Debat

Vattet holdning til karens

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Så blev det ja til overenskomsten, og vi slap for en konflikt, og tillykke til os alle med det. Så er der tre år til næste chance/risiko.

Men der er kun knap et halvt år til at få styr på hovedstyrelsens vattede holdning til karens for de medlemmer, der ikke opfylder betingelserne i DLF's vedtægter om medlemmernes ret til konfliktstøtte.

I forbindelse med de netop overståede overenskomstforhandlinger opfordrede DLF's næstformand Stig Andersen på de regionale tillidsrepræsentantmøder til en meget lempelig holdning over for de medlemmer, som af en eller anden årsag ikke havde fået meldt sig ind i tide til at opnå konfliktstøtte. Dette kunne opfattes, som om vi i denne sag skulle se bort fra vores ellers glimrende vedtægter.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Men enten lever vi op til disse vedtægter, eller også må vi ændre ordlyden om, at hvis man ikke rettidigt har fået meldt sig ind, så skal man »normalt« have to års ubrudt medlemskab for at få konfliktstøtte. En overenskomstforhandling med mulig konflikt hvert tredje år må vel anses som en normaltilstand.

Det kan ikke være rigtigt, at hovedstyrelsen atter en gang skal kunne vaske hænder og bede den enkelte kreds om at vurdere, hvis »moster der er mest syg«, hvis økonomi der er værst, eller om det er uforskyldt eller selvforskyldt glemsomhed, at man ikke har fået meldt sig ind.

Svar

Det er en alvorlig problemstilling, du peger på. På den ene side skal vi håndhæve reglerne om medlemskab og karens. Og på den anden side skal vi sikre intern opbakning og sammenhold i konfliktsituationen. Det er et klart dilemma, som hovedstyrelsen har været - og er - meget opmærksom på.

På de regionale tillidsrepræsentantmøder, der blev afviklet mellem 28. januar og 4. februar, orienterede jeg om en række forhold i forbindelse med en eventuel konflikt. I den sammenhæng henledte jeg opmærksomheden på, at medlemmer omfattet af karens ikke kunne få konfliktstøtte. Jeg opfordrede kredse og tillidsrepræsentanter til at være opmærksomme på dette og pegede på muligheden for at søge dispensation. Jeg understregede, at der er tale om individuelle vurderinger, og at hovedstyrelsen ville lægge vægt på påtegningerne fra tillidsrepræsentanter og kredse. Det er lige efter bogen - helt i overensstemmelse med foreningens vedtægter.

Stig Andersen, næstformand for DLF