsker om fx offentliggørelse af testresultater og resultatløn til lærere, forslag som vi formentlig kan se frem til, hvis de kommer til magten igen. Dette blot være sagt, for at man ikke skal tro, at det ikke kan blive værre endnu.    

Sten Clod Poulsen havde for nylig en kronik i Weekendavisen, hvori han skrev, at politikerne tror, at folkeskolen i disse tider står med ryggen mod muren, så nu kan man presse den hæmningsløst. Det gør den imidlertid ikke, mente han. Den står med ryggen imod en afgrund. Og hvad sker der så, hvis man presser den? 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ