Blog
0   816

Skolemad som individuel luksus – eller en fælles velfærdsydelse?

Abonner på nyt om Ernæringskommentaren i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Social ulighed blandt skoleelever kommer til udtryk i mad - og sundhed - men skolemad kan også bruges til at skabe lighed. Det er noget alle professionelle, der arbejder med børn og unge bør tage stilling til som en del af basisvelfærden.

Mad til børn er en forudsætning for trivsel og vækst. Det er grundlæggende voksenlærdom for de fleste af os. Vi ved det så udemærket – og alligevel er der rigtig mange børn, der faktisk ikke får den mad, de behøver for at kunne vokse, lære og lege godt. Og det er ofte de fattigste børn i vores samfund, det går mest ud over.

Det ved vi også godt: En undersøgelse fra Syddansk Universitet, Skolebørnsundersøgelsen, viser, at der er flere skoleelever fra de lavere socialgrupper, der springer måltiderne over, og ikke spiser nok frugt og grønt, men for meget slik og sukker - end i de højeste socialgrupper. 24 % af børn i den laveste socialgruppe spiser et fast food måltid mindst to dage om ugen, mens det kun er 7 % i den højeste socialgruppe, der gør det. Der er også tre gange så mange børn i de laveste socialgrupper, der er overvægtige end i den højeste socialgruppe.

Mad kan bekæmpe ulighed
Den sociale ulighed viser sig altså også i maden - eller i sundheden. Men hvis vi vender det på hovedet, er det klart, at mad også kan være en måde at bekæmpe ulighed på – eller måske snarere skabe lighed. Det kan vi fx gøre via fælles måltider i vores offentlige institutioner.

Gode fælles måltider kan sørge for, at alle børn får den mad, de har behov for. De kan grundlægge gode madvaner ved at præsentere en større alsidighed og variation, både i råvarer og i menuen. De kan inspirere børn til at smage, fordi de andre børn gør det. De kan skabe liv, nygerrighed og glæde om bordet og ikke mindst et fællesskab. Fælles måltider kommer måske især børn til gode, som ikke får det, de har behov for derhjemme. Dermed kommer mad i daginstitutioner og skoler til at handle om at tage et socialt ansvar for, at alle børn får lige adgang til god mad og gode madoplevelser.

I dag er 28.000 børn i førskolealderen i København Kommune – og halvdelen af børnene (180.000) i hele Danmark - med i en fælles måltidsordning i deres institution. De fattigste får tilskud eller gratis mad. Der er børnemadsvalg i landets daginstitutioner i disse måneder og jeg håber endnu flere får et så godt madtilbud fra deres kommune, at forældrene siger ja tak til de fælles måltider.
Sådan skal det også være i skolerne. Men der er lidt vej endnu. I København er skolemaden EAT en succes, og selvom maden ikke er obligatorisk, køber og spiser 20% af de københavnske skolelever EAT hver eneste dag. Fra den 1. januar stiger det tal, for der får de 2000 fattigste børn i Københavns Kommune EAT gratis eller meget billigt. Dermed bliver EAT et tilbud, alle har mulighed for at få. Og ikke som fattigmad, men som mad, der allerede er blevet tilvalgt af en meget bred del af de københavnske elever og forældre, fordi maden er attraktiv, velsmagende, ernæringsrigtig og 75% økologisk. EAT skolemaden er blevet designet sådan, at ingen kan se, hvem der får gratis mad og hvem, der betaler. Det fjerner enhver form for stigmatisering og gør mulighederne for lighed gennem skolemaden endnu større. Evaluering fra pilotprojektet viser endda, hvordan nogle af de fattige børn steg i agtelse, når de også kunne tage del i EAT.

Vi skal bekæmpe madanalfabetisme
Skolemad er et skridt på vejen til at skabe mere lighed gennem mad. Men at skabe lighed i sundhed, eller at skabe bedre livskvalitet via maden handler om mere end bare at få maden serveret. At komme til at leve sundt eller at få bedre madvaner kræver handlekompetencer og kyndighed. Som jeg ser det, skal der gøres en fælles indsats for at bekæmpe madanalfabetismen. Og hvis vi for alvor skal skabe lighed, har vi som samfund ansvaret for at klæde den næste generation af børn på til at lave god og sund mad til sig selv og deres fremtidige familier. I de fleste familier er husmoderen forsvundet ud i storbyen eller gået på arbejde for længst. Madkundskaberne hos de voksne er begrænsede og for mange børn sker den madmæssige læring ikke på samme måde som tidligere i hjemmet. Men madkundskaben kunne gives i skolen, hvis vi vil, og skaber rammerne herfor.

Der er syv madskoler i København, hvor maden har særlig prioritet. Udover at 60-90 % af eleverne dagligt spiser sammen til differentierede priser mellem 15 og 20 kroner, involverer skolen også børnene direkte i madlavningen og forberedelsen af måltiderne på skolen. Både køkkenet og kantinerummet på disse skoler er en integreret del af skolelivet. Og her er der skabt plads og rum til at der kan skabes maddannelse og kendskab til vigtigheden af at lave og spise god og sund mad. Og især på heldagsskolerne kan maden og måltiderne få mere plads, end hvad vi har tradition for i Danmark: madlavningen integreres som en del af undervisningen og spisepausen bliver længere. Via køkkenet og via måltiderne får eleverne, udover dejlig mad og ny madkultur, også et sted, hvor man kan være faglig og kompetent på anden måde end blot ved at læse eller snakke godt. Og hvem ved – måske bliver man bedre til begge dele, hvis man også får sine hænder i sving – og maverne fyldt?

Fremover vil alle nye skoler i København blive etableret som madskoler. Og meget tyder på at EAT-ordningen også udvides i fremtiden, da vi ser et støt stigende salg i de mindste klasser år for år. På denne måde spiser flere og flere børn i København fælles måltider sammen. Hvorfor skal børn i resten af Danmark ikke have de samme muligheder?

Nogen gør kvalitetsfuld mad til et spørgsmål om individuel luksus, og de gør økologi, ny nordisk mad eller krav til kvalitet til en måde at vise klasse-identitet på. Jeg mener, det at behandle jorden ordentligt, kræve dyrevelfærd eller velsmag ikke bør være noget, som kun er de rigeste forundt. Alle børn har ret til kvalitet – og netop de dårligst stillede skal ikke nøjes med at blive spist af med hvid, billig og næringstomme kalorier. I vores land, der historisk set er blandt de allerrigeste, dør vi ikke af sult – her æder vi os ihjel.

I disse krisetider hører vi ofte dilemmaet: Hvad er vigtigst – pædagoger eller madmødre, skolebøger eller skolemad, kantine eller toiletter? Jeg synes, det er en mærkelig diskussion. Hvordan kan man undervise sulte børn?

Mad er en del af basisvelfærden
Mad bliver ofte beskrevet som et udtryk for luksus - en privatsag. Det er det ikke. Det er noget alle professionelle, der arbejder med børn og unge bør tage stilling til som en del af basisvelfærden. Det er simpelthen en forudsætning for at kunne levere andre offentlige kerneydelser – såsom kvalitetsundervisning i folkeskolen.

Som Anne Vang, Københavns Børne – og Ungdomsborgmester, udtalte i et interview i Politiken for nyligt: ”Vi kan ikke lave om på børns forældrebaggrund, men vi kan sikre, at de får noget ordentligt at spise, og det er en rigtig god start, fordi maden betyder så meget for børnenes indlæring.”

Det er jeg fuldstændig enig i.

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ

Ernæring og sundhedsnetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for madkundskab, sundhed og ernæring. I samarbejde med Foreningen for madkundskab.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
703 andre er allerede tilmeldt