Den største fornøjelse gennem alle årene har været at undervise børnene og give dem den grundlæggende viden, som de skal bygge videre på, efter de har sagt farvel til skolen'.

Sådan siger Karen Helene Kidde, der blev pensioneret i 1984 efter at have været ansat på den samme skole i 42 år.

Hun skænker kaffe brygget på den gammeldags måde med fløjtekedel og kaffetragt, mens hun smilende fortæller om glæden ved at møde sine tidligere elever til 25- eller 40-års jubilæer.

'Det er dejligt at høre dem fortælle om deres arbejde og deres familier. De har alle fundet deres plads i livet, og jeg siger til mig selv, at man som lærer aldrig ved, hvilke evner der ligger gemt i hvert enkelt barn'.

Hun bestemte sig for at blive lærerinde i en tid, hvor piger kun sjældent tog en uddannelse.

'Det blev forventet, at man tog et kursus i husholdning, og så kunne man ellers gå og vente på at blive gift', siger Karen Kidde.

Men da Karen Kidde havde taget realeksamen i 1936, fik hun plads i huset hos malerparret Sigurd og Agnethe Swane på Malergården i Odsherred, og det var her, hun bestemte sig for at blive lærerinde.

'Sigurd Swane havde den idé, at de tre børn skulle vokse op under forhold, der mindede om det forrige århundrede, så der var hverken elektrisk lys eller rindende vand. Børnene gik heller ikke i den lokale landsbyskole, så jeg kom til at undervise dem helt uden at have nogen erfaring. Men jeg tog bare fat på det, og da fandt jeg ud af, at jeg gerne ville have med børn at gøre, og at jeg havde lyst og tålmodighed til at lære dem noget', fortæller Karen Kidde.

Hun søgte ind på Odense Seminarium, og efter at have aflagt prøve i bibelhistorie blev hun optaget på seminariet i 1937.

'Det var svært at få arbejde, da jeg var færdiguddannet. Måske især for lærerinder. Der var mange af mine kolleger, der måtte være 'cykelvikarer' i adskillige år, inden de fik job'.

Karen Kiddes første job som færdiguddannet i 1941 blev på Herregården Kongstedlund hos Prinsesse Dagmar, Kong Christian X's yngste søster. Hun skulle undervise den yngste datter, Dagmar, privat.

'Det var en stor oplevelse i sig selv at være i et miljø, som man ellers ikke kan komme i', fortæller hun.

Men Karen Kidde ville gerne have et job inden for det kommunale område, og hun søgte job på Kragelundskolen i Højbjerg. Hun blev ansat på skolen i april 1942 og blev der til 1984, hvor hun gik på pension.

Ikke plads ved bordet

'Jeg blev ikke uden videre accepteret af kollegerne, da jeg begyndte. Den første tid måtte jeg sidde for mig selv ved et lille bord på lærerværelset, for der var ikke plads til mig ved det store bord, hvor de andre sad. Men det blev der heldigvis med tiden', smiler hun.

Karen Kiddes hovedfag var dansk, men der skulle gå ti år, inden hun fik sine første dansktimer i en mellemskoleklasse.

'Min største interesse var at have dansk med en 1. klasse. Det var simpelthen det bedste, jeg vidste - at lære dem at læse. Også selvom der dengang var 36 børn i klassen. For verden er jo lukket for én, hvis man ikke kan læse, og jeg ville gerne lære dem det redskab, der kan lukke den op', siger Karen Kidde.

'I de første år på skolen havde jeg især mange gymnastiktimer, da det var et fag, som de ældre lærere sommetider valgte fra. Jeg havde 15 gymnastiktimer om ugen, men jeg lejede selv et klaver, som jeg brugte i forbindelse med, at jeg havde et hold med voksenelever i den lokale gymnastikforening. Det fik lov at stå i gymnastiksalen, så jeg brugte det også i skolens gymnastikundervisning. Og det satte i høj grad kulør på timerne', siger hun.

I 1952 blev Karen Kidde medlem af Århus Lærerindeforenings bestyrelse. Her sad hun i ti år, de tre af dem som formand.

'Det var en meget frugtbar tid, som skærpede min interesse for folkeskolen og dens mangesidede virksomhed. Jeg lærte meget af den hjælp, Lærerindeforeningen gav kolleger, der på den ene eller anden måde var 'kommet i klemme'', siger hun.

'Samtidig kunne jeg drage nytte af det faglige engagement i mit arbejde som lærerrådsformand. Vores skoleinspektør var af den gamle skole, når det gjaldt det administrative. Det kom især til udtryk, når det gjaldt lærerrådet og dets lovmæssige rettigheder'.

Børnene skal have det godt

Karen Kidde forlod det faglige arbejde i Lærerindeforeningen i 1962, hvor hun blev valgt ind i sognerådet i Holme-Tranbjerg Kommune, der nu er en del af Århus Kommune. Hun var medlem af socialudvalget frem til 1970. Også her kæmpede hun for bedre forhold især for de enlige mødre.

'Det fik stor betydning for mit arbejde i skolen, da jeg fik indsigt i de forhold, som mange af vores børn vokser op med. Da jeg fik lejlighed til at se, hvordan det var for en enlig mor at få sendt børnene af sted, inden hun selv skulle på arbejde, blev jeg grebet af en lyst til at hjælpe dem til en bedre uddannelse, så de ikke skulle have så trange dage. Vi fik bygget mange børnehaver, legestuer og fritidshjem i min tid i sognerådet, og det er noget, man stadig nyder godt af her i området'.

Og at eleverne, som Karen Kidde konsekvent omtaler som 'mine børn', havde det godt, var lige så vigtigt for hende, som at de fik lært at læse.

'Jeg har mange gange savnet de gamle skolebænke. Der kunne man sætte sig på kanten og tage omkring et lille barn i 1. klasse og hjælpe til, hvis det næsten ikke kunne få blyanten til at fungere rigtigt. Det kan man ikke på en stol. Og det bedste resultat får man, hvis man holder af dem uden betingelser og forbehold, men bare som de er, og tager dem til sig både i overført og bogstavelig forstand'.

'Nogle gange bliver man belønnet. Jeg havde en lille pige, der havde meget svært ved at læse. Men pludselig en dag løftede hun hovedet fra de bogstavbrikker, vi arbejdede med, og sagde med et smil ud over klassen: 'Nu har hun lært mig det!' Det er oplevelser som den, der gør, at jeg tænker: Nå, så var der da noget, der lykkedes'.