Kronik

Inklusion er slet ikke så svært

Lærere og forældre frygter, hvordan det skal gå. Umuligt er det ikke, det handler også om at overdrage noget af ansvaret for læring til eleverne – det autonome klasseværelse er en vigtig faktor.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det helt store diskussionsemne i grundskolen for tiden er inklusion af elever med særlige behov. For mange er det også det helt store spøgelse. Både forældre og lærere frygter, hvordan det skal gå.

Også blandt lærerne hersker frygten. Jeg tror, at de fleste unge mennesker, der vælger læreruddannelsen, gør det ud fra et ønske om at gøre en forskel. De vil gerne bidrage til at uddanne, oplyse og begave de børn, de møder i deres arbejde. Men nu hvor der er tale om, at vi skal rumme flere af de »spændende« børn i vores klasser, oplever jeg, at mine kolleger kæmper imod. Der lyder krav om efteruddannelse og tolærerordning for at muliggøre det, som mange alligevel opfatter som en umulig opgave.

Men det er ikke umuligt!

Vender den negative udvikling

I firserne gennemførte Leni Dam, der dengang var en ganske almindelig folkeskolelærer (sidenhen æresdoktor ved Karlstads Universitet i Sverige), noget grundlæggende forskning på sin egen helt almindelige folkeskole i Karlslunde 25 kilometer syd for København. Leni havde mange elever i sin klasse, som havde vanskeligheder - nogle var umotiverede, nogle socialt dysfunktionelle, flere var ordblinde. Hun havde indset, at der skulle nogle drastiske midler til for at vende en negativ udvikling for disse elever.

Uden at have tænkt specielt meget over det fandt hun på at spørge sine elever, hvad de selv ville. Hvordan ville de gerne lære engelsk? Efter ikke ret lang tid havde hun overdraget ansvaret for læringen til eleverne, og de tog imod det med kyshånd.

Anden forskning fulgte efter. Der var flere projekter, som konkluderede, at elevautonomi er det traditionelle klasseværelses undervisnings- og organisationsform overlegen. Samtidig blev en ordblind elevs udvikling fulgt igennem et forløb på fire år. Igen var resultaterne klare: I det autonome klasseværelse oplevede den ordblinde elev, at det nu ikke var hendes handicap, der var i fokus, men derimod hendes egen læring og personlige udvikling. Elevautonomi består af mange forskellige ingredienser, hvis det skal lykkes. Blandt andet skal der bruges:

• Elevlogbøger som dokumentation og som refleksionsværktøj.

• Lærerens rolle skal skifte fra at stå og undervise til at støtte elevernes læring, vedligeholde motivationen og skabe rum til elevernes faglige og personlige udvikling.

• Teknologien giver os mulighed for at tage verden med ind i klasseværelset og tage klasseværelset med ud i verden. Dermed bliver læringen en del af virkeligheden og autentisk for eleverne.

Det er da lærerens opgave …

Jeg var ekstremt skeptisk, da jeg hørte om det for cirka otte år siden. Leni Dam havde lige holdt et oplæg om elevautonomi på min skole. Jeg argumenterede for, at det var lærerens opgave at undervise eleverne - at ansvaret for elevernes udvikling var mit.

Da alle mine kolleger var gået hjem, stod jeg halvanden time senere stadig og diskuterede denne vanvittige idé. »Okay«, sagde Leni. »Hvis du er så sikker i din sag, bevis det«. Og tre år senere var jeg færdig med min diplomuddannelse med elevautonomi som speciale og havde indført denne undervisningsform i alle mine klasser.

De forkerte svar

Under diplomuddannelsen læste og diskuterede jeg meget af den faglige litteratur om elevautonomi. Jeg lavede løbende aktionsforskning i mine egne klasser, som gav de forkerte svar! Ikke alene foretrak mine elever de timer, hvor de havde hele ansvaret for deres egen læring - de gjorde samtidig større fremskridt end i de klasser, hvor jeg ikke havde indført autonomi. Men det, som virkelig overbeviste mig, var en pige i 7. klasse, som jeg havde undervist i engelsk i næsten tre år, uden at hun havde tilegnet sig noget som helst. Det var ikke, fordi jeg, pigen selv og hendes forældre ikke havde prøvet. Det havde vi. Men det var først, da Anne fik lov at slippe for tyranniet af de lærerstyrede timer, at hun oplevede, at hun kunne få lov til at lære engelsk på en måde, som passede til hende.

Minimal interesse i Danmark

I de sidste fem år har jeg praktiseret elevautonomi med mine elever. Jeg har haft undervisningsforskere på besøg fra Tyskland, Slovenien, sågar fra Jylland! Og jeg bliver bedt om at deltage ved konferencer i diverse lande for at udbrede kendskabet til elevautonomi. Men i Danmark er interessen minimal.

Hvorfor er det sådan? Disse er måske nogle af årsagerne:

• Uvilje til at afgive magt.
I det autonome klasseværelse bevæger læreren sig fra at være »the sage on the stage« til »a guide on the side«. Dermed mister læreren en væsentlig del af sin magt og bliver utryg.

• Man gør, som man plejer.
Det nemmeste er jo at gøre, som man plejer. Det kunne også give uro blandt forældrene og kollegerne, hvis man går imod den gængse opfattelse af, hvordan en lærer plejer at undervise.

• Den gode, gamle lærerstyrede undervisning er nemmere at overskue.
Man føler, det er nemmere at optræde i en klasse, hvor man primært retter sin undervisning mod »midtergruppen«. Man kan følge en klar plan, som alle kan forstå. Men når hele klassen arbejder med det samme stof, bliver undervisningsdifferentieringen ikke-eksisterende.

• Lærebogssystemer gør forberedelse og gennemførelse af undervisningen nem og overskuelig.
Et lærebogssystem er i sig selv ikke nogen garanti for, at man får dækket pensummet, men så har man ryggen fri.

• Seminarier og efteruddannelse negligerer elevautonomi.
Hvis lærerne ikke møder elevautonomi under deres uddannelse, har de ikke mulighed for at sætte sig ind i, hvad det er.

I det autonome klasseværelse er der plads til forskellige børn med forskellige behov. Det er ikke løsningen på alle problemer, men de enkelte elever oplever i langt højere grad, at der er plads til dem, hvad enten de er begavede, ordblinde eller bare lidt »anderledes«.

Selvfølgelig er der stadigvæk forstyrrende elever, men når de ikke har en hel klasse at spille op til, er det mindre sjovt. Og helt basalt - de fleste elever, som bliver respekteret og får muligheden for at tage et ansvar, vil gøre lige præcis det.

Motivationen kommer indefra

Motivationsforskerne Deci, Liar, Dörnyeï og Ushioda har alle påpeget, at den bedste motivation af naturen kommer indefra. Det er langt mere motiverende at arbejde med noget, man selv har valgt, og på den måde, der passer én bedst, frem for at arbejde med noget, man har fået påduttet af andre.

Inklusion er dødsdømt i den lærerstyrede klasse. Kun i det autonome klasseværelse kan inklusion fungere, ja, ikke bare fungere, men få eleverne til at blomstre. Det er ikke så svært!

Frank Lacey underviser på Ådalens Privatskole i Ishøj.