OECD i intern strid om skolen

OECD taler med to tunger i undervisningsspørgsmål og promoverer konkurrence for enhver pris, mens Pisa-forfatterne i uddannelsesafdelingen forsøger at holde igen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»OECD's egne Pisa-folk advarer mod konkurrence«, hed en overskift på folkeskolen.dk den 4. december sidste år. Journalisten rapporterede fra et pressemøde i de rige landes organisation for økonomisk samarbejde, OECD i Paris, hvor man offentliggjorde den seneste Pisa-rapport. Og hvor der altså blev afsløret en intern uenighed.

OECD går helt officielt ind for konkurrence, og når det er økonomerne i afdelingen for beskæftigelse og arbejdsmarkedspolitik, der har ordet, er der meget få undtagelser fra organisationens liberale credo om, at konkurrence mellem skoler og elever er godt. I OECD's Centre for Educational Research and Innovation, Ceri, er meldingen derimod, at konkurrence i uddannelsessystemet langtfra er en entydig fordel.

Den interne uenighed holdes oftest bag kulisserne, men kom altså frem i fuldt projektørlys i december. Og det var ikke hvem som helst, der stod frem med en kritik af OECD's ønsker om at lade markedet styre skolen. Bernard Hugonnier er underdirektør og nummer to i Ceri's hierarki.

»OECD som institution opmuntrer til øget konkurrence mellem elever og institutioner og mellem offentlige og private skoler, og øget konkurrence er en generel tendens i mange OECD-lande. Men det er ikke en udvikling, som Ceri støtter«, sagde han på pressekonferencen.

Et eksempel på OECD's dobbelte tale er for eksempel synet på det amerikanske system No Child Left Behind, NCLB, hvor konkurrencen mellem skolerne er drevet til sit yderste. Skolerne får penge efter, hvor gode resultater deres elever præsenterer i nationale test. En skole med mange svage elever og medfølgende svage resultater vil år efter år få færre og færre penge (se også Folkeskolens reportage fra USA i sidste uge: »Amerikanske børn på katastrofekurs«. Redaktionen).

Den værst tænkelige konkurrencemodel

»No Child Left Behind er den værst tænkelige model for konkurrence mellem skoler«, siger Bernard Hugonnier uden omsvøb og forbehold til Folkeskolen.

Men i sin seneste økonomiske landerapport for USA, Economic Survey 2007, siger OECD's økonomer det stik modsatte:

»NCLB-loven synes at fungere godt og at løse centrale problemer på en fornuftig måde. NCLB-lovgivningen bør fortsætte«.

Bernard Hugonnier ønsker ikke at uddybe OECD-uenigheden mellem økonomer og uddannelsesfolk. Til gengæld vil han gerne præcisere sit syn på konkurrence.

»Der findes god og dårlig konkurrence i uddannelsessystemerne. Konkurrence, der er med til at sprede nytænkning og gode ideer, er udtryk for en sund konkurrence. Pisa-statistikkerne viser for eksempel, at skoler med en vis autonomi i rekruttering og budgetlægning har bedre resultater end mere bureaukratisk styrede skoler«.

Pisa har sammenlignet private og offentlige skolers resultater, og ved første øjekast ser det ud, som om økonomerne har ret, og at elever i private skoler har bedre resultater end elever i offentlige skoler. Det er tilfældet i 21 lande med en betydelig privat skolesektor, hvorimod offentlige skolers elever kun overgår privatskolernes i fire lande. I gennemsnit scorer privatskoleeleverne 25 Pisa-point flere end de offentlige skolers, hvilket svarer til omkring trekvart skoleår, forklarer Hugonnier.

»Men«, fortsætter han, »undersøgelsen konstaterer også, at afstanden skrumper til otte point, når der tages højde for elevernes sociale baggrund. Og når man samtidig ser på det sociale miljø i skolernes naturlige rekrutteringsområde, er forskellen helt væk«.

»Hvis skolerne sørger for at hjælpe de svage elever med for eksempel støtteundervisning, lektiehjælp eller anden tilpasset undervisning, kan konkurrence være godt. Ellers ser vi helt klart, at øget konkurrence systematisk favoriserer de stærke elever og gør det vanskeligere for de svagere at få gode resultater«, slår Bernard Hugonnier fast.

Politikere kender sandheden, men .

Men er det et budskab, der trænger igennem?

»Mange embedsmænd og politikere i OECD's medlemslande ved godt, at vi har ret. Det siger de, når vi taler med dem. Men politisk sælger de det ikke særligt godt. Derfor ser vi ofte, at de samme politikere lover vælgerne de stik modsatte løsninger. Eller de bevarer systemer, der fastholder uligheden, fordi vælgerne tror på øget valgfrihed og øget konkurrence«, siger Bernard Hugonnier.

Og det gør de så meget, meget mere, som andre dele af OECD legitimerer den slags politikker, lyder kommentaren fra Birgitte Birkvad, der er de danske lærerorganisationers faste repræsentant i Bruxelles.

»OECD taler med to tunger i uddannelsesspørgsmål, og uddannelsesfolkene i Ceri er under pres fra resten af OECD. Derfor slår de fra sig. Det er det, Bernard Hugonnier gør, når han står offentligt frem med sin kritik af OECD's økonomer«, siger Birgitte Birkvad.

»Ceri-folkene har i mange henseender et nuanceret syn på uddannelse, og det skinner igennem, når man nærlæser Pisa-undersøgelserne, der lægger vægt på lighed og social retfærdighed. Men på den anden side af gangen i OECD's hovedkvarter sidder økonomerne i beskæftigelsesafdelingen, og de bruger så Pisa-resultaterne til at rangordne skolerne og promovere øget konkurrence mellem de enkelte uddannelsesinstitutioner«, mener Birgitte Birkvad.

Det samme oplever Martin Rømer, som er generalsekretær i de europæiske lærerorganisationer sammenslutning The European Trade Union Committee for Education, ETUCE.

Uddannelse som en vare

»De folk i OECD, som arbejder med beskæftigelsespolitik og arbejdsmarked, ser udelukkende uddannelse som et instrument til at skabe økonomisk vækst. Derfor ser de uddannelse som en vare og anbefaler konkurrence for konkurrencens egen skyld. Uddannelsesfolkene i Ceri gør et ihærdigt arbejde for at skabe en mere afbalanceret debat, men det har ikke den store gennemslagskraft«, mener Martin Rømer.

Den gennemslagskraft har til gengæld resten af OECD. Som den finske uddannelsesforsker Risto Rinne fra Turku Universitetet i Finland skriver i European Educational Research Journal, Volume 3/2006: »OECD har haft overvældende indflydelse på uddannelsespolitikken i medlemslandene, selv om uddannelse ikke er organisationens kerneområde, i modsætning til for eksempel Unesco«.

Denne interesse for uddannelsespolitik eksploderede i 90'erne, først med »Education at af Glance«, den årlige rapport om OECD-landenes uddannelsessystemer, som i 1999 blev suppleret med Pisa-undersøgelserne. OECD's interesse for uddannelse var økonomisk i sit udgangspunkt og derfor også i overensstemmelse med organisationens identitet og centrale opgaver. »Det er uddannelsesøkonomi og kvalitetsstyring, der fokuseres på«, konkluderer Risto Rinne.

Foreløbig har indflydelsen især vist sig i forhold til de videregående uddannelser, hvor OECD i sine årlige landerapporter systematisk plæderer for indførelse af og hævelse af brugerbetaling, blandt andet med en påstand om, at det skulle skabe øget lighed og social retfærdighed, fordi det er bedre stillede folks børn, der benytter universiteterne. At lade dem betale for det er derfor socialt retfærdigt, lyder OECD-økonomernes argumentation.

Men det betyder, forklarer Birgitte Birk­vad, at underprivilegerede unge ikke får en videregående uddannelse. »For eksempel i Storbritannien fosser arbejderklassens børn væk fra universiteterne, fordi videregående uddannelse allerede i vid udstrækning er blevet til en handelsvare, som de ikke har råd til«.

»OECD giver sig ud for at være objektiv og videnskabelig. Derfor har organisationens anbefalinger stor gennemslagskraft. I virkeligheden er der tale om ideologi pakket ind som forskning. Det er kulturkamp, det her«, siger Birgitte Birkvad.

En kulturkamp, hvor OECD taler med to tunger. Men hvor økonomerne er langt stærkere end uddannelsesfolkene.

»I vore nordiske lande med en veludviklet velfærdsstat har vi tradition for en vis centralisering af skolevæsenet forenet med en lighedsfilosofi. Den stigende decentralisering af skolevæsenet i Finland er ikke udelukkende, men i betydelig grad inspireret af OECD's retorik om økonomisk effektivitet og stigende forældrevalg. Det kan der komme gode resultater ud af, men vi ser også, at det skaber nye problemer, for eksempel i skikkelse af voksende ulighed, blandt andet mellem tæt og tyndt befolkede områder« Risto Rinne, uddannelsesforsker fra Turku Universitetet i FinlandLæs mere her

OECD. Organisation for Eco­nomic Co-operation and Devel­opment.

Læs mere på www.oecd.org

Ceri. Centre for Educational Research and Innovation.

Søg Ceri på www.oecd.org

Pisa. The Programme for International Student Assessment.

Begynd på www.folkeskolen.dk, klik på temaet Pisa. Derfra kan du gå videre til rapporter og artikler om Pisa.

NCLB. No Child Left Behind.

Præsident George W. Bushs officielle politik fra 2002, som sammenligner skolers testresultater i læsning og matematik. Skoler, der scorer (for) lavt, straffes eller lukkes.

Succeshistorier og lovgrundlaget kan læses på USA's undervisningsministeriums hjemmeside: www.ed.gov

Søg flere artikler på folkeskolen.dk

ETUCE. European Trade Union Committee for Education/Comité syndical européen de l'éducation.

Repræsenterer 118 lærerfagforeninger i 28 europæiske lande.

Læs mere på www.csee-etuce.org

EERJ. European Educational Research Journal.

Magasinet koncentrerer sig om forskningssammenligninger af europæisk undervisning og uddannelse. Det officielle magasin for European Educational Research Association, EERA.

Læs mere på www.wwwords.co.uk/eerj

DLI. Danske Lærerorganisationer International, DLI, er en arbejdsgruppe under Danske Underviserorganisationers Samråd, DUS, som repræsenterer 180.000 danske undervisere.

Læs mere på www.dlint.org

Powered by Labrador CMS