Selvfølgelig forsøger man at sammenligne de gældende arbejdstidsregler med den aftale, der nu skal stemmes om. Og det er svært. Af mange grunde.

For hverdagen fungerer jo ikke, som den er beskrevet i 'den blå', som eksperterne kalder den bog, der indeholder UFØ-aftalen, som Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening slår op i, når de er uenige. Og gud ske lov for det, for den tekst får manualen til en videomaskine til at virke nem og overskuelig. En aftale skal skabe juridisk klarhed, mens virkelighedens klarhed skabes i hverdagens samarbejde.

Derfor har alle parter - fra lærer til tillidsrepræsentant, fra skoleleder til forvaltningschef og fra DLF til Kommunernes Landsforening brugt tiden siden 1993 til at file kanter og oversætte paragraffer til noget, der kunne leves med i praksis. Så altså: Det er ikke den gældende aftaletekst, der skal sammenlignes med.

Det er hverdagens arbejdsbetingelser, der skal fokuseres på, når den nye overenskomst skal vurderes. Og man skal vel at mærke ikke kun se på nutiden, man skal se på skolehverdagens udvikling, som den har været, og - først og fremmest - som den bliver i fremtiden.

Fra redaktørens udkigspost er der ingen tvivl om i hvert fald tre forhold:

- Folkeskolens børnehaveklasseledere, lærere og skoleledere har gennem de seneste år været udsat for et voldsomt pres, som gør, at mange føler, at de er tæt på smertegrænsen. En ny skolelovs krav samtidig med nye bureaukratiske arbejdstidsregler har mildt sagt ikke gjort det psykiske arbejdsmiljø bedre.

- Og selv om aftalen om 'Folkeskolen år 2000' af både arbejdsgivere, Undervisningsministeriet og Danmarks Lærerforening opfattes som et fælles forsøg på at støtte folkeskolen, så opleves den af mange som det modsatte: som nye krav.

- Når skolen så samtidig tæppebombes med kritik fra OECD, sensationsmedier og populistiske politikere, . . . ja, så er det ved at være nok.

I det lys skal overenskomsten ses: Den analyse, der ligger bag den nye aftale, viser, at lærere i dag bruger mere og mere tid på at arbejde sammen. Fordi det er nødvendigt for at få alt det nye til at fungere. Og tiden til samarbejde snuppes fra den individuelle forberedelse.

Samtidig ved man, at det ikke alene er lektionstallet, der afgør, hvor meget tid og psykisk energi der bruges til forberedelse. Det bestemmes blandt andet af, hvilke emner der skal arbejdes med, og hvor vanskelig en klasse er. Det bestemmes af, hvor meget hjælp man kan få fra kolleger, og om man føler, at man lige nu er psykisk stærk eller svag. Det bestemmes af, hvor mange erfaringer man har med netop den undervisningsform, man skal i gang med. Og så videre.

Målet har været at konstruere en aftale, der giver hver enkelt en tidspulje, som ingen andre kan snuppe. Samtidig skulle det anerkendes, at der skal gives arbejdstid til lærersamarbejde, og at udvikling koster masser af tid. Og det skulle slås fast, at vanskelige undervisningsopgaver kan udløse ekstra tid til forberedelse.

Alt det - kombineret med, at det nu er anerkendt, at den personlige samtale med den enkelte elev, ekskursionen, lejrskolen og teaterturen tæller som undervisning - gør aftalen til en temmelig god sikring, der vil kunne omsættes til hverdagsvirkelighed.

Så når kritikeren stiller sig op med lommeregneren og siger, at 'det gamle var bedre', så overvej lige, om ikke den nye model alt i alt giver bedre arbejdsbetingelser. Både i morgen og i overmorgen.

-th

Det er ikke lektionstallet, der afgør, hvor meget tid og psykisk energi der bruges til forberedelse