Blog
0   827

At vejlede til det ikke kendte

Abonner på nyt om Stine Clasen i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Almindeligvis forstår vi vejledning som at lede vejen – underforstået at den, der leder vejen, kender vejen. Har gået den før og ved, hvor den fører hen.

Når vi skal arbejde mere inkluderende, er vi på vej et sted hen, som vi måske kan beskrive og forestille os, men et sted hen, som ingen af os har tidligere har mødt. Og måske ser der på det sted slet ikke sådan ud, som vi tror. Så hvordan kan vi lede vejen uden at kende vejen. Hvor-dan kan vi vejlede til det ikke kendte?

Vi kan få god hjælp og støtte af den aktuelle dialog omkring kreativitet, innovation og entre-prenørskab. Her gives der utallige bud på, hvordan vi i fællesskab kan søge de nye veje. For når vejen ikke er kendt, bliver udfordringen at turde tage de nye skridt. Uden at være sikre på, at det er den ’rigtige’ vej at gå. Det ved vi først, mens eller efter vi har betrådt dem.

’Fællesskaber for Alle – det har vi hørt om.’ Ja, men måske handler det ikke bare om at høre om. Måske handler det også om at tage nogle nye skridt, om at gøre og være et fællesskab for alle. Uanset hvem man er, hvad man er, og hvordan man er. Hvordan kan man skabe nogle sammenhænge, hvor det inkluderende fællesskab bliver både den oplevede og beskrevne virkelighed?

’Vi troede vi skulle….Men det viste sig, at det ikke var den rigtige vej at gå.’ Tør vi så stoppe op og undersøge, hvilke andre muligheder, der kunne være. Det kræver en stor grad af tillid og tryghed at stoppe op og kigge på eksisterende praksis. Det er umiddelbart nemmere og mere tilgængeligt i stedet at intensivere indsatsen, gøre mere af det samme bare lidt hurtigere, lidt højere, lidt mere insisterende. Vel vidende, at det måske alligevel ikke er det, der skal til. Men at stoppe helt op og turde ikke at kende svaret lige nu og lige her, det kræver en anden form for mod. Som alt andet lige har bedre betingelser i fællesskabet. Fordi det er utrygt at stå der – ’på bunden af Otto Scharmers U’- og ikke ane sine levende råd. Og fra netop denne ’uvidende’ position attage det første lille skridt. Ikke det næste, men det første skridt. Turde tro på det skridt, der måske kan vise nye veje.

At vejlede til det ikke kendte bliver derfor et anliggende for en procesansvarlig. En, der tør tage ansvaret for den rammesætning, der skal til, for at den anden eller de andre tør tage det første skridt.

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.417 andre er allerede tilmeldt