Anmeldelse

Rebus

Nutidig og spændende guideline om arkitektur og demokrati

Medindflydelse giver forståelse for det byggede. Fra affaldsspande og hængekøjer til redekasser. Læs den, især hvis din skole skal til at bygge om.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Gennem tre år har et EU-projekt arbejdet med at udvikle og afprøve danske, svenske og norske erfaringer med børn og unges medindflydelse på udvikling af de fysiske rammer i børnehaver og skoler. Undervejs i processen er der blevet udarbejdet en såkaldt Rebus-model. Modellen indeholder fire faser: Start, design, forandring og evaluering. Modellen vil forbinde det fysiske miljø med de pædagogiske aktiviteter. Målet har været, at ved inddragelse igennem processen vil børnene og de unge finde større glæde ved tingene og passe bedre på de forbedringer, som bliver etableret, end de ville have gjort uden medinddragelse. Erfaringerne viser også, at jo bedre de nye projekter er i tråd med nye læreplaner og faglige mål, desto bedre bliver de forankret hos ledelsen.

Fakta:

Titel: Rebus

Sider: 86

Forlag: Dansk Center for Undervisningsmiljø

12 børnehaver og skoler fra Norge, Sverige og Danmark var involveret og bidrog med konkrete erfaringer.

Rebus-projektet kan være med til at øge børns og unges forståelse for de fysiske rammer og nye tiltag. Børn og unge har unikke erfaringer om deres eget nærmiljø – erfaringer og meninger, som er forskellige fra voksnes. Resultatet og tilfredsheden bliver større, når børn og unge er med hele vejen i processen.

Gymnasieelever fortæller, at de blev hørt i arbejdsfasen og blev taget meget alvorligt. De kunne tage kontakt til de voksne, de arbejdede sammen med, når som helst, blandt andet via sms eller telefon. De fortæller også, at de vældig gerne vil være med i sådanne typer projekter igen.

Gennem Rebus-processen er alle 12 pilotprojekter blevet økonomisk støttet med 50.000 kroner. Det er super spændende læsning, hvad 12 forskellige institutioner vælger at bygge. Der er café med nye farver og møbler, ny vandbane i børnehave, nye affaldsspande i flotte farver, indretning af uderum, nye redekasser og webkameraer i en børnehave med mere.

Publikationen er anbefalelsesværdig – især hvis du på din institution har planer om nye tiltag. Projektet vidner om en positiv og lærerig proces inden for arkitektur og læringsrum. Valg af projekter, former og farver er set og læst andre steder i lignende udgaver. For den skarpe ildsjæl inden for arkitektur og læring er der måske ikke så meget nyt. Man må holde sig for øje, at projekterne er nogle, som børnene og de unge har haft stor indflydelse på, og at det nok er de pædagogiske tiltag i projektet, som er af størst aktualitet.

Publikationen henvender sig til lærere, børnehavepædagoger, forvaltninger, ledelser og arkitekter.