Astrid og hendes lillesøster, Isabella, lever i, hvad de selv oplever som den lykkeligste familie i verden. Pigerne er fuldt bevidste om, at deres kunstnerforældre ikke er, som forældre er flest, og at de i kraft af familiens livsstil og politiske overbevisninger adskiller sig fra andre. Dette forstærker dog kun pigernes følelse af, at netop deres familie er unik og fantastisk.

Idealerne er tydelige, idyllen komplet, og tvivl er ikke en del af Astrids univers. End ikke farens humørsvingninger eller Isabellas skrøbelige helbred synes at udgøre en trussel. Men ligesom barndommen varer idyllen heller ikke evigt. Isabella dør, og umiddelbart efter forlader faren hjemmet for at være sammen med en anden kvinde. To tredjedele af fundamentet for Astrids tiårige liv og lykke forsvinder under hende og måske mere end det. Hun kan nemlig heller ikke længere mærke sin mor, som fortvivlet lukker sig inde, fysisk og mentalt. Astrid er alene med sin sorg og starter en leg i det gamle dukkehus, hvor minderne om det, der var, får lov at leve videre.

"Lykkebo lukker" handler om at miste og om at erkende sit tab. En stille fortælling om livet, når det svigter os, og alting skal skabes forfra. Stille, fordi det er en barsk historie med bløde kanter, hvor det er stemninger, mere end det er handlinger, der driver historien frem. "Lykkebo lukker" er en både poetisk og patetisk tekst med en meget tydelig stilistik, som gør bogen oplagt som undervisningslæsning fra 4. klasse og op. Et godt eksempel på, hvordan ordene skaber verden omkring os, når vi oplever den, og ikke mindst når vi læser om den.